Mødedato: 11.03.2026, kl. 13:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Skolestruktur for Skolen i Jernbanebyen og Bavnehøj Skole

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget skal drøfte skolestrukturen for Bavnehøj Skole og den kommende skole i Vognværkstedet i Jernbanebyen, da der har været ændringer i behovet samt indhold og omfang af skoleprojektet, som ændrer på forudsætninger for den oprindelige beslutning i 2023. Derfor skal udvalget drøfte, om de vil fastholde den nuværende basis- og overbygningsstruktur med to selvstændige skoler, eller om alternative forslag til strukturen skal sendes i høring mhp. senere behandling i udvalget.  

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

  1. at udvalget beslutter, om der skal fremlægges en indstilling til udvalget med forskellige scenarier for skolestrukturen for Bavnehøj Skole og Skolen i Vognværkstedet, som udvalget kan vælge at sende i høring.

Problemstilling

Jernbanebyen blev med Kommuneplan 2019 fastlagt til byudvikling, hvor der skal placeres en 5 sporet skole, hvilket svarede til behovet for ny kapacitet på daværende tidspunkt. BUU besluttede 8. marts 2023, at den nye skole i Jernbanebyen placeret i Vognværkstedet skal indgå i en skolestruktur med Bavnehøj Skole, hvor der skal være bh.-5. klasse på begge skoler samt en overbygning fra 6.-9. klasse på den nye skole i Vognværkstedet. Det blev samtidigt besluttet, at skolerne skal indgå i strukturen som selvstændige skoler med egen ledelse og organisering.

Skolestrukturen blev efterfølgende besluttet af BR som en del af planlægningsbevillingen i overførselssagen 2022/2023. Den indledende screening af Bavnehøj Skole viste, at der kun var plads til 3 spor i bh.-5. klasse, mens de resterende 5 spor og den fælles overbygning skulle placeres i Vognværkstedet. Kombineret med beslutningen om, at skolen skal fortsætte som en selvstændig skole, så får Bavnehøj Skole en lille og sårbar størrelse med maksimalt 18 klasser, hvis den bliver helt fyldt.

Efterfølgende er behovet for ny kapacitet faldet fra 5 til 3 nye skolespor. Det skyldes ikke, at der bygges færre boliger i Jernbanebyen, men et generelt fald i befolkningsprognosen for hele Vesterbro/Kgs. Enghave. Det forventede antal skolebørn i Jernbanebyen generer i sig selv et behov for ca. 3 skolespor. Som et resultat af det faldende behov blev det på Borgerrepræsentationens (BR) møde 18. december 2025 besluttet, at skolebyggeriet skal nedjusteres fra fem spor til fire spor. Det betyder, at Skolen i Vognværkstedet etableres som en firesporet skole i bh.-5. klasse med seks overbygningsspor i 6.-9. klasse.

Af BR-indstillingen fremgik det, at BUF vender tilbage til BUU med en sag om koblingen til Bavnehøj Skole. Der er behov for, at BUU på baggrund af det faldende behov for ny kapacitet og de potentielle udfordringer for avnehøj Skole drøfter muligheden for en ny skolestruktur og tager stilling til, om udvalget ønsker en ny indstilling om skolestruktur med tilhørende høringsproces. 

I bilaget til BR-indstillingen blev det beskrevet, at det var muligt at etablere det 4. spor som et fleksibelt spor. Dvs. at det i første omgang etableres med andre funktioner end skole, men at det bygges fleksibelt, så det evt. kan ibrugtages som et ekstra skolespor, hvis der bliver behov for det. Der skal tages stilling til det i overførselssagen, og der kan tages højde for beslutningen i en evt. kommende indstilling til BUU om skolestruktur. 

Løsning

Forvaltningen foreslår, at en evt. indstilling om skolestruktur, som udvalget kan sende i høring, indeholder tre scenarier. Det første scenarie A er den nuværende besluttede struktur med to selvstændige skoler i en basis- overbygningsskole struktur, mens scenarie B er samme basis- og overbygningsstruktur, men hvor det er én samlet skole med to afdelinger. I det sidste scenarie C vedbliver Bavnehøj Skole med at være en 3 sporet skole med bh.-9. klasse, mens den nye skole i Vognværkstedet etableres som en selvstændig 4 sporet skole med bh.-9.klasse.

Da den nuværende struktur blev vedtaget, var tilbagemeldingen fra høringen dengang, at Bavnehøj Skole støttede op om en strukturløsning sammen med Kgs. Enghave Lokaludvalg, Vesterbro Lokaludvalg og Brug Folkeskolen, da det var vurderingen fra alle parter, at en strukturløsning gav mulighed for at skabe en sammenhæng mellem det nye og gamle Kgs. Enghave og Vesterbro og det nye byområde i Jernbanebyen. Bavnehøj Skole og lokaludvalgenes anbefaling var dertil, at strukturløsningen skulle være med én samlet skole svarende til scenarie b, da det ville sikre, at der ikke kom konkurrence om eleverne med tydelige a og b skoler. Derudover blev det påpeget, at en strukturløsning gav mulighed for at skabe en bredere elevsammensætning på skolerne og på tværs af områderne, og endeligt blev mulighederne for at skabe et stærkt og bredt ungemiljø i Jernbanebyen fremhævet. 

Scenarie A – Basisskole og overbygning som selvstændige skoler

Med BR-beslutningen 18. december 2025 er den nuværende skolestrukturløsning for skolerne følgende:

Bavnehøj Skole

  • En basisskole på tre spor med bh.-5. klasse

Skolen i Vognværkstedet

  • En basisafdeling på fire spor med bh.–5. klasse
  • En overbygningsafdeling på seks spor med 6.-9. klasse

Muligheder og udfordringer ved Scenarie A

Mulighederne i den nuværende struktur drejer sig primært om, at den planlagte basis- og overbygningsstruktur giver nogle faglige og pædagogiske muligheder i udskolingen med større faglige og sociale miljøer og et bredere udbud af valgfag og stærkere fagteams for lærerne. Den fælles overbygning gør det også muligt at blande områdets elever.

Udfordringerne er dog, at skolestrukturen kan give en mindre kontinuitet og tryghed i elevernes skoleforløb, da den indebærer et skoleskift efter 5. klasse. Endelig forventes det, at strukturen med to selvstændige skoler vil give driftsmæssige udfordringer for Bavnehøj Skole på grund af skolens størrelse, elevoptag og -udsivning. Bavnehøj Skole får således med denne løsning en størrelse på maksimalt 18 klasser, som er mindre end en 2 sporet bh.-9. klasses skole. Det kan udfordre en skole i forhold til den økonomiske, personalemæssige og faglige drift.

Løsningen vil heller ikke nødvendigvis kunne opfylde ønsket om at undgå a og b skoler, da skolerne er selvstændige skoler med hver deres distrikt og elevoptag. Det kan øge sandsynligheden for, at den nye skole i Vognværkstedet tiltrækker elever fra Bavnehøj Skoles distrikt, særligt når den etableres med overkapacitet i forhold til behovet.

Scenarie B – Basisafdelinger og overbygning som én samlet skole

Alternativt til ovenstående struktur, kan skolerne i stedet skal indgå i en fælles struktur som én samlet skole med afdelinger på to matrikler. Fordelingen af sporene er den samme som i scenarie A.

Muligheder og udfordringer ved Scenarie B

De faglige og pædagogiske muligheder og udfordringer ved denne struktur afspejler i høj grad scenarie A, da skolerne fortsat vil indgå i den samme basis- og overbygningsstruktur. En af de væsentlige forskelle er dog, at denne struktur med én samlet skole vil fjerne den økonomiske sårbarhed for særligt Bavnehøj Skole. Herudover kan strukturen med én samlet skole sikre, at skolerne ikke bliver opdelt i a og b skoler, da skolen får et fælles skoledistrikt og elevoptag.

Udfordringerne er, at hver afdeling ikke får en selvstændig skoleledelse og skolebestyrelse, hvilket erfaringsmæssigt kan udfordre nærhed til ledelse og sammenhængskraft mellem afdelingerne.

Scenarie C – Selvstændige bh.-9. klasse skoler

Alternativt til en basis- og overbygningsstruktur, kan det besluttes, at skolerne i stedet skal etableres som selvstændige bh.-9. klasse skoler. Det vil betyde følgende for skolerne:

Bavnehøj Skole

  • En selvstændig skole på tre spor med bh.-9 klasse

Skolen i Vognværkstedet

  • En selvstændig skole på fire spor med bh.-9 klasse

Muligheder og udfordringer ved Scenarie C

Bavnehøj Skole vil med denne løsning bevare sin nuværende struktur og den planlagte ombygning til basisskole bliver annulleret.

Mulighederne i denne løsning er, at det kan give en større grad af kontinuitet for eleverne, da de kan fortsætte hele deres skolegang i kendte rammer. Desuden vil der være selvstændig og nærværende ledelse af skolerne. Endeligt vil strukturen styrke det økonomiske grundlag for Bavnehøj Skole, som får et større elevgrundlag end med den nuværende struktur.

Udfordringerne vil dog være, at muligheden for at blande elevsammensætningen på tværs af skoledistrikter og områder bliver mindre. Løsningen vil heller ikke opfylde det lokale ønske om at undgå a og b skoler, da skolerne bliver selvstændige skoler med hver deres distrikt og elevoptag.

Endelig er det den billigste løsning i forhold til anlægsøkonomien, da Bavnehøj Skole ikke skal ombygges til en basisskole med denne løsning og derfor vil der være en reduktion af anlægsudgifterne på ca. 80 mio. kr.

Politisk handlerum

BUU kan vælge at fastholde den nuværende strukturbeslutning eller sende en ny sag om Bavnehøj Skole og Skolen i Jernbanebyen i høring.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis det ønskes, at der skal fremlægges en ny skolestruktursag, så udarbejder forvaltningen en indstilling til udvalgsmødet d. 22. april, hvor der kan træffes beslutning om igangsættelse af en høringsproces, jf. procesplan i bilag 2.

Derudover orienteres skolebestyrelsen på Bavnehøj Skole og lokaludvalgene for Vesterbro og Kgs. Enghave om BUU-beslutningen og den videre proces herfra.

Beslutningen om ny skolestruktur skal være truffet af BR senest i juni 2025, hvis det ikke skal have væsentlige konsekvenser for anlægsøkonomi og tidsplan for byggeriet i Vognværkstedet.

 

Tobias Børner Stax                                   Sti Andreas Garde
Til top