Beslutning: Ændring af praksis for kvikpuljen
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
- at lokaludvalget vedtager forslaget til ændring af praksis for Kvikpuljen
- at der vælges et medlem fra hver arbejdsgruppe til at deltage i vurdering af kvikpuljeansøgninger
Problemstilling
I kvikpuljen kan der søges op til 5.000 kr. af lokaludvalgets puljemidler til lokale projekter og aktiviteter. Den nuværende praksis er, at disse ansøgninger behandles med kortere svartid af forpersonskabet samt tovholderen for den arbejdsgruppe, ansøgningen hører under. Ansøgninger til Kvikpuljen behandles ikke fra 15. juni til 1. august og fra 15. december til 2. januar.
På lokaludvalgsmødet den 23. april blev der udtrykt ønske om at inddrage flere medlemmer i beslutningerne vedr. kvikpuljeansøgninger.
Det blev desuden bemærket, at lokaludvalget modtager en del ansøgninger til Kvikpuljen, herunder arrangementer som tidsmæssigt ville kunne behandles under den ordinære pulje. Mængden af ansøgninger er tidskrævende både for sekretariatet og for de medlemmer, der skal tage stilling til ansøgningerne via mail.
Løsning
Forpersonskabet har på baggrund heraf udarbejdet forslag til ny praksis for kvikpuljen:
- Ansøgninger behandles kun som kvikpulje hvis de ikke kan nå at blive behandlet i arbejdsgrupperne med efterfølgende beslutning på et lokaludvalgsmøde.
- Der nedsættes et udvalg som består af forpersonen, samt tovholderen og et valgt medlem fra den arbejdsgruppe, ansøgningen hører under. Det pågældende arbejdsgruppemedlem skal være medlem af lokaludvalget.
Det indstilles at lokaludvalget godkender forslaget til ny praksis for kvikpuljen, og at der udpeges et medlem fra hver af arbejdsgrupperne, som skal deltage i vurderingen af kvikpuljeansøgninger.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt den nye praksis vedtages, træder den i kraft i forhold til kvikpuljeansøgninger, der modtages efter dette lokaludvalgsmøde.
Den ny praksis annonceres på lokaludvalgets kommunikationskanaler.