Mødedato: 29.01.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Amar tager ordet - Demokratiet ud af boksen

Kulturinstitutioner i Amager Øst og Amager Vest søger støtte til festivalen Amar tager ordet.

Indstilling og beslutning

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg tager stilling til, om projektet skal støttes med en underskudsgaranti på kr. 60.000 eller kr. 80.125.

Problemstilling

På vegne af gruppen bag Ama’r Tager Ordet! søgte Søs Vibeke Nielsen d. 29. december 2014 om kr. 80.125 i støtte til Ama'r Tager Ordet - Demokratiet ud af boksen. Ama’r Tager Ordet! er en årligt tilbagevendende kulturfestival arrangeret af en række kulturinstitutioner på Amager. Festivalen har eksisteret siden 2006 med skiftende temaer. Festivalen er planlagt til 30. maj - 15. juni 2015, og foregår forskellige steder i Amager Øst og Amager Vest. Målgruppen er alle aldre og etniske grupper og der forventes ca. 2500 deltagere.

I anledning af 100-året for kvindernes valgret er temaet for dette års festival  demokratiet, dets opståen, kvaliteter og udfordringer i 2015 . Med ”Demokratiet ud af boksen” vil kulturinstitutionerne tage samarbejdet om demokratiet, folkestyret og kvindernes valgret op, med sigte på, at give borgerne på Amager en mulighed for at få indblik i historien om Danmarks vej til folkestyre, hvordan vi værner om det, og styrker borgernes aktive indsats i udviklingen af det. Der vil bl.a. være fokus på de områder og institutioner på Amager, som til dagligt arbejder med historie og demokrati og på at bruge deres ekspertiser i nye og utraditionelle sammenhænge.

De ansøgte midler indgår i det samlede budget på kr. 186.250. Der er også søgt om kr. 80.125 i Amager Vest Lokaludvalg. En egenfinansiering på kr. 26.000 vil komme fra de deltagende institutioner.
I 2013 blev der søgt og bevilget kr. 62.500 fra Amager Øst Lokaludvalg. Evaluering for Ama'r Ta'r Ordet 2013 - Med gøgl og magi kan ses på http://www.xn--alu-0na.dk/puljemidler/evalueringer_2013/

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at projektet skal tildeles støtte, da det er et godt initiativ som dækker bredt og som involverer mange samarbejdspartnere.Der er dog ikke enighed om beløbet. Nogle indstiller at støtte med 60.000 kr., da man ikke ønsker at give et beløb der er større end sidste år. Andre ønsker at støtte med det fulde beløb.

BIFUK ser gerne, at lokaludvalget bliver en del af projektet, f.eks. i forbindelse med Lørdage på Musiktorvet.

Økonomi

Der er søgt om kr. 80.125 af 2014-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 60.000 eller kr. 80.125.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1.8. 2015.

Beslutning

Forslaget om at støtte projektet med en underskudsgaranti på kr 80.125 bortfaldt.

Lokaludvalget besluttede at støtte projektet med kr 60.000. Lokaludvalget præsicerede at støtten alene kan anvendes til aktiviteter der foregår i Amager Øst.
Til top