Opfølgning på medlemsforslag i BUU om håndtering af kapacitetsudfordringen på Tagensbo Skole
På baggrund af et medlemsforslag har Børne- og Ungdomsudvalget bedt forvaltningen udarbejde en plan og et budgetnotat for at kapacitetsudvide Tagensbo Skole. Med sagen håndteres udvalgets medlemsforslag vedrørende håndtering af kapacitetsudfordringen på Tagensbo Skole, som udvalget traf beslutning om på udvalgsmødet den 22. april 2026.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF), indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),
- at forvaltningens vurdering af, at distriktsændringen og de igangsatte kapacitetsafhjælpende tiltag er tilstrækkelige til at håndtere skolens kapacitetsudfordring inden for den eksisterende skolekapacitet i området, tages til efterretning og
- at "Medlemsforslag om håndtering af kapacitetsudfordringen på Tagensbo Skole" vedtaget i BUU den 22. april 2026 hermed er håndteret.
Problemstilling
På baggrund af et medlemsforslag stillet af Enhedslisten den 22. april 2026 blev det vedtaget, at BUF i samarbejde med Tagensbo Skole skulle udarbejde en plan og et budgetnotat for kapacitetsudvidelse af skolen i en model, hvor dele af skolebygningerne fra den nedlagte Bispebjerg Skole indgår, og eventuelt andre modeller.
Baggrunden er, at Tagensbo Skole de seneste år har indskrevet fire spor i børnehaveklassen, selv om skolen er normeret til tre spor. Det har medført en midlertidig kapacitetsudfordring med et højere elevtal end skolens normerede kapacitet. Forvaltningen har derfor arbejdet med løsninger, der kan bringe elevtal og kapacitet i balance, herunder distriktsændringer samt kapacitetsafhjælpende tiltag på skolen.
Samtidig vurderer skolen, at de eksisterende fysiske rammer ikke i tilstrækkelig grad understøtter skolens pædagogiske og strategiske arbejde. Skolen peger bl.a. på behov for flere lokaler til holddannelse, fritidspædagogiske aktiviteter og tilbud til elever i udsatte positioner. Skolen ønsker derfor, at Bispebjerg Skole anvendes som en midlertidig satellitafdeling til Tagensbo Skole.
Forvaltningen har på den baggrund været i dialog med skolen om både håndteringen af den ordinære kapacitetsudfordring og skolens ønske om yderligere kapacitet.
Løsning
Tagensbo Skole har i de kommende år en midlertidig kapacitetsudfordring som følge af et højere elevtal end skolens normerede kapacitet på 3 spor. Det skyldes, at skolen de sidste fire år har indskrevet 4 spor i børnehaveklassen, hvilket er et spor mere end skolens kapacitet. Forvaltningen har derfor været i dialog med skolen om både kortsigtede og langsigtede løsninger.
Status er lige nu, at skolen har indskrevet 30 klasser, hvilket forventes at stige til 35 klasser omkring 2030. Det giver på kort sigt skolen en udfordring med KKFO-kapacitet, da der lige nu er indskrevet 4 spor i indskolingen, hvilket er mere end skolens nuværende kapacitet. På længere sigt frem mod 2030 kan skolen få en udfordring med basislokaler, da skolen vil have indskrevet 35 klasser, hvis der ikke er udsivning på de ældre klassetrin.
Skolens ønske
Forvaltningen har afholdt møder med skoleleder og deltaget på et skolebestyrelsesmøde den 28. juni 2026. Skolebestyrelsen bakker op om den skriftlige tilkendegivelse vedrørende skolens ønske (se bilag 1).
Tagensbo Skole vurderer, at distriktsændringen og de kapacitetsafhjælpende foranstaltninger, som forvaltninger har igangsat, ikke i tilstrækkelig grad løser skolens udfordringer. Skolen peger på, at de nuværende fysiske rammer er under pres som følge af et stigende elevtal, og at der er behov for yderligere plads til undervisning, holddannelse, fritidspædagogiske aktiviteter og tilbud til elever i udsatte positioner (se bilag 1).
Skolen oplyser, at den gennem en længere årrække har arbejdet efter en faglig handleplan, som i dag er videreført i skolens strategiske plan. Baggrunden er blandt andet skolens elevsammensætning og et vedvarende fokus på at styrke elevernes faglige resultater og trivsel. Skolen vurderer, at arbejdet med holddannelse, mindre undervisningsfællesskaber og målrettede indsatser for elever med sproglige og faglige udfordringer forudsætter adgang til flere undervisnings- og grupperum end de nuværende rammer giver mulighed for. Skolen peger samtidig på, at KKFO’en er udfordret af en høj indskrivning og begrænsede fritidspædagogiske arealer.
Det fremgår af faktaarket for Tagensbo Skole (se bilag 3), at skolen har en elevgruppe med relativt store faglige og sociale udfordringer sammenlignet med gennemsnittet i København. Skolen fremhæver på den baggrund, at de fysiske rammer har betydning for mulighederne for at understøtte elevernes faglige udvikling, trivsel og deltagelse i fællesskaber.
Skolen ønsker derfor, at hele Bispebjerg Skole anvendes som en midlertidig satellitafdeling til Tagensbo Skole frem til sommeren 2035, hvor det forventes, at skolen igen svarer til en 3 sporet skole. Efter skolens vurdering vil løsningen skabe bedre fysiske rammer for skolens undervisning, fritidspædagogiske aktiviteter og arbejdet med elever i udsatte positioner. Skolens samlede ønsker fremgår af bilag 1.
Forvaltningens tiltag
Forvaltningen har løbende været i dialog med skolen om mulige løsninger på deres kapacitetspres, og herunder er opsummeret hvilke tiltag, som forvaltningen igangsætter.
Øget kapacitet til KKFO
Den væsentligste udfordring på kort sigt vedrører KKFO-kapaciteten og håndteringen af majbørn. Forvaltningen har sammen med skolen fundet mere plads til KKFO’en, hvilket kan løse skolens midlertidige udfordring med KKFO-kapacitet. Dette er skolen positive omkring.
Det første greb er at flytte skolens fritidsklub ud af skolens inspektørbolig til et ledigt lejemål på Langfogedvej, hvor der tidligere har været daginstitution. Renovering af lokalerne er i gang, og det forventes, at lokalerne kan ibrugtages af fritidsklubben efter sommerferien. Det vil frigive plads til KKFO’en i inspektørboligen. Efter ønske fra fritidscentret og Tagensbo Skole planlægger forvaltningen derudover at fremlægge et investeringsforslag til OFS 26/27, hvor fritidsklub og juniorklub permanent samles på Langfogedvej. Det vil øge kapaciteten til klubben og varigt frigive areal på Tagensbo Skole.
Områdefornyelsen fraflytter samtidigt lokaler på skolen efter sommerferien, som de har lånt, hvilket også vil frigive mere plads, som KKFO’en kan overtage. Derudover undersøger forvaltningen, hvordan undervisningslokalerne i højere grad kan anvendes af KKFO’en efter skoletid.
Distriktsændringer
I indstillingen om distriktsændringer, som behandles på samme udvalgsmøde, foreslår forvaltningen, at der laves distriktsændringer for skolen fra skoleåret 2027/2028, så skolen fremadrettet kun optager 3 spor. Det vil sikre, at skolen ikke fremover overskrider sin kapacitet, og på sigt vil det bringe skolens børnetal og kapacitet i balance.
Bedre udnyttelse af basislokaler
Indtil distriktsændringerne er endeligt indfaset, vil Tagensbo Skole i en midlertidig periode have indskrevet mere end 30 klasser (3 spor). Forvaltningen har derfor sammen med skolen lavet en optælling af skolens basislokaler. Det er her afklaret, at der er 35 basislokaler på skolen, hvilket betyder, at skolen i peak-perioden fortsat kan rumme alle klasser på skolen. Derudover har forvaltningen fokus på, hvordan lokalerne kan anvendes bedst muligt - også til mere holddeling -, og hvilke indretnings- og inventartiltag, som skal igangsættes for at understøtte skolens behov. Dette arbejde igangsættes i sommerferien. Desuden er der i beregningen på de 35 lokaler i peak ikke indregnet udsivning af elever.
Forvaltningen vurderer samlet set, at distriktsændringen og de igangsatte kapacitetsafhjælpende tiltag er tilstrækkelige til at håndtere skolens kapacitetsudfordring inden for den eksisterende skolekapacitet i området. Forvaltningen følger udviklingen og fortsætter dialogen med skolen om de kapacitetsafhjælpende foranstaltninger.
Anvendelse af Bispebjerg Skole som satellitafdeling vil fjerne forvaltningens mulighed for at anvende Bispebjerg Skole som genhusningsskole frem til 2035, hvilket betyder, at der skal findes en ny grund og sættes pavilloner op, hvis der opstår et genhusningsbehov i perioden, hvilket er en meget dyrere løsning. Dette vil skulle finansieres som need to anlægsønsker i de kommende budgetter. Konkret er forvaltningen bekendt med to mulige skoler der har behov for genhusningsskole allerede fra 2027.
Budgetnotat til Budget 2027
Forvaltningen udarbejder et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2027, hvor der søges finansiering til skolens ønske til inddragelse af Bispebjerg Skole i en midlertidig periode (se bilag 2). Der er behov for ca. 13,1 mio. kr. i anlægsmidler til inventar, skærme, maling og opretning af et udeareal. Derudover søges der ca. 3,6 mio. kr. i servicemidler årligt, der skal anvendes til husleje, vand og varme, EAT personale (2 personaler), rengøring samt tillæg til at kunne drive skole på to matrikler.
Økonomien er regnet med udgangspunkt i erfaringstal og er behæftet med en vis usikkerhed, hvorfor der er langt et overslag oveni. Eventuelt ubrugte midler vil blive tilbageført Kassen.
Politisk handlerum
Sagen er til politisk orientering. Udvalget kan beslutte, om orienteringen giver anledning til yderligere politisk drøftelse.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen udarbejder et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2027. Forvaltningen vil derudover fortsætte arbejdet med de kapacitetsafhjælpende foranstaltninger og løbende holde øje med udviklingen af antal elever på skolen.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde