Mødedato: 30.08.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Udflugt til Køge

Mødested Amager søger støtte til en udflugt til Køge for flygtninge og indvandrere.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 13.400 kr. til ”Udflugt til Køge”

Problemstilling

På vegne af Mødested Amager har Hanna Hirslund søgt om 13.400 kr. i støtte til en udflugt til Køge. Turen er for Flygtninge og indvandrere i Mødestedets netværk og finder sted den 29. september. Der forventes ca 40 deltagere. 

Formålet med turen er at styrke dialog og fællesskab mellem mennesker med forskellige baggrunde i lokalmiljøet og øge indvandreres viden om Danmarks fortid ved at opleve dansk historie og kultur sammen, bl.a. Køges gamle bydel, Køge kirke og Grundtvigs grav. Deltagerne spiser frokost undervejs på en restaurant. Det er ansøgers erfaring at der bliver skabt nye kontakter og venskaber på sådanne udflugter.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 14.400 kr.. Der er en deltagerbetaling på 50 kr. pr. person, i alt 1.000 kr. Egenfinansiering finder sted i form af arbejdstimer for to medarbejdere fra Mødested Amager

Ansøger har tidligere fået støtte til lignende ture til Roskilde Domkirke og Frederiksborg Slot i 2013 (9.000 kr.), 2014 (10.000 kr.) og 2015 (12.740 kr.).

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 13.400 kr.

Arbejdsgruppen finder det positivt med et netværksskabende arrangement der fremmer integrationen. Der lægges dog vægt på at arrangementet skal være åbent for alle – også af dansk oprindelse.

Økonomi

Der er søgt om 13.400 kr. af 2018-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 13.400 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 29. oktober 2018.

 

Beslutning

Ole Meldgaard og Jens William Grav erklærede sig inhabile og forlod salen.

Der blev stillet forslag om at sætningen "Der lægges dog vægt på at arrangementet skal være åbent for alle – også af dansk oprindelse." udgår af begrundelsen.

For at sætningen udgår stemte: Karl Vogt-Nielsen, Maj Tellefsen, Bo Jensen, Tom Christensen,  Rikke Lauritsen, Nanna Tofte, Hans J. Møller, Martin Hein, Randi Sørensen, Nicki Wassmann Brøchner, Martin Duus, Lasse Rossen, Ole Pedersen.

Imod at sætningen udgår stemte: Trine Hertz, Rasmus Munch Søndergaard, Keith Gray.

Flg. undlod at stemme: Rene Steinvig, Iben Lindemark, Rasmus Steenberger, Anne Duus.

Der var dermed flertal for at sætningen udgår af begrundelsen.

Indstillingen blev derefter godkendt uden afstemning. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 13.400 kr. af 2018 puljemidlerne. 

Det blev bemærket at der var en regnefejl i budgettet. Sekretariatet følger op på dette med ansøger.

Til top