B-sag: Høringssvar vedr. Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at bilag 2 udgør Børne- og Ungdomsudvalgets høringssvar til udkast til Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032.
Problemstilling
Den 18. marts 2025 besluttede Økonomiudvalget, at Københavns Kommunes nuværende Mad- og Måltidsstrategi skulle fornyes. Økonomiforvaltningen har siden i samarbejde med kommunens øvrige forvaltninger udarbejdet et udkast til en fornyet Mad- og Måltidsstrategi for 2027-2032.
Formålet med den fornyede strategi er at sikre en fortsat stærk og aktuel tværgående indsats på madområdet i kommunens offentlige køkkener og for madbyen København mere generelt.
Økonomiudvalget besluttede den 9. juni 2026, at Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 skal sendes i intern høring i alle fagudvalg, relevante kommunale råd og lokaludvalg.
Løsning
Udkast til Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 er i intern høring i perioden 15. juni - 22. september 2026. Herefter forventes strategien sendt i offentlig høring.
Børne- og Ungdomsudvalget skal behandle forslag til høringssvar i forbindelse med den interne høring. Udvalget kan tilkendegive sin vurdering af strategien og foreslå justeringer med særligt blik for børn og unge samt dagtilbud, skoler og fritidstilbud.
Børne- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet forslag til Børne- og Ungdomsudvalgets høringssvar (bilag 2). De overordnede bemærkninger er:
- Udvalget bakker op om strategiens vision og den fortsatte prioritering af mad og måltider som en del af omsorg, pædagogik, læring og trivsel for børn og unge.
- Udvalget lægger vægt på balancen mellem fælles ambitioner og lokal selvbestemmelse, så måltiderne kan tilpasses målgrupper og lokale rammer, og børn og unge kan inddrages relevant.
- Udvalget fremhæver særligt medbestemmelse, fællesskab og trivsel, ernæring og sundhed samt børn og unges maddannelse og kompetencer til at træffe sunde madvalg.
- Udvalget bakker op om klimavenlige, økologiske og bæredygtige måltider samt kortere og mere transparente forsyningskæder, samtidig med at ernæring, velsmag og høj kvalitet fastholdes som centrale hensyn.
Baggrund om Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032
Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 fastsætter den overordnede retning for Københavns Kommunes offentlige måltider og for madbyen København.
Strategien er udarbejdet i samarbejde mellem kommunens syv forvaltninger med henblik på at skabe sammenhæng med kommunens øvrige strategier, planer og indsatser, herunder Klimastrategi 2035, erhvervsstrategien og kommunens strategiske arbejde med folkesundhed. En politisk følgegruppe bestående af kommunens borgmestre og en ekstern ekspertgruppe har været inddraget, ligesom repræsentanter for borgere, drift og madbranche har bidraget med input.
Strategien er inddelt i to dele med fokus på henholdsvis de offentlige måltider og madbyen København. Den første del om de offentlige måltider består af fem temaer om kvalitet og madglæde, fællesskab og trivsel, ernæring og sundhed, klima og miljø samt kortere og mere transparente forsyningskæder. Under temaerne opstilles målsætninger og indsatsområder, som løbende skal udvikles på tværs af forvaltningerne.
Strategien viderefører og udvikler kommunens ambitioner for offentlige måltider med fokus på velsmag, madglæde og kvalitet, fællesskab og trivsel, sundhed og ernæring samt klima- og miljøhensyn. Samtidig lægges vægt på lokal selvbestemmelse og en differentieret tilgang, så implementeringen kan tage afsæt i målgruppernes behov, køkkendriftens forskellige rammer og lokal faglighed.
Strategiens anden del styrker fokus på København som madby. Ambitionen er bl.a. at gøre sunde og grønne madvalg lettere tilgængelige, styrke madfællesskaber og understøtte en bæredygtig og innovativ madbranche i København.
Politisk handlerum
Der kan foretages ændringer eller tilføjelser til høringssvaret.Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Når den interne høring er afsluttet, præsenteres Økonomiudvalget for høringssvarene den 27. oktober 2026. Herefter forventes strategien sendt i offentlig høring i perioden 30. oktober - 30. november 2026.
Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 forventes behandlet endeligt i Økonomiudvalget og efterfølgende i Borgerrepræsentationen primo 2027.