Mødedato: 12.08.2026, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Budget 2027: Omlægning af Rosenvængets Skole

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsforvaltningen skal tage stilling til den videre proces for omlægning af Rosenvængets Skole.  

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsvalget,

  1. at den videre proces for omlægningen af Rosenvængets Skole tages til efterretning.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget besluttede den 13. maj 2026, at der skal søges en planlægningsbevilling til Budget 2027 mhp. at omlægge Rosenvængets Skole til at kunne rumme elever med mere vidtgående behov. Det blev også besluttet, at omkostningerne ved alternative scenarier som fx etablering af en ny skole et andet sted, skulle undersøges. Desuden skulle forvaltningen vende tilbage med en belysning af de pædagogiske og kapacitetsmæssige konsekvenser af forskellige modeller for den fremtidige anvendelse af Rosenvængets Skole.

Forvaltningen forventer over de næste 10 år at skulle lukke mere end halvdelen af den permanente segregerede specialkapacitet, samtidig med, at der er behov for at udvide kapaciteten til elever med vidtgående støttebehov, jf. anden sag på dagsordenen til BUU-mødet den 12. august 2026.

Omlægningen af Rosenvængets Skole skal ses i dette lys. Rosenvængets Skole er velegnet til målgruppen med vidtgående behov, da skolen er en af de nyeste specialskoler og er opført med de brandkrav, som et nyt tilbud til målgruppen kræver. Alternative løsninger vil kræve større ombygninger eller etablering af ny kapacitet, hvilket vil være forbundet med væsentligt flere udgifter.  

Forslaget har vakt bekymring og mødt modstand lokalt på skolen, særligt i forhold til konsekvenserne af en ændret målgruppe og en overgangsperiode med flere målgrupper på samme skole. Disse forhold indgår i forvaltningens videre arbejde og inddragelse af skolen. Hvis der i Budget 2027 afsættes midler til planlægning af omlægningen, skal der sammen med skolen lægges en udfasningsplan for de allerede indskrevne elever.

Løsning

Formålet med omlægningen af Rosenvængets Skole er at understøtte den samlede kapacitetstilpasning på specialområdet. Omlægningen vil bidrage med ca. 80 ekstra pladser til den vidtgående målgruppe, mens behovet for fremtidige lukninger af pladser på andre specialtilbud reduceres med Rosenvængets Skoles nuværende kapacitet på 120 pladser.

Rosenvængets Skole er egnet til omlægningen, da skolen er den nyeste specialskole i København og allerede er certificeret til de høje brandkrav, der er en forudsætning for at kunne rumme elever i den vidtgående målgruppe. Omlægningen af Rosenvængets Skole vil derfor kunne gennemføres med en væsentligt lavere omkostning end ombygning af kommunens øvrige specialskoler og ved at bygge nyt.

En planlægningsfase skal bl.a. afdække behovet for tilpasning af skolens indretning, herunder udearealerne i samspil med Skolen på Strandboulevarden. Desuden afdækkes behov for at sikre ankomst- og afsætningsforhold, fastsætte tidsplan, afklare behov for genhusning og overgangsfasen for nuværende og kommende elever.

Det er forventningen, at der kan søges anlægsmidler i enten Budget 2028 eller senest i OFS 27/28. Afhængig af omfanget er det forventningen, at anlægsfasen tager 1-2 år, hvorfor skolen forventes at stå klar til ibrugtagning til elever i den vidtgående målgruppe tidligst til skoleåret 2030/31.

Inddragelse af skolen

Der blev afholdt møde med skolebestyrelsen på Rosenvængets Skole den 15. juni 2026. Opsamlingen er vedlagt i bilag 1. Formålet med mødet var at sikre fælles forståelse for proces og tidsplan, få indsigt i skolebestyrelsens perspektiver samt aftale rammerne for det planlagte dialogmøde med udvalget den 19. august 2026. Skolebestyrelsen, skolens forældre, repræsentanter fra skolebestyrelsen ved Skolen på Strandboulevarden samt Børne- og Ungdomsudvalget er inviteret med til dialogmødet.

Skolebestyrelsen gav på mødet udtryk for bekymringer for konsekvenserne af en omlægning af Rosenvængets Skole, herunder betydningen for at sikre tryghed og kontinuitet for skolens nuværende elever, medarbejdere og faglige miljø. Disse forhold vil indgå i det videre arbejde med en eventuel udfasningsplan. Skolebestyrelsen arbejder for, at processen for omlægningen af Rosenvængets Skole annulleres. Samtidig har bestyrelsen en oplevelse af, at beslutningen om omlægningen allerede er truffet, og derfor efterspørger større åbenhed omkring processen. De gav på mødet udtryk for betydelig bekymring for de mulige konsekvenser af en omlægning af Rosenvængets Skole, som er et velfungerende tilbud med høj trivsel og gode faglige resultater.

Skolebestyrelsen efterspurgte dokumentation for de brandtekniske vurderinger, der ligger til grund for udpegningen af Rosenvænget Skole samt en oversigt over, hvilke alternative løsninger, der er afdækket. Forvaltningen har udarbejdet notater om den brandtekniske vurdering og screening af øvrige specialskoler og alternative løsninger. Notaterne er er sendt til skolen og vedlagt som bilag 2 og 3.

Både Rosenvængets Skole og Skolen på Strandboulevarden får mulighed for at udarbejde en skriftlig udtalelse, der vedlægges som bilag til budgetnotatet. Fristen for udtalelsen er den 24. august 2026.

Overvejelser om flere målgrupper

På BUU-mødet den 13. maj 2026 blev forvaltningen bedt om en vurdering af konsekvenserne ved at have elever med forskellige støttebehov indskrevet på samme skole i en overgangsperiode.

Forvaltningen er opmærksom på betydningen af en overgangsperiode for skolens nuværende elever. Et centralt hensyn i den videre planlægning vil være at sikre tryghed, kontinuitet og stabile læringsmiljøer for de elever, der allerede er indskrevet på Rosenvængets Skole.

Forvaltningen vurderer, at Rosenvængets Skole har faglige og organisatoriske forudsætninger for at håndtere en bredere elevgruppe i en overgangsperiode. Skole arbejder allerede i dag med at tilrettelægge undervisning og støtte ud fra elevernes individuelle behov. En overgangsperiode med begge målgrupper forudsætter ikke, at eleverne organiseres i de samme grupper eller deltager i de samme læringsmiljøer. Organiseringen vil kunne tilrettelægges med udgangspunkt i elevernes forskellige behov, herunder gennem særskilte lærings- og deltagelsesmiljøer, hvor det vurderes fagligt relevant.

En overgangsperiode med flere målgrupper vil dog stille øgede krav til skolens kompetencer, organisering og ledelsesmæssige prioriteringer. Det konkrete behov for understøttelse i en overgangsperiode aftales med skolen i planlægningsperioden i samarbejde med området og med inddragelse af den øvrige support for at sikre relevant viden om den vidtgående målgruppe. 

Hvis der afsættes midler til planlægning af omlægningen i Budget 2027, vil forvaltningen i tæt samarbejde med skolen udarbejde en udfasningsplan med evt. stop af visitation til tilbuddet. Det vil også blive undersøgt, om der kan findes en løsning, hvor de nuværende elever og medarbejdere fx kan fortsætte samlet som tilbud i udfasningsperioden – evt. på en anden lokation. Planen vil blive lagt i samarbejde med skolen og på baggrund af en samlet vurdering af de faglige, fysiske og kapacitetsmæssige muligheder.

Alternative løsninger

Forvaltningen har undersøgt mulighederne for at etablere kapacitet til den vidtgående målgruppe andre steder. Ombygning af øvrige specialskoler vurderes at være forbundet med betydelige anlægsomkostninger, pga. bygningernes højde og adgang til flugtveje, som er afgørende for omfanget af ændringer. Samtidig vil andre alternativer til brug af eksisterende specialkapacitet øge det samlede antal specialundervisningspladser samtidig med, at der vil være behov for at lukke flere pladser på byens andre specialtilbud.

Forvaltningen har i foråret 2026 fået undersøgt mulighederne for at etablere en ny specialskole ved Dyvekeskolen. Byggeri København (ByK) vurderer, at løsningen vil koste ca. 250-300 mio. kr., at den tidligst kan stå færdigt i 2034, hvilket vil kræve midlertidige kapacitetsløsninger frem til 2034.

Forvaltningen undersøger, om man kan etablere et mindre tilbud i eksisterende permanente pavilloner ved Skolen på Charlottegården. Det vil kræve en ændring af de nuværende brandkrav til pavillonerne og forvaltningen kvalificerer forslaget frem mod budget 2027. En anden løsning er at permanentgøre de 32 pladser ved Skolen på Amagerbro ved at nedskrive den almene skoles kapacitet fra tre spor til to spor. Andre løsninger på almenskoler vil som udgangspunkt medføre en reduktion af den almene skolekapacitet og kræve ombygninger.

I forvaltningens øvrige portefølje af bygninger ses der på større, nyere dagtilbud med over 10 grupper, da de lever op til de højeste brandkrav. Forvaltningen har fx omlagt et 10-gruppers dagtilbud på Hothers Plads til et specialtilbud med 48-56 pladser. Der vil betyde, at der skal lukkes dagtilbud, og at der skal findes løsninger for de nuværende brugere, som skal flyttes. Forvaltningen undersøger muligheden for at permanentgøre den nuværende midlertidige løsning på Hothers Plads nærmere frem mod budget 2027.

Politisk handlerum

Udvalget kan beslutte at stoppe omlægningen af Rosenvængets Skole, eller anmode forvaltningen om at arbejde videre med de alternative scenarier i budget 2027. Konsekvensen af dette er, at der vil være flere pladser, der skal lukkes til sigt. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Børne- og Ungdomsforvaltningen fremlægger et budgetnotat på en planlægningsbevilling til omlægning af Rosenvængets Skole i budget 2027. Notatet vil også indeholde en række alternative løsninger.

 

Tobias Børner Stax                                      Sti Andreas Garde
Til top