Mødedato: 27.08.2020, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Nedsættelse af projektgrupper vedr. Nordøstamager

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

  1. at lokaludvalget tager Nordøstamager-gruppens orientering til efterretning,
  2. at lokaludvalget beslutter at nedsætte tre midlertidige arbejdsgrupper vedr. udvikling af Nordøstamager og
  3. at interesserede medlemmer melder sig som deltagere i de tre grupper.

Problemstilling

Nordøstamager gruppen mødtes den 18. august til et opfølgningsmøde. Her blev det aftalt at mødes igen om et halvt år og følge op. 

Nordøstamagergruppen foreslår at nedsætte tre midlertidige arbejdsgrupper om de emner fra Visionsplanen for Nordøstamager, som trænger sig mest på. Ved at oprette tre undergrupper, bliver det muligt at invitere målrettet blandt de enkelte områders interessenter til deltagelse i arbejdet.  

Gruppe 1: Siljangade.
Grundejerne i området forventes snart at komme med oplæg til Siljangade-områdets fremtid. Formålet med gruppen er at skabe en tydelig lokal position med bred opbakning, før grundejerne spiller ud. Arbejdsgruppen skal bl.a. tage udgangspunkt i et speciale om Nordøstamager, som blev præsenteret på Nordøstamager gruppens møde. 

Gruppe 2: Trafik.
I det kommende år bliver der truffet beslutninger om trafikafvikling i forbindelse med Lynetteholmen. Arbejdsgruppen skal udvikle en plan for, hvordan vi gerne ser trafikken afviklet i vores område, så vi kan være tydelige overfor beslutningstagerne. Planen udarbejdes i samspil med interesserede borgere, virksomheder og eksperter.

Gruppe 3: Amagerbanen.
Nordøstamager gruppen ønsker at implementere visionerne for Nordøstamager i den kommende fredningsproces, og foreslår at lokaludvalget derfor nedsætter en slags følgegruppe til den proces, som kan tage den indledende dialog, tegne nogle bud på bedre forbindelser og rekreativ udvikling og lægge forslag op til Lokaludvalget (via PET).

De tre arbejdsgrupper kan køre uden fast sekretariatsbetjening. Sekretariatet kan bistå med planlægning og afvikling af borgermøder o.l.

Grupperne kan løbende informere om arbejdet på Plan, Erhverv og Trafik (PET)-arbejdsgruppens møder, og eventuelle beslutninger lægges op til Lokaludvalget via PET.

Løsning

At lokaludvalget tager Nordøstamager gruppens orientering til efterretning og vedtager at nedsætte de tre foreslåede arbejdsgrupper, samt at interesserede lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter melder sig som deltagere til de tre grupper.

Økonomi

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Beslutning

Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.

2. at-punkt blev vedtaget. Der blev stillet forslag om at slette første sætning vedr. Lynetteholmen i beskrivelsen af gruppe 2 . Forslaget blev vedtaget.

Flg. lokaludvalgsmedlemmer meldte sig til grupperne:

Siljangade: Rune Solvang, Lasse Rossen, Frank Lambert, Rasmus Steenberger.

Trafik: Susanne Møller, Lasse Rossen, Rene Steinvig, Ole Pedersen, Rune Solvang, Karl Vogt Nielsen, Tom Christensen, Nicki Wassmann Brøchner og Rasmus Steenberger.

Amagerbanen: Lasse Rossen og Rasmus Steenberger.

Grupperne er åbne for tilmelding, også fra suppleanter.

Der var enighed om, at de tre arbejdsgrupper skal referere til PET. PET udarbejder kommissorier, tidsplan m.v. for grupperne.

Til top