Dimensionering af Peder Lykke Skolens specialpladser
Børne- og Ungdomsudvalget har ønsket at blive præsenteret for en anden løsning end den fulde udfasning af specialklasserækken på Peder Lykke Skolen. BUU skal på den baggrund tage stilling til, om de midlertidige specialpladser ved Peder Lykke Skolen fortsat skal udfases eller bevares og indgå på lige fod med de øvrige specialtilbud i den samlede tilpasning af kapaciteten.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU)
- at de 32 specialundervisningspladser ved Peder Lykke Skolen bevares med genåbning for visitation af elever, og at tilbuddet indgår i den samlede plan for reduktion af segregerede specialpladser og tilbud.
Problemstilling
Der blev i 2021 etableret 32 specialpladser ved Peder Lykke Skolen. I Overførselssagen 2024-25 blev det besluttet at stoppe etableringen af et permanent tilbud på Peder Lykke Skolen, da implementeringen af Mangfoldige Børnefællesskaber forventes at medføre et reduceret behov for specialpladser i byen. Den fremtidige segregerede målgruppe forventes at bestå af elever med mere komplekse og vidtgående behov.
Børne- og Ungdomsudvalget har på udvalgsmødet 26.11.25 ønsket, at udvalget blev præsenteret for en anden løsning end den fulde udfasning af specialklasserækken på Peder Lykke Skolen. Sagen skulle belyse både faglige, geografiske og økonomiske perspektiver og indeholde fordele og ulemper ved at bevare specialklasserækken på Peder Lykke Skolen.
Løsning
Forvaltningen har sammen med skolen undersøgt, om de 32 specialpladser ved Peder Lykke Skolen kan bevares uden ombygning og ændret indretning af tilbuddet. Det er muligt med den nuværende elevgruppe, og dermed er der ingen anlægsudgifter forbundet med at bevare pladserne.
Specialtilbuddet optager dog kapacitet fra den almene skole. Peder Lykke Skolen er en 4-sporet skole, men der er kun elever på skolen til 3 spor. Samtidig forventes der at være ledig almen skolekapacitet på Amager i de næste mange år. Der er derfor plads på skolen til specialtilbuddet. Hvis skolen begynder at optage elever til det 4. spor eller kapacitetsbehovet på Amager stiger generelt, så kan skolens distrikt ændres, eller der kan tages fornyet stilling til specialtilbuddet.
På Amager er der en mindre andel af permanente specialpladser end i den øvrige del af byen, og der er derfor både en faglig og kapacitetsmæssig grund til at fastholde et varigt specialtilbud her. Dermed opnås en mere geografisk balanceret fordeling af specialpladser, samtidig med at de eksisterende fysiske rammer udnyttes uden yderligere anlægsudgifter.
Der er lokal opbakning til tilbuddet, og skolebestyrelsen og elevrådet ønsker at fastholde pladserne. Dermed kan et velfungerende tilbud med faglig kvalitet forlænges og udnyttes med stabile rammer for de nuværende elever og medarbejdere.
Der er ingen garanti for, at specialtilbuddet vil fortsætte med at eksistere, selvom det bevares på lige fod med de andre specialtilbud i kommunen. Implementeringen af Mangfoldige Børnefællesskaber forventes at medføre et reduceret behov for specialpladser i byen, og den fremtidige segregerede målgruppe vil bestå af elever med mere komplekse og vidtgående behov.
Derfor har forvaltningen igangsat en proces for tilpasning og forventet reduktion af byens samlede segregerede specialkapacitet. I løbet af 2027 forventes en politisk behandling af den fremtidige tilbudsvifte med inddragelse af de faglige organisationer og gennemførelse af høring. Her vil specialtilbuddet på Peder Lykke Skolen indgå på lige fod med de øvrige specialtilbud i en beslutning, som bl.a. vil basere sig på kapacitet, økonomi, kvalitet og geografisk dækning.
Alle midlertidige segregerede specialtilbud og merindskrivningen af elever i de permanente tilbud er ved at blive udfaset. Den nuværende planlagte udfasningsplan med stop af visitation til Peder Lykke Skolens midlertidige specialpladser er en konsekvens af det arbejde. Udfasningen af tilbuddet vil ske i takt med, at de indskrevne elever færdiggør deres skolegang. Hvis udvalget i stedet beslutter at bevare tilbuddet, vil der igen blive åbnet for visitation til skolen.
Annulleringen i overførselssagen 2024/25 af Peder Lykkes skolens permanent specialspor med 48 pladser skete på baggrund af, at man dermed ikke skulle bruge ressourcer på at ombygge skolen, og at der i forvejen var nok permanent kapacitet i byen, så udbygningen ikke var nødvendig.
Det er nu afklaret, at det ikke er nødvendigt at ombygge skolen til at kunne rumme de nuværende elever. Men skolens fysiske faciliteter bliver ikke tilpasset de særlige krav, som undervisning af specialelever stiller. Desuden er der tale om et forholdsvist lille tilbud, som kan være økonomisk og faglig sårbart – særligt i en omstillingstid, hvor det ikke er muligt at garantere, at der visiteres elever til alle pladser.
Hvis der med denne indstilling træffes beslutning om ikke at udfase tilbuddet, så skal der i forbindelse med den kommende tilpasning og forventede reduktion af byens samlede segregerede specialkapacitet tages stilling til, om tilbuddets kapacitet, økonomi, kvalitet og geografiske dækning set i forhold til den fremtidige segregerede målgruppe er tilstrækkeligt grundlag for at bevare tilbuddet.
Udtalelse fra skolebestyrelsen, jfr. bilag 1.
Skolebestyrelsen ønsker at bevare specialklasserækken og de 32 pladser ved Peder Lykke Skolen. Bestyrelsen fremhæver, at det er et meget velfungerende specialtilbud, som styrker skolens mangfoldige børnefællesskab, øger elevernes trivsel og løfter den samlede faglighed. Forvaltningen begrunder et stop for visitation med kapacitetsproblemer og kommende byggeri af skolebibliotek og et håndværk-/designlokale, men skolebestyrelsen påpeger, at skolen reelt ikke har fire spor og har rigelig ledig kapacitet – også efter etablering af de nye lokaler. De ser derfor ingen saglig sammenhæng mellem byggesagen og specialtilbuddets fremtid. Bestyrelsen finder ikke belæg for at stoppe visitationen og opfordrer BUU til at genoptage den for at sikre et bæredygtigt børnefællesskab med stabile rammer for elever og medarbejdere.
Udtalelse fra elevrådet, jfr. bilag 2.
Elevrådet udtaler, at specialklasserækken på Peder Lykke Skolen giver store gevinster for både elever med særlige behov og eleverne i almenklasserne. Eleverne i specialklasserækken får ro, flere pauser, genopladningszoner og få faste voksne, hvilket er afgørende for deres læring, trivsel og udvikling. Samtidig lærer almeneleverne, at der er plads til alle, at det er okay at have forskellige behov, og at man skal vise hensyn og respekt for dem, der er anderledes end en selv. Elevrådets repræsentanter peger på, at fælles aktiviteter som kulturdage, fællessamlinger, elevråd og trivselsdage styrker følelsen af ét samlet fællesskab og udvikler elevernes sociale kompetencer på tværs. Konklusionen er, at specialklasserækken både er nødvendig for de elever, der har brug for særlige rammer, og samtidig gør skolen mere rummelig og mangfoldig – og at det derfor vil være et klart tab, hvis den fjernes.
Politisk handlerum
Indstillingen kan forkastes. I givet fald vil den planlagte udfasningsplan fastholdes med stop af visitation til Peder Lykke Skolens midlertidige specialpladser.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde