Mødedato: 26.08.2021, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Morgenmadskoncerten 2021

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 5.000 kr. til ”Morgenmadskoncerten 2021 - efterår”.

Problemstilling

På vegne af Amager Klassisk har Yngvild Ruud søgt om 10.000 kr. i støtte til ”Morgenmadskoncerten 2020 - efterår”.

Projektet indbefatter at publikum kan nyde morgenmad, samtidig med at de lytter til klassisk musik over to koncerter i efteråret 2021. Der forventes i alt 120 deltagere. Der appelleres til en bred målgruppe. Morgenmadskoncerten er under stadig fornyelse, da ansøger ønsker at det skal være en levende koncertserie, som tænker kreativt mht. musikvalg og formidling.

Amager Øst Lokaludvalg har bevilget støtte til Morgenmadskoncerten i 2017, 2018, 2019 og 2020 (20.000 kr. årligt) til fire koncerter hvert år. Der søges nu om støtte til to koncerter, hvorfor det søgte beløb også er justeret tilsvarende. Evaluering fra seneste sæson findes her: https://amageroestlokaludvalg.kk.dk/sites/amageroestlokaludvalg.testkkms.kk.dk/files/evalueringsskema_puljemidler.mk2020.pdf

Amager Klassisk samarbejder i projektet med Kvarterhuset, som stiller lokaler til rådighed.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 48.500 kr. Der er søgt om midler i øvrige fonde for 32.000 kr. Herudover forventes billetindtægt på 6.000 kr. Der er ingen kontant egenfinansiering, men der lægges frivillige timer. 

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 5.000 kr.

Det er et godt projekt, som formidler klassisk musik til bydelens borgere. Der er dog flere budgetposter, der er unødigt høje (administration og bogholder). BIFUK mener at de resterende puljemidler skal prioriteres andetsteds og indstiller halv støtte. 

Økonomi

Der er søgt om 10.000 kr. af 2021-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 5.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 30. december 2021.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 5.000 kr.
Til top