Mødedato: 18.06.2025, kl. 12:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Opfølgning på medlemsforslag i BUU om normeringer i børnehøjde

Se alle bilag

Der skal tages stilling til den sidste del af opfølgningen på "Medlemsforslag om opgørelse af normeringer på institutions-niveau" godkendt af BUU den 15. januar 2025.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
  1. at forvaltningens redegørelse vedr. normeringer i børnehøjde tages til efterretning og
  2. at der hermed er gjort op med det supplerende at-punkt i tilknytning til "Medlemsforslag om opgørelse af normeringer på institutions-niveau" godkendt af BUU den 15. januar 2025.

Problemstilling

På mødet den 15. januar 2025 vedtog Børne- og Ungdomsudvalget et medlemsforslag fra Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti om en opgørelse af normeringer på institutions-niveau. Første del af forslaget – en opgørelse af normeringer på institutions-niveau – er håndteret i et særskilt notat, som blev forelagt på aflæggerbordet til BUU-mødet 14. maj 2025.

Denne indstilling adresserer et af BUU godkendt supplerende at-punkt, hvori forvaltningen blev bedt om at afdække forudsætningerne for at kunne opgøre "normeringer i børnehøjde", dvs. den reelle tid, det pædagogiske personale tilbringer sammen med børnene. Denne indstilling vedrører det supplerende at-punkt om normeringer i børnehøjde.

Det supplerende at-punkt havde følgende ordlyd: ”at Børne- og Ungdomsforvaltningen vender tilbage til udvalget med en afdækning af forudsætningerne for at kunne opgøre ”normeringer i børnehøjde”, dvs. reelt brugt tid hos det pædagogiske personale med børnene”.

Løsning

I en indstilling fra forvaltningen på baggrund af et medlemsforslag er normeringer i børnehøjde tidligere blevet behandlet af udvalget den 11. januar 2023 (bilag 1). Som på daværende tidspunkt er det fortsat forvaltningens vurdering, at ”omsættertabellen”, der er udviklet i et samarbejde mellem Fredensborg Kommune, BUPL og forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen, er en brugbar metode for institutioner, der ønsker at foretage lokale beregninger af normeringer i børnehøjde.

Tabellen tager højde for både børns og personales faktiske fremmøde samt for personalets tid anvendt på øvrige opgaver. Der er udarbejdet en vejledning, som institutionerne kan anvende. Det blev dog samtidig understreget, at tallene i vejledningen kan afvige fra den enkelte institutions virkelighed, og at institutionerne bør foretage deres egne vurderinger og eventuelle tilpasninger.

Der har tidligere været igangsat et arbejde med udvikling af en national model i regi af KL, VIVE og Børne- og Undervisningsministeriet. Da arbejdet med den nationale model siden er ophørt, henviser forvaltningen fortsat til, at det er op til den enkelte institution, om man vil anvende omsættertabellen eller en anden lokal metode i det pædagogiske udviklingsarbejde.

Det vil være ressourcekrævende at udvikle og drive en fælles model for opgørelse af normeringer i børnehøjde. Det skyldes blandt andet, at en sådan model vil skulle tage højde for lokale forskelle i organisering, arbejdsopgaver og registreringspraksis, og at der samtidig vil være behov for systematisk indsamling og kvalitetssikring af data om både børns og personalets faktiske fremmøde. Derudover vil det kræve en løbende dialog med institutionerne for at sikre korrekt anvendelse og forståelse af modellen.

Der findes ikke en entydig definition af, hvad der skal tælle som "tid i børnehøjde", og en central model vil derfor nødvendigvis indebære en række skøn og fortolkninger – fx i forhold til hvordan pauser, møder, forberedelsestid og administrative opgaver skal håndteres. Det vil give risiko for usikkerhed og fejltolkninger, særligt hvis resultaterne anvendes til at sammenligne institutioner.

Politisk handlerum
Der kan bedes om uddybning af specifikke forhold.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Intet yderligere.

 

Tobias Børner Stax                                  Sti Andreas Garde

Til top