Mødedato: 11.03.2026, kl. 13:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Skoler på handleplan 2026

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) godkender årligt, hvilke skoler der skal på, forsætte og af handleplan. Hvis en skole oplever særlige udfordringer i forhold til mangfoldige børnefællesskaber, faglige resultater eller understøttende faktorer – ledelse og personale, kan den løftes via en handleplan.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget:

  1. at Lergravsparkens Skole, Peder Lykke Skole og Ørestad Skole starter på handleplan,
  2. at Blågård Skole, Lykkebo Skole, Kirsebærhavens Skole og Oehlenschlægersgade Skole forlænges på handleplan ud over de to år,
  3. at tage til efterretning, at Skolen på Amagerbro og Bellahøj Skole afslutter deres toårige handleplan.

Problemstilling

Det er et kommunalt ansvar at følge og reagere på kvaliteten af kommunens folkeskoler.

Det lovbundne statslige tilsyn med folkeskolernes kvalitetsudvikling (kvalitetstilsynet) blev afskaffet ved lov fra den 1. april 2025. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) orienterer dog årligt kommunalbestyrelserne om de folkeskoler, der har bekymrende kvalitet indenfor et eller flere parametre (bilag 3 og 4)

Hvis en skole oplever særlige udfordringer i forhold til mangfoldige børnefællesskaber, faglige resultater eller understøttende faktorer – ledelse og personale, kan den løftes via en handleplan. Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) godkender årligt, hvilke skoler der skal på, forlænges og af handleplan.

Løsning

Proces for udvælgelse af skoler

Skolerne, der indstilles til handleplan i 2026, er udvalgt med afsæt i en bydækkende proces, der løber fra november til januar.

Processen indledes med en gennemgang af alle skolers data inden for mangfoldige børnefællesskaber, faglige resultater og understøttende faktorer – ledelse og personale. Her identificeres de skoler, der med afsæt i data vurderes at have udfordringer. Herefter kvalificeres data af områdeledelserne, og der indhentes viden fra øvrige relevante aktører. Med afsæt i en helhedsvurdering af det samlede datagrundlag indstiller forvaltningen skoler til faglig handleplan til BUU.

Skoler på handleplan

Forvaltningen indstiller på baggrund af den kvalitative og kvantitative vurdering, at Lergravsparkens Skole, Peder Lykke Skole og Ørestad Skole tilføjes til handleplan for en periode på to år, med mulighed for forlængelse. Forvaltningen indstiller, at Blågård Skole, Lykkebo Skole, Kirsebærhavens Skole og Oehlenschlægersgade Skole forlænges på faglig handleplan med som udgangspunkt et år yderligere. Forvaltningen indstiller, at det tages til efterretning, at Skolen på Amagerbro og Bellahøj Skole som planlagt afslutter deres toårige handleplan.

Herudover orienteres udvalget om, at Dyvekeskolen, Grøndalsvængets Skole, Utterslev Skole og Ålholm Skole forsætter deres toårige handleplan, som de kom på sidste år.

Vurderingen af skolerne på handleplan kan findes i bilag 2, hvor det også fremgår, hvilke andre skoler der har været på bruttolisten i forhold til at komme på handleplan. Alle kommunens skoler har været screenet i forbindelse med udvælgelsen.

Orientering fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) orienterer årligt kommunalbestyrelserne om de folkeskoler og specialskoler, hvor der er behov for styrket opmærksomhed på skolernes udvikling for at undgå vedvarende dårlig kvalitet (bilag 4). STUK har i år identificeret Ellebjerg Skole og Kildevæld Skole, fordi under 80 % af eleverne opnår mindst karakteren 02 i dansk og matematik ved de bundne prøver i 9. klasse. Ligeledes har STUK identificeret Skolen på Strandboulevarden, Tingbjerg Skole og Tove Ditlevsens Skole, da over 50 pct. af skolernes specialklasseelever har mere end 10 pct. fravær de seneste to skoleår.

STUK har i år taget udgangspunkt i nogle nye indikatorer, og også bl.a. screenet specialklasser, hvorfor Skolen på Strandboulevarden, Tingbjerg Skole og Tove Ditlevsen Skole er faldet ud i deres screening. Indikatorerne uddybes i bilag. Skolerne falder ud i STUKs screening, hvis blot de falder ud på en enkelt indikator, hvorimod Københavns Kommunes handleplanskoncept i højere grad er en helhedsorienteret screening.

Politisk handlerum

Udvalget kan beslutte at optage færre eller flere skoler på handleplan, fx fra bruttolisten eller STUK’s liste. Udvalget kan alternativt beslutte at høre op med at udpege skoler på handleplan, hvis udvalget finder, at STUK’s tilsyn er tilstrækkelig opfølgning på skoler med bekymrende kvalitet.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

 Intet yderligere.

 

Tobias Børner Stax                          Mette Seneca Kløve

Til top