Beslutning: Lokaludvalgets input til "Fremtidens renseanlæg"
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
- at lokaludvalget beslutter, om man ønsker at sende input til BIOFOS vedr. Fremtidens renseanlæg.
- at lokaludvalget i så fald beslutter, hvilke input der skal sendes.
Problemstilling
BIOFOS bestyrelse skal i november 2026 træffe principbeslutning om, hvilket scenarie der skal være hovedforslag i den videre planlægning af fremtidens renseanlæg i hovedstadsområdet.
BIOFOS ønsker en tidlig inddragelse af offentligheden og inviterer derfor borgere, virksomheder, miljø-, natur- og klimaorganisationer og andre interesserede til at bidrage med perspektiver og synspunkter, så det kan indgå i bestyrelsens overvejelser.
Lokaludvalget skal derfor beslutte, om det ønsker at indsende input til BIOFOS i forhold til en eventuel placering på Prøvestenen.
Læs mere på: Fremtidens renseanlæg | BIOFOS
Løsning
Lokaludvalget drøfter og vedtager eventuelle input til BIOFOS vedr. placering af Fremtidens Renseanlæg.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sekretariatet fremsender lokaludvalgets bemærkninger inden fristen den 1. november.
Beslutning
Der blev drøftet følgende input til BIOFOS vedr. Fremtidens Renseanlæg:
Lokaludvalget er bekymret for Prøvestenskanalens bredde og anvendeligheden, såfremt den indsnævres, også for de kommende beboere i Kløverparken.
Derfor ser vi gerne, at man undersøger alternative placeringer omkring Prøvestenen, f.eks. langs det kommende vedligeholdelsescenter for Metroen.
Desuden kan vi være bekymret for antallet af lastbiler, der skal køre til og fra et kommende renseanlæg.
Lokaludvalget ser positivt på tankerne om begrønning og at man tænker afskærmning for kommende beboere i Kløverparken med i overvejelserne. Lokaludvalget ser gerne at bygningerne får et æstetisk udtryk.
Dog savner vi en grundig analyse af, hvor det giver mest mening at placere renseanlægget, hvor flere lokaliteter undersøges med begrundelse for hvorfor de er udvalgt. I forhold til overvejelserne om ombygning af det eksisterende anlæg på Lynetten, bør man følge princippet om "Bevar eller forklar". Det er desuden vigtigt at prioritere bæredygtighed i analysen.
Formandskabet blev bemyndiget til at færdiggøre høringssvaret.