Budget 2027: Budgetpakke vedr. rekruttering
Børne- og Ungdomsudvalget bestilte på strategidagen den 22. maj 2026 en budgetpakke til forhandlingerne om Budget 2027, som skal adressere de store rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer på skole- og dagtilbudsområdet. BU25 består af en videreførelse af centrale indsatser fra Budget 2023 samt nye indsatser, der skal styrke ledelsen, arbejdsmiljøet og modtagelsen af nye medarbejdere og praktikanter og dermed bidrage til at mindske rekrutterings- og fastholdelsesudfordringen i BUF.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at forslag til budgetpakken BU25 Mangel på uddannede lærere, pædagoger og sundhedsplejersker (bevillingsudløb, fastholdelse og rekruttering), jf. bilag 1, godkendes.
Problemstilling
Københavns Kommune står fortsat over for betydelige rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer på dagtilbuds-, skole- og sundhedsområdet. Rekrutteringsfremskrivningen i Personalepolitisk Redegørelse 2025 viser, at Børne- og Ungdomsforvaltningen i 2035 vil mangle ca. 770 pædagoger, 200 lærere og 50 sundhedsplejersker.
En række centrale indsatser på området udløber med udgangen af 2026. Samtidig har udvalget på strategidagen den 22. maj 2026 peget på behovet for fortsat fokus på attraktive arbejdspladser, god ledelse, arbejdsmiljø, kompetenceudvikling og en god modtagelse af nye medarbejdere. På den baggrund fremlægger forvaltningen en samlet budgetpakke til Budget 2027.
Løsning
Budgetpakken består dels af en videreførelse af centrale indsatser fra Budget 2023, dels af nye indsatser, der skal styrke tiltrækning, tilknytning og fastholdelse af medarbejdere og ledere i BUF.
Pakken omfatter blandt andet videreførelse af uddannelse af meritlærere, meritpædagoger og sundhedsplejersker, skoleledertalentforløb, rekrutteringssupport og praktiktillæg på dagtilbudsområdet. Derudover indeholder pakken forslag om indsatser, der skal give nye medarbejdere, praktikanter og nyuddannede en bedre start i BUF og styrke overgangen fra uddannelse til arbejdsliv, samt mentorordninger, praksisnær kompetenceudvikling, ledelsesudviklingsforløb bl.a. til fritidsledelse og en styrket indsats for arbejdsmiljø, ledelse og rekruttering.
Budgetpakken bygger dermed videre på de eksisterende investeringer på området og styrker samtidig de organisatoriske og faglige forudsætninger for at tiltrække, udvikle og fastholde kvalificerede medarbejdere og ledere.
Den samlede pakke udgør 50,5 mio. kr. årligt i perioden 2027-2030. Heraf vedrører 130,8 mio. kr. i perioden 2027-2030 videreførelse af eksisterende indsatser, mens 71,2 mio. kr. vedrører nye indsatser til modtagelse, ledelse, arbejdsmiljø, kompetenceudvikling og tilknytning.
Udover det tilpassede udløb indgår der et tilvalg om seniorordning for pædagoger på 3 mio. kr. i 2027-2030.
Politisk handlerum
Udvalget kan bede om tilpasninger til de fremlagte forslag eller anmode om yderligere budgetforslag på området.
Økonomi
Intet yderligere.
Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve