Mødedato: 29.04.2025, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

A. Beslutning: høring vedr. prioritering på biblioteksområdet og borgerservice

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til svar på høring vedr. forslag til prioriteringer på kulturhus- og biblioteksområdet samt til sammenlægning af Borgerserviceindgange og ændring af åbningstid på baggrund af arbejdsgruppen for bibliotekshøringen.

Problemstilling

Kultur- og fritidsforvaltningen har sendt forslag til prioriteringer på kulturhus- og biblioteksområdet samt sammenlægning af Borgerserviceindgangen og ændring af åbningstid i høring med frist 16. maj. Lokaludvalget blev på mødet d.25.3.25 præsenteret for forslaget som indebærer nedjustering af antallet af kommunes fysiske kvadratmeter til biblioteker og borgerservice. 

Forslagene indebærer for Amager Vest, at Biblioteket på Islands Brygge skal lukke, og at den bemandede åbningstid øges på de øvrige biblioteker - Solvang og Christianshavn. Rodosvej bibliotek foreslås også at blive lukket. Amagers eneste borgerservice indgang berøres ikke. 

På mødet blev det besluttet, at en arbejdsgruppe bestående af Jan Oster, Ib Ferdinandsen, Hanne Schmidt, Helga Mark og Christine Bang Andersen skulle gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt borgerne i Amager Vest og afholde et borgermøde. Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen er vedlagt som bilag.

Borgermødet blev afholdt d.23.4. i Kulturhuset på Islands Brygge, hvor ca. 180-190 borgere deltog. Udover de mange borgere deltog følgende medlemmer af kultur- og fritidsudvalget Klaus Mygind fra SF, Mathilde Kastberg fra K, Louise Theilade Thomsen fra V, Niels Peder Ravn fra K og KFF direktør Aravni Jakobsen. Hele kultur- og fritidsudvalget var inviteret.

Arbejdsgruppens indstilling

På baggrund af borgermødet og spørgeskemaundersøgelsen har arbejdsgruppen udarbejdet et høringssvar som indeholder følgende pointer:

Amager Vest Lokaludvalg kan ikke anbefale, at Københavns Kommune lukker Islands Brygge biblioteket.

A. Der er flere børn og ældre på Islands Brygge end gennemsnittet for København

B. Folkebiblioteket er åbent for alle – uanset pengepung

C. København bruger få penge på biblioteker sammenlignet med andre
kommuner.

D. Det giver ikke mening at kommunen skal betale markedsleje for kommunal brug af kommunale bygninger

E At reducere bogudlån til pakkeboks ignorerer folkebibliotekets
rolle i forbindelse med oplysning, sociale fællesskaber og sammenhold
i bydelen

F. Lokaludvalget er meget skeptisk overfor at skolebiblioteket på Islands brygge skal fungere som folkebibliotek

G. Husk at biblioteket på Islands Brygge har nærhed til centrale buslinjer

H. Nærhed betyder mest for de sårbare borgere

Hele høringssvaret er vedlagt som bilag.

Løsning

At lokaludvalget godkender forslag til svar på høring vedr. forslag til prioriteringer på kulturhus- og biblioteksområdet samt til sammenlægning af Borgerserviceindgange og ændring af åbningstid på baggrund af arbejdsgruppen for bibliotekshøringen.

 

Til top