Mødedato: 18.06.2025, kl. 12:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Opdatering af takster i Teaterbutikken

Forvaltningen har efter henvendelse fra Teaterbutikken konstateret, at Teaterbutikkens takster er forkerte i takstkataloget for 2025. Da ændringer til takstkataloget altid skal godkendes politisk, skal tilretningen med denne sag godkendes, så Teaterbutikken kan fortsætte med at opkræve betaling fra brugerne på det nuværende niveau.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
 
1. at forslaget til ændring af Teaterbutikkens takster i takstkataloget for 2025 godkendes.

Problemstilling

Taksterne for Teaterbutikken er ved en fejl blevet sat for højt i 2025. Fejlen skyldes misforståelser mellem den tidligere ledelse af Teaterbutikken og forvaltningen. De planlagte takstændringer blev vedtaget ved budget 2025 og skulle træde i kraft i august 2025. Samtidigt er betalingsperioderne for Teaterbutikken uklart angivet i takstkataloget.

Alle Børne- og Ungdomsudvalgets takster vedtages årligt ved budgetforhandlingerne forud for det kommende budget. Denne sag er nødvendig, fordi forvaltningen foreslår at rette taksterne i indeværende år. Sagen skal godkendes af Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR) i august.

Løsning

Med denne sag foreslår forvaltningen, at taksterne i Teaterbutikken fortsætter på det nuværende niveau. Forvaltningen vil desuden frem mod vedtagelsen af budget 2026 gennemgå den øvrige del af takstkataloget med henblik på at sikre overensstemmelse med praksis og tydeliggøre betalingsperioder. Ændringen i taksterne har ikke betydning for Teaterbutikkens økonomi.  

Tabel 1 viser de korrekte takster pr. 1. august 2025, som vil indgå i takst-kataloget. Elever på børnehold i sæsonen for skoleåret 2025-26 skal betale 6.600 kr. pr. sæson, elever på ungdomshold skal betale 1.900 kr. pr. sæson, mens elever på voksenhold skal betale 1.800 kr. pr. sæson. Ændringerne i takster fra 2024 til 2025 er besluttet af Teaterbutikkens bestyrelse.

Tabel 1: Korrekte takster i takstkataloget pr. 1. august 2025

 

Der er hvert år plads til 105 elever på Teaterbutikkens hold. Eleverne fordeler sig med 60 pladser på børnehold, 30 pladser på ungdomshold og 15 pladser på voksenhold.

De forkerte takster i det gældende takstkatalog for 2025 ville betyde, at taksten på børnehold pr. 1. august skulle stige med 50 kr. pr. måned svarende til 8%. Taksten på ungdomshold skulle stige med ca. 280 kr. pr. måned svarende til ca. 190%, mens taksten på voksenhold skulle stige med ca. 115 kr. svarende til ca. 75%. 


Politisk handlerum
Hvis sagen ikke kan godkendes, så vil priserne for brugerne af Teaterbutikken stige pr. 1. august, som beskrevet ovenfor.

Økonomi

Intet yderligere. 

Videre proces

Indstillingen skal behandles i ØU og BR.

 

Tobias Børner Stax                                    Sti Andreas Garde

Til top