B-sag: Forsøgsordning vedr. valgperioder på Kirsebærhaven Skole og Lykkebo Skole
Der skal tages stilling til en ansøgning om dispensation fra folkeskoleloven, så der kan laves en forsøgsordning om forlængede valgperioder for forældrerepræsentanter i skolebestyrelserne på Kirsebærhaven Skole og Lykkebo Skole. Der søges om dispensation, da skolerne ellers skal holde to valg med kun et år i mellem. De eksisterende og kommende skolebestyrelser har allerede tilkendegivet deres opbakning til ansøgningen.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), at udvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at dispensationsansøgningen for Harrestrup Å Skole og Fritid om deltagelse i en forsøgsordning med en længere valgperiode for forældrerepræsentanter i skolebestyrelser på nyoprettede skoler godkendes.
Problemstilling
Det er blevet besluttet at opdele Harrestrup Å Skole og Fritid til to selvstændige skoler med hver sin skolebestyrelse. De to nye skoler etableres med skolestart i august 2025 og der afholdtes ekstraordinært valg til to selvstændige skolebestyrelser i februar 2025. Hermed vil de to nye skolebestyrelser være klar til at konstituere sig ved skolestart til skoleåret 2025-26. De ordinære valg til skolebestyrelserne vil herefter skulle finde sted i foråret 2026.
Ved at undgå nyvalg i foråret 2026 kan skolebestyrelserne styrke og sikre deres roller og bidrag til skolerne udvikling. Derfor har forvaltningen udarbejdet en ansøgning til dispensation fra Folkeskolelovens § 42, stk. 9, som fastsætter, at forældrerepræsentanternes valgperiode er 4 år, gældende fra den 1. august i året efter nyvalg til regionsråd og kommunalbestyrelse.
Dispensationens søges på baggrund af § 55 for at fremme forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde.
Løsning
Forsøgsordningen vil overflødiggøre behovet for genvalg ved det førstkommende ordinære valg efter etableringen, så skolebestyrelsernes forældrerepræsentanter kun vælges ved nyvalget i februar 2025 og ikke igen før foråret 2030.
Den længere valgperiode vil styrke Kirsebærhavens Skole og Lykkebo Skoles nyetablerede skolebestyrelsers roller og bidrag til skolernes positive udvikling. Stabilitet og kontinuitet i skolebestyrelsernes arbejde er særligt vigtigt under større organisatoriske forandringer såsom opdelingen af Harrestrup Å Skole. De forventede fordele inkluderer:
- Styrket samarbejde og ledelsesmæssige stabilitet
- Langsigtet ejerskab til skolernes retning
- Reduceret organisatorisk kompleksitet og fokus på kerneopgaven
- Fremme erfaringsopsamling og videndeling
Evalueringen af forsøgsordningen vil finde sted i foråret 2030, hvor repræsentanter fra skolebestyrelser og ledelser samles til et afsluttende møde. Deltagerne vil udfylde en evalueringsskabelon for at opsummere erfaringer, udfordringer, konkrete fordele og mulige anbefalinger. Københavns Kommune forventer, at forsøget vil vise sig at være vellykket og styrke skolebestyrelsernes funktion og bidrag under organisatoriske ændringer.
Politisk handlerum
Der kan bedes om ændringer til dispensationsansøgningen. Afvises indstillingen vil der blive afholdt ordinært valg på skolerne i foråret 2026, som lovgivningen foreskriver.
Økonomi
Intet yderligere.
Videre proces
Sagen skal behandles i BR.