Mødedato: 28.08.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Ældreshoppen

Teatret Lampe søger støtte til at opføre forestillingen Ældreshoppen.

Indstilling og beslutning

SOSU-arbejdsgruppen indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg ikke tildeler støtte til projektet.

Problemstilling

På vegne af Teatret Lampe søgte Anne Nøjgård og Susanne Oldenburg den 14. juli 2014 om kr. 19.200 i støtte til at spille ”Ældreshoppen.dot.com” for ældre borgere i Aktivcentret Sløjfen og Værestedet Drys Ind. Der skal opføres tre forestillinger i perioden 1.10.-20.12.2014 og der forventes 180 deltagere.

Ansøger synes det er på tide, at vi ser på gamle mennesker med friske øjne. Det er på høje tid at der bliver lavet noget vedkommende teater der tager denne (stadigt voksende) befolkningsgruppe alvorlig på den sjove måde. Ansøger har derfor været i dialog med dagcentre, aktivitetscentre og plejehjem i både Amager Øst og Amager Vest. Centrene er alle sammen meget interesserede i få ”Ældreshoppen.dot.com” ud til sig, men har simpelthen ikke pengene selv.

Det samlede budget på kr. 19.200 omfatter udgifter til transport, annoncering og intern løn/honorarer til tre forestillinger. Der søges støtte til tre forestillinger hos Amager Øst Lokaludvalg og til 6 forestillinger hos Amager Vest Lokaludvalg.
Værestedet Drys Ind, der ligger på Englandsvej 2 (og dermed i Amager Vest bydel), har mange brugere fra Amager Øst. Derfor søges hos Amager Øst Lokaludvalg til forestillingerne her.

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at der ikke tildeles støtte til projektet.

Arbejdsgruppen ser ikke projektet som netværksskabende. Der er desuden ingen egenfinansiering, og lokaludvalgets puljemidler må ikke medvirke til at generere overskud hos virksomheder.

Økonomi

Der er søgt om kr. 19.200 af 2014-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen indstiller, at Amager Øst Lokaludvalg ikke tildeler støtte til projektet.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der tildeles ikke støtte til projektet.
Til top