Mødedato: 04.05.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Fremtidig organisering af ledelse på fritidsområdet (10-17 år)

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til, om forslag til fremtidig organisering af ledelse på fritidsområdet skal sendes i høring. Forslaget forelægges i forlængelse af Børne- og Ungdomsudvalget beslutning den 9. juni 2021 om at fritidstilbud for 10–17-årige udskilles fra dagtilbudsklyngerne.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at forslag om fremtidig organisering af ledelse på fritidsområdet sendes i høring, jf. bilag 1.

Problemstilling

Ledelsen af fritidsområdet er fra januar 2022 organiseret med en midlertidig overgangsordning med fem fritidsklyngeledere – en i hvert område - der refererer til områdecheferne. Overgangsordningen udløber med udgangen af 2022, og en ny organisering skal derfor implementeres fra 1. januar 2023.

Det kommunale fritidsområde omfatter i alt 10 fritidscentre, to fritidsklubber (Guldberg og Kvisten Capella) fordelt på i alt 55 matrikler, inkl. 22 UngeVærker.

Forvaltningen arbejder samtidig på at samle ledelsen af fritidsområdet under en ungechef. Det betyder, at der etableres et nyt chefophæng for opgaver omkring ungeområdet, der i dag er fordelt på forskellige chefer i forvaltningen.

Løsning

Høringsforslaget omfatter at ledelsen af kommunale fritidsområde (10-17 år) organiseres i tre klynger på tværs af byens fem geografiske områder, med hver sin fritidsklyngeleder, der refererer til ungechefen. Med forslaget styrkes den samlede ledelsesstreng som grundlag for et stærkt bydækkende samarbejde om udvikling af attraktive fritidstilbud til alle byens unge (10-17 år) og med henblik på realisering af visionen for ”Det gode fritidsliv”.

Høringsforslaget (bilag 1) er udarbejdet på baggrund af inddragelse af fritidsklyngelederne og de pædagogiske ledere, ligesom en række organisationer (BUPL, LFS, SSP, KFO m.fl.) har været inviteret til at give bidrag.

Inddragelsen peger på at fastholde klyngeledelse på fritidsområdet, og bekræfter dermed resultatet fra inddragelse og dialog med sektoren om organisering i august 2021, jf. bilag 2.

Det vægtes at den pædagogiske leder løfter ansvaret i det nære miljø i hverdagen, mens klyngelederne har en særlig opgave og ansvar for realisering af de bydækkende perspektiver under ledelse af den nye ungechef.

Samtidig giver klyngestrukturen en fælles kommunal platform for det koordinerende samarbejde, hvor klyngelederne udgør et ledelsesteam med overblik over tværgående opgaver fx omkring de mobile unge, herunder BUF-SOF-samarbejde, opsøgende indsats, og samarbejde med det selvejende område m.m. Sektoren peger i øvrigt på at klyngeledere gennem sparring og vidensdeling understøtter den enkelte såvel som samarbejdet mellem pædagogiske ledere om faglig kvalitet, fælles standarder og systematik, og skaber mulighed for udnyttelse af ressourcer på tværs.

I inddragelsesprocessen er der ikke taget stilling til, hvad der vil være det rette antal klynger. Antallet af klynger i forslaget er baseret omfanget af ledelsesopgaven, geografisk nærhed og samarbejdsrelationer til støtte for en bydækkende tilgang til de unge fritidsbrugere.

Høringsforslaget

Den fremtidige organisering af ledelse på fritidsområdet (10-17 år) skal understøtte børn og unges trivsel og livsduelighed med fokus på den politiske vision og målsætninger bag ”Det gode Fritidsliv”, vedtaget på Børne- og Ungdomsudvalget mødet den 9. juni 2021. 

Der er lagt vægt på, at den fremtidige organisering skal:

  • understøtte og udvikle den faglige kvalitet – herunder tiltrække og udvikle attraktive tilbud til unge mellem 10-17 år.
  • sikre at flere unge (14-17 år) har lyst at komme og tage del i de pædagogiske tilbud for unge.
  • styrke ledelsesfokus på udvikling af faglig kvalitet gennem hele ledelseskæden.
  • sikre strategisk løft af samarbejdet med andre aktører.

Forslaget betyder, at de 10 kommunale fritidscentre, Klub Guldberg og Kvisten Capella fra januar 2023 organiseres i tre klynger, på tværs af områderne. De tre klynger ledes hver af en klyngeleder, der refererer til ungechefen, og foreslås sammensat som følger.

  1. Fritidsklynge Amager-Indre by
  2. Fritidsklynge Nørrebro-Østerbro
  3. Fritidsklynge Vesterbro, Valby, Brønshøj/Vanløse

Ledelsesopgaven i hver af de tre klynger omfatter 3-5 fritidscentre, med et ledelsesspænd på 5-6 pædagogiske ledere og 13-22 adresser, inkl. UngeVærker. Fysiske afstande tillægges mindre betydning for fritidsklyngeledelsesopgaven, hvor fokus er på det rammesættende og bydækkende samarbejde snarere end på tilstedeværelse.

Selve høringsoplægget fremgår af bilag 1. Forslaget er baseret på data om fritidstilbuddene fra oktober 2021 og januar 2022.

Fritidscenter Nørre Fælled og Fritidscenter Tingbjerg, der begge tidligere har været heldagsskoler,  fortsætter som hidtil med at være organiseret under skolen. Det arbejdes på integration i fritidsklyngerne på sigt, når hhv. byudvikling i Tingbjerg og renoveringen på Nørre Fælled giver mulighed for det.

Murergården ventes at overgå til selvejende drift. Forslag til iværksættelse af processen til endelig afklaring af mulighederne forelægges udvalget til godkendelse ved en særskilt indstilling på dette udvalgsmøde.

Økonomi

Den foreslåede organisering er finansieret som del af budgetaftalen for 2022.

Videre proces

Forslaget til fremtidig organisering af fritidsområdet sendes i høring primo maj til medio juni 2022 (6 uger) blandt involverede parter på det kommunale fritidsområde – forældrebestyrelser, forældreråd, LokalMED i klyngerne, Trio i fritidscentrene og LFS.

Udvalget forelægges en indstilling på baggrund af høringen forventeligt i august 2022.

Den nye klyngestruktur implementeres med virkning pr. 1. januar 2023.

Herefter vil fremadrettede justeringer indenfor rammerne af klyngestrukturen foretages af forvaltningen i dialog med de lokale parter.

 

Tobias Børner Stax                                                          Mette Seneca Kløve

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 4. maj 2022:

Enhedslisten stillede følgende fire ændringsforslag – ÆF1-4 - til erstatning for indstillingens at-punkt:

ÆF1: ”at den foreliggende indstilling om organisering af fritidsområdet sendes tilbage til forvaltningen, som i stedet skal vende tilbage til udvalget med en ny fleksibel model, der har en bedre sammenhæng med områdeorganiseringen i BUF, og hvor antallet af de fritidsklynger, der evt. måtte oprettes, kan være flere end de tre, som forvaltningen lægger op til”.

ÆF2: ”at det i den nye model skal være muligt for de enkelte institutioner ikke at være organiseret i en fritidsklynge men i stedet eksempelvis i et netværk med andre selvstændige institutioner, hvis man ønsker det lokalt”.

ÆF3: ”at en ny model skal sikre større lokal medbestemmelse for medarbejdere, forældre, og de unge i de enkelte fritidstilbud”.

ÆF4: ”at der skal sikres et bedre samspil mellem fritidstilbud og andre indsatser og tilbud i lokalområderne i en ny model”.

ÆF1-4 blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 4 medlemmer: B og Ø.

Imod stemte 7 medlemmer: A, C, F og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev herefter godkendt.

Partierne har mulighed for at få tilsendt egne bemærkninger sammen med høringen såfremt de er forvaltningen i hænde senest fredag den 6. maj 2022 kl. 12:00.

Til top