Mødedato: 21.10.2026, kl. 13:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: 2. behandling af opdatering af forretningsorden for Børne- og Ungdomsudvalget vedr. frivillig benævnelse som forperson, forkvinde eller formand

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen (BR) vedtog den 21. maj 2026 at implementere et medlemsforslag, som giver mulighed for frivillig benævnelse som enten forperson, forkvinde eller formand i kommunens styrelsesvedtægter, forretningsordener og bestyrelsesvedtægter. Derfor skal der tages stilling til forslag om at ændre benævnelsen ”forperson” til ”enten forperson, forkvinde eller formand” i udvalgets forretningsorden. Udvalget godkendte ændringerne uden afstemning første gang på BUU-mødet den 16. september 2026.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at det godkendes, at benævnelsen ”forperson” ændres til ”enten forperson, forkvinde eller formand” i Børne- og Ungdomsudvalgets forretningsorden, jf. bilag 1.

Problemstilling

BR besluttede i 2022, at kommunen som udgangspunkt skulle bruge betegnelsen "forperson" i stedet for "formand". Intentionen var at gøre sproget mere kønsneutralt.

På mødet den 21. maj 2026 vedtog BR et medlemsforslag stillet af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti om at ændre benævnelsen ”forperson” til ”enten forperson, forkvinde eller formand” i kommunens styrelsesvedtægt, forretningsordener og bestyrelsesvedtægter, så den udpegede eller valgte person selv kan vælge hvilken af de tre benævnelser vedkommende ønsker at bruge, jf. bilag 2.

I udvalgets nuværende forretningsorden anvendes betegnelserne ”forperson” og "næstforperson".

Ændringer i forretningsordenen skal godkendes af udvalget på to udvalgsmøder med mindst 10 arbejdsdages mellemrum, jf. forretningsordenens §13. Udvalget godkendte ændringerne uden afstemning første gang på BUU-mødet den 16. september 2026.

Løsning

Børne- og Ungdomsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden, jf. § 20, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

Det foreslås, at benævnelsen ”forperson” og ”næstforperson” ændres til hhv. ”enten forperson, forkvinde eller formand” og ”enten næstforperson, næstforkvinde eller næstformand”.

De foreslåede ændringer vil medføre en tilpasning af udvalgets forretningsorden §1, stk. 1 og §6, stk. 2 (markeret med fed i bilag 1).

Derudover foretages enkelte ændringer af teknisk karakter som konsekvens heraf, jf. forretningsordenens §2, stk. 4 og §14, stk. 1 (markeret med fed i bilag 1).

Politisk handlerum

BR vedtog på sit møde den 21. maj 2026 at implementere, at benævnelsen ”forperson” ændres til ”enten forperson, forkvinde eller formand” i kommunens forretningsordener. Derfor vurderes det, at der ikke er et reelt politisk handlerum i sagen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis forretningsordenen - med de nævnte ændringer - godkendes, vil den være gældende med det samme. Forretningsordenen offentliggøres på www.kk.dk.

 

Tobias Børner Stax                               Ellen Marie Vestager Riis

Til top