Mødedato: 19.06.2019, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Ansøgning om deltagelse i rammeforsøg med udskolingslinje

Se alle bilag
Der skal tages stilling til deltagelse i forsøg fra Undervisningsministeriet med udskolingslinje målrettet erhvervsuddannelser.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

 1. at Børne- og Ungdomsudvalget ansøger Undervisningsministeriet om deltagelse i forsøg med udskolingslinje i 8. og 9. klasse, der er rettet mod overgang til erhvervsuddannelserne.

Problemstilling

Undervisningsministeriet har den 2. maj 2019 inviteret kommunerne til at deltage i forsøg med et særligt udskolingsforløb i 8. og 9. klasse. I rammeforsøget skal eleverne kun undervises i fire fag (dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi) i folkeskolen og fagene kan reduceres fra det minimumstimetal der ellers er fastsat af ministeriet. Den øvrige undervisning er i praksisorienterede fag på en erhvervsskole. Undervisningen på erhvervsskolen anslås til 2-8 ugentlige lektioner efter elevens behov.

Formålet med forsøget er at afprøve, om en organisering af undervisningen, der mere målrettet sigter mod at forankre eleverne i en erhvervsuddannelse, får flere elever til at gennemføre folkeskolen og søge optagelse på en erhvervsuddannelse efter 9. klasse.

Målgruppen for forsøget er således unge med særlige behov, der er i risiko for ikke at påbegynde eller gennemføre en ungdomsuddannelse fx elever der er udfordret af boglige fag eller elever, som mangler motivation i undervisningen. Det skal være vurderet og accepteret med inddragelse af UU, forældre og elev, at tilbuddet ikke indeholder hele folkeskolens fagrække, men kun de nævnte fag i folkeskolen og de praksisfaglige valgfag på erhvervsskolen, og at dette er vurderet at være det bedste tilbud til eleven. Der er altid tale om et frivilligt tilbud for eleven.

Forsøget følger af Folketingets politiske aftale af 22. november 2018 ”Fra folkeskole til faglært - erhvervsuddannelser til fremtiden”.

Af ansøgningsmaterialet fremgår det, at deltagelse kræver politisk godkendelse.

Løsning

Det er Børne- og Ungdomsforvaltningens vurdering, at deltagelse i forsøget kan bidrage til at udvikle greb til at nå målet om, at 20 pct. af Københavns unge skal påbegynde og gennemføre en erhvervsuddannelse som formuleret i Børne- og Undervisningsudvalgets strategi ”Vores børn – vores ansvar”. Forvaltningen har derfor forespurgt, om der var skoler, der ønskede at deltage i forsøget.

Tove Ditlevsens Skole ønsker at deltage i forsøget, hvor skolen anslår, at det kan være relevant for omkring 20 elever at deltage i forløbet. Der vil søges aftaler med Hotel- og Restaurantskolen samt Social- og Sundhedsskolen om undervisningen i de praksisrettede valgfag for eleverne, der deltager i forsøget. De erhvervsskoler samarbejder Tove Ditlevsens Skole allerede med. Forsøget igangsættes i august 2019 og forventes afsluttet medio 2021, såfremt ansøgningen imødekommes.

Forvaltningen vil være forpligtiget til at deltage i en evaluering af forsøget herunder forpligtede til at deltage i de dataindsamlinger og øvrige aktiviteter, som er nødvendige for at etablere et godt grundlag for evalueringen.

Ansøgning til deltagelse i forsøget er vedlagt i bilag 3.

Økonomiske konsekvenser af forsøget

Der er afsat 4 mio. kr. årligt til forsøget fra Undervisningsministeriet heraf 0,5 mio. til evaluering.

Midlerne kan søges til tilskud til at betale for undervisningen på erhvervsuddannelserne. Størrelsen på tilskuddet afhænger af, hvor mange kommuner og skoler der deltager på landsplan. Skolen vil derfor selv skulle finansiere udgifterne til undervisning på erhvervsskolen og kan få refunderet dele eller alle udgifter af ministeriet afhængigt af, hvor mange der deltager.

UUs vejledning af elever og forældre i forbindelse med forsøget vil blive varetaget som en del af UUs lovpligtige vejledning af ikke-uddannelsesparate elever i grundskolen. Der vil derfor ikke være øgede udgifter til dette.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen vil orientere udvalget om hvorvidt ansøgningen imødekommes og om evalueringen.

 

Tobias Børner Stax                                                                             Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 19. juni 2019:

Indstillingen blev godkendt.

Til top