Mødedato: 14.08.2019, kl. 17:00
Mødested: Frejaskolen, Rughavevej 6, 2500 Valby

Investeringscases til budgetforhandlingerne 2020

Se alle bilag
Der skal tages stilling til investeringscases i tilknytning til budget 2020.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at investeringsforslag på 3,275 mio. kr. vedrørende ”Forebyggelse af vold og trusler” (bilag 1) implementeres med midler fra investeringspuljerne til Smarte investeringer i 2020, og at driftseffektiviseringen på 510 t./kr. i 2021 stigende til 712 t./kr. i 2022 og frem indarbejdes i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag 2021.

Problemstilling

Københavns Kommune har en effektiviseringsudfordring på ca. 400 mio. kr. om året, og Børne- og Ungdomsudvalgets andel er ca. 160 mio. kr. i 2020. Der lægges op til, at budget 2020 skal indeholde investeringspuljer på i alt 450 mio. kr., som skal understøtte effektiviseringskravene. Investeringspuljen kan anvendes til alle typer af investeringer, så længe de er fremsigtede og bidrager til bedre tilrettelæggelse af arbejdet.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har historisk set anmodet om forskelligartede beløbsstørrelser fra investeringspuljen. Nedenstående tabel viser, hvor mange midler forvaltningen samlet set har fået tildelt fra puljen siden 2016.

Tabel 1. Historisk overblik over Børne- og Ungdomsforvaltningens andel af investeringspuljemidlerne

Den foreslåede investering til denne ansøgningsrunde lever op til investeringspuljerne "Smarte investeringer i kernevelfærdens" krav om en maksimal tilbagebetalingstid på 6 år og en tæt kobling mellem investeringstiltagene og den opnåede effektivisering.

Løsning

Børne- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet et forvaltningsspecifikt investeringsforslag. Forslaget forventes godkendt i Økonomiforvaltningen i forhold til de krav, der er stillet for at modtage bevillinger fra investeringspuljerne, herunder kravet om tilbagebetaling af investeringen.

Børne- og Ungdomsforvaltningen anmoder samlet set om 3,3 mio. kr., hvilket resulterer i effektiviseringer for 0,7 mio. kr. årligt fuld indfaset.

1. Forebyggelse af vold og trusler

Børne- og Ungdomsforvaltningen har i forbindelse med investeringscasen Arbejdspladsen i Fokus udviklet en metode til forebyggelse af vold og trusler på specialskoler i kommunen kaldet Konflikthåndteringsmetoden. Evalueringer af metoden har bl.a. vist, at medarbejderne oplever, at metoden har givet større ensartethed, tydelighed og fælles sprog om, hvordan konflikter kan håndteres i opløbet, der har ligeledes været tegn på øget trivsel hos både børn og medarbejdere, færre voldsomme episoder og færre arbejdsskader. Der søges om midler til at udbrede metoden til hele specialområdet samt adaptere og udbrede metoden til almene skoler.

Økonomi

De økonomiske konsekvenser af investeringsforslaget fremgår af tabel 2 nedenfor. Investeringen forudsættes dækket af investeringspuljerne til Smarte investeringer. Nettoeffektiviseringerne vil blive indarbejdet i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag 2021 og blive brugt til at indfri Børne- og Ungdomsudvalget forvaltningsspecifikke effektiviseringskrav til budget 2021 og frem.

Tabel 2: Økonomiske konsekvenser af Børne- og Ungdomsforvaltningens forslag til Smarte investeringer i kernevelfærden.

Videre proces

Såfremt Børne- og Ungdomsudvalget vedtager det forelagte investeringsforslag indgår det i forhandlingerne om budget 2020 med henblik på udmøntning af midler fra investeringspuljerne til smarte investeringer til implementering af forslaget i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Den afledte driftseffektivisering i 2021 og frem som følge af det godkendte forslag indarbejdes i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag 2021.

Børne- og Ungdomsforvaltningen forventer herudover at fremsætte investeringsforslag om hhv. udflytterkørsel, kompetencecentre, opsøgende klubarbejde samt bedre vagtplanlægning i daginstitutioner og på skoler til ansøgningsrunden på investeringspuljen ifm. overførselssagen 19/20.

 

Tobias Børner Stax                                                              /Sti Andreas Garde

 

 

 

 

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 14. august 2019:

Indstillingen blev godkendt.


Til top