Mødedato: 29.04.2025, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

A. Beslutning: eksterne ansøgninger til bydelspuljen

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af indstillingerne fra arbejdsgruppen for bydelspuljen, som fremgår under hver ansøgning.

Problemstilling

Lokaludvalget modtager ansøgninger til bydelspuljen forud for hvert lokaludvalgsmøde. Disse ansøgninger bliver vurderet i forhold til de af lokaludvalget vedtagende kriterier for uddeling af puljemidler. Først bliver de behandlet af en nedsat arbejdsgruppe, der udarbejder indstillingen. Efterfølgende behandles ansøgningen af lokaludvalget på lokaludvalgsmødet, der træffer den endelige afgørelse.

Sager til behandling på lokaludvalgsnødet i april

Ønsker et medlem af lokaludvalget at løfte en sag til drøftelse (A-sag), gøres dette forud for sagsgennemgangen. Dette kan gøres af alle uanset habilitet. Opløftning til drøftelse kan motiveres. Ved habilitetsspørgsmål kan selve opløftningen motiveres og men ikke ansøgningens indhold.

Sagsart

Ansøger

Projektnavn

afholdelse

Ansøgt

Indstilling

B

Ørestad Syd Borgerforening

Vejfest i Ørestad Syd

12.6

67500 kr.

58500 kr.

B

Kulturpilot Amager - KFF

Storm P Teaterlabyrint

25.08 - 9.10

40000 kr.

40000 kr.

B

Peder Lykke Centret

Markedsdag

15.05

19000 kr.

19000 kr.

B

Amagerplanen

AMA’Rfest25

4.9

60000kr. 

60000 kr.

B

Trio Cassiopeia v/ Marianne

Musik der samler

22.6. - 27.6.

7000 kr.

0 kr.

B

Volantes Aps

Sol Sommer og Slabam

15.6.

9500 kr.

0 kr.

A

Børnekulturhus Amar

Teatermagi på Amager 2025

11.10. - 20.10.

60000 kr.

-

B

Daniel Rahbek Jones

3 nærkoncerter på pleje- og aktivitscentre

2.6. - 22.6.

18000 kr.

0 kr.


Kriterier for bydelspuljen

Følgende beskriver kriterierne for uddeling af støtte fra bydelspuljen:

Hvem: Enhver borger, gruppe eller forening kan søge penge til aktiviteter og arrangementer, der foregår i bydelen Amager Vest, har en klar tilknytning til bydelen, eller er med til at styrke og udvikle Amager Vest som bydel.

Hvad: Amager Vest Lokaludvalg støtter almennyttige, non-profit projekter, der er bydelsrelevante og som foregår i bydelen (se kort over Amager Vest herunder). Projektet skal dyrke og styrke værdier som frivillighed, dialog, samarbejde, fællesskab og netværksskabelse.

Kriterier: Dit projekt behøver ikke leve op til alle kriterier, men Lokaludvalget lægger særlig vægt på:

  • At der er en høj grad af frivilligt engagement i projektet.
  • At projektet skaber og/eller styrker netværk i bydelen Amager Vest ved:
    • at projektet gennemføres i samarbejde mellem flere af bydelens borgere og/eller grupperinger, som ikke normalt samarbejder.
    • at projektet lægger op til aktiv deltagelse og ikke blot byder på underholdning.
  • At antallet af deltagere står i et rimeligt forhold til det ansøgte beløb.
  • Lokaludvalget prioriterer spirende og nyskabende projekter højt.
  • At projekter der søger mere end 10.000 i støtte, arbejder med eller bidrager til, løsningen af de arbejdsområder, som Lokaludvalget har beskrevet i Bydelsplanen.

Lokaludvalget er interesserede i projekter, der forholder sig til og bidrager med yderligere nye ideer til, hvordan vi kan udvikle vores fantastiske bydel.

Ansøgninger

B; 1: ”Vejfest i Ørestad Syd”

Ansøgt beløb: 67.500 Kr.                                         Sagsnummer: 2025-0102119

Midt på Asger Jorns Allé ligger Den Gule Plads! Det er tanken, at der på pladsen fremadrettet skal afholdes lokale fællesskabende arrangementer. Det er derfor et lokalt ønske at skabe et sommerevent – en vejfest - der kan skabe opmærksomhed om pladsen, kvarteret, bydelen og i det hele taget atmosfæren i et Ørestad 2025! Sommereventet aka ’VEJFESTEN’ sætter Ørestad Syd på plakaten og samtidig rodfæstes med øje for de omkringliggende stedspecifikke karakteristika og lokale kræfter i et Ørestad i en rivende befolkningsudvikling og bykulturel spiring!

Afholdelsesdato: 12. juni
Ansøger: Ørestad Syd Borgerforening
Samlet budget:  77.500 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:

Arbejdsgruppen indstiller til et delvist tilsagn på 58.500 kr. Arbejdsgruppen bemærker at arrangementet er drevet af frivillige kræfter og skaber god mulighed for netværksskabelse i en kulturelt trængt bydel. Dog kan bydelspuljen ikke støtte opstilling af kaffevogn og madboder, hvis ikke indtægter medregnes i budgettet og derved underskudsgarantien. Budgetposten på 9.000 kr. udgår derfor.

 

B; 2: ”Storm P. Teaterlabyrint”

Ansøgt beløb: 40.000 kr.                                         Sagsnummer: 2025-0102153

Kunstnerne Maria Lau og Ruth Lerche inviterer skoleklasser ind i et huskunstprojekt, hvor de sammen skal undersøge Storm P. og bygge scenografiske elementer.

Dernæst samarbejder kulturpiloterne med kunstnerne omkring udvikling af teaterlabyrinten; sammen bygger og producerer vi forestillinger, der er åbne og gratis for alle. Skabt af børn l andre børn og familier.

Afholdelsesdato: 25. august – 09. oktober 2025
Ansøger: Kulturpilot Amager / Københavns kultur- og fritidsforvaltning
Samlet budget:  171.700 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen anbefaler et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet skaber god mulighed for at børn og unge fra lokalområdets skoler får mulighed for at lære hinanden at kende på tværs af Amager under aktiv deltagelse i projektet.

 

B; 3: ”Markedsdag”

Ansøgt beløb: 19.000 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0102178

Markedsdagen er gratis, og alle er velkomne. Der vil være levende musik, boder med salg af diverse ting og grillmad. Formålet er at skabe liv i lokalområdet, og at nå ud til ældre borgere der måske til hverdag sidder derhjemme og føler sig alene; til markedsdagen kan de møde nye mennesker og få en oplevelse af de tilbud, der er i deres lokalområde.

Afholdelsesdato: 15. maj 2025
Ansøger: Kulturpilot / Kulturteam Amager Øst / Københavns kultur- og fritidsforvaltning
Samlet budget:  31.500 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet er netværksskabende for de ældre borgere i bydelen.

 

B; 4: ”AMA’Rfest25”

Ansøgt beløb: 60.000 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0102234

Ama’rfest er en lokalforankret kulturfestival, der er meget for mange. Med dagen præsenterer projektgruppen et bredt udvalg af aktiviteter, der repræsenterer det gode fritidsliv. Dette pakkes ind i kulturoplevelser af høj kvalitet samt fællesspisning. Størstedelen af indholdet faciliteres af lokale for lokale. Løb mellem husene er en del af dagen.

Afholdelsesdato: 4. september 2025
Ansøger: Den boligsociale helhedsplan Amagerplanen
Samlet budget:  185.800 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et tilsagn. Arbejdsgruppen bemærker at projektet skaber god mulighed for at lokale mødes på tværs, åbner et boligsocialt området for det omkringværende lokalområde, og tilbyder samtidig aktiv deltagelse for målgruppen.

 

B; 5: ”MUSIK DER SAMLER – To sommerkoncerter med Trio Cassiopeia”

Ansøgt beløb: 7.000 kr.                                                                      Sagsnummer: 2025-0102288

To offentligt tilgængelige sommerkoncerter med fløjte, bratsch og cello afholdes i samarbejde med Ørestad Plejecenter og Hørhuset. Koncerterne skaber kultur og fællesskab for ældre og socialt udsatte i Amager Vest og markedsføres lokalt for at nå bredt ud i nærområdet.

Afholdelsesdato: 22. - 27. juni 2025
Ansøger: Trio Cassiopeia v/ fløjtenist Marianne Thomsen Clement
Samlet budget:  32.000 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et afslag. Arbejdsgruppen bemærker at koncerten ikke indbyder til aktiv deltagelse eller netværksskabelse og alene tilbyder underholdning.

 

B; 6: ”Sol Sommer og Slabam”

Ansøgt beløb: 9.500 kr.                                                                      Sagsnummer: 2025-0102299

Volantes Company har ansøgt puljen fra dansk artist forbund, til at få dækket 50% af udgifterne til at opsætte familieforestillingen Slabam udendørs på Islands Brygge Kulturhus. Slabam er en høj energisk, imponerende og publikumsinddragende forestilling på 50 minutter, som egner sig til både børn og voksne.

Afholdelsesdato: 15. juni 2025
Ansøger: Volantes ApS
Samlet budget: 17.000 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et afslag. Arbejdsgruppen bemærker at forestillingen ikke tilbyder de lokale borgere aktiv deltagelse eller netværksskabelse, men alene byder på underholdning.

 

A; 7: ”Teatermagi på Amager 2025 (tidligere Amager Børneteaterfestival)”

Ansøgt beløb: 60.000 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0102327

Amager Børneteaterfestival skaber overraskende, forundrende og rørende oplevelser og giver børn og familier på Amager lyst til at udforske det bedste af dansk børneteater. Fra små til større børn, unge, voksne og ældre - alle kan de være en del af vores fælles teatereventyr – både som tilskuere og som deltagere i workshops og fællesspisninger.

Afholdelsesdato: 11. – 20. oktober 2025
Ansøger: Børnekulturhus Amar
Samlet budget:  412.000 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen foreslår, at lokaludvalget bevilger delvist tilsagn, på samme beløb der er ansøgt hos Amager Øst Bydelspulje dvs. 30.000 kr. Arbejdsgruppen bemærker at festivalen skaber gode muligheder for aktiv deltagelse for målgruppen. Det undrer imidlertid arbejdsgruppen at Amager Vest Bydelspulje er ansøgt 60.000 kr., når Amager Øst Bydelspulje kun er ansøgt 30.000 kr.. Fordelingen af arrangementer imellem de to bydele forklarer ikke umiddelbart denne fordeling. Arbejdsgruppen har bedt ansøger om at redegøre for dette.

Ansøger svar på mail.

  1. Festivalen har tidligere (indtil for ca. tre år siden) søgt (og fået) lige mange penge hos de to udvalg. Men de seneste to år har Amager Øst kun givet halvdelen af det ansøgte beløb. Derfor tænkte jeg – måske en anelse i hast – at justere budgettet så det blev mere virkelighedsnært og tilsvarende de seneste års støttetilkendegivelser.
  2. I den forbindelse har vi besluttet at lægge flere aktiviteter i Amager Vest:
  • Vi har tilføjet to nye spillesteder i Amager Vest: Solvang Bibliotek og Bella Uno. Derfor er der nu følgende spillesteder:
  • Vi har besluttet at lægge gratis skoleforestillinger for de unge (torsdag i uge 41) på Peder Lykke Skole
  • Vi har besluttet at placere vores temadag (som er besøgt af børnekulturaktører fra mange forskellige steder) i Amager Vest, i år i Solvang Bibliotek.
  • Vest, 7 lokationer: Kulturhus Islands Brygge, Maskinhallen/Sundholm (Teatret Glimt og Børnekulturpiloterne), Amagerplanens lokaler, Ørestad Bibliotek, Peder Lykke Skole (Børnekulturpiloterne), Solvang Bibliotek og Bella Uno
  • Øst 5 lokationer: Kvarterhuset, Børnekulturhus Amar, Teater Zebu, Bibliotekshuset Rodosvej, Amagercenteret.

 

B; 8: ” 3 nærkoncerter på pleje- og aktivitetscentre i Amager Vest”

Ansøgt beløb: 18.000 kr.                                                                   Sagsnummer: 2025-0102344

Nær-koncerterne har foruden musik på højeste niveau, fokus på at komme helt tæt på publikum. Daniel er professionel klassisk musiker, og spiller i anledning af vibrafonens 100- års fødselsdag 3 koncerter på Amagers plejehjem, fyldt med fortællinger og musik der spænder fra jazzstandarder, 2l folkemusik og den danske sangskat.

Afholdelsesdato: 2. – 22. juni 2025
Ansøger: Daniel Rahbek Jones
Samlet budget:  26.100 kr.

Indstilling fra arbejdsgruppen:
Puljearbejdsgruppen indstiller et afslag. Arbejdsgruppen bemærker at koncerterne ikke indbyder til aktiv deltagelse eller netværksskabelse for målgruppen, men alene tilbyder underholdning.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af arbejdsgruppernes indstillinger.

Økonomi

Lokaludvalget har på sit møde den 23. april 8 eksterne ansøgninger til behandling, der tilsammen søger om 281.000 kr. fra bydelspuljen i 2025.

Til top