Mødedato: 26.03.2015, kl. 18:30
Mødested: Filips Kirke, Kastrupvej 57

Puljeansøgning: Amagerbro Nyhedsblad

Amagerbro Helhedsplan søger støtte til Amagerbro Nyhedsblad.

Indstilling og beslutning

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller,

1) At Amager Øst Lokaludvalg undlader at yde støtte til projektet

Problemstilling

På vegne af Amagerbro Helhedsplan har David Krogh den 25. februar 2015 søgt om kr. 20.000 i støtte til Amagerbro Nyhedsblad. Det ansøgte beløb skal dække udgifter ved tryk af 4x4000 eksemplarer i 2015, således der kan blive omdelt til naboer i både øst og vest samt samarbejdspartnere.

Amagerbro Helhedsplan, der er en boligsocial helhedsplan for Sundholms- og Holmbladsgadekvartererne, ønsker at skabe et nyhedsblad. Bladet skal være en fælles platform, hvorfra helhedsplanen, lokale frivillige og professionelle aktører kan kommunikere og profilere deres initiativer. Den primære målgruppe er de 1650 husstande under helhedsplanen samt naboer. Formålet er at fremme kendskabet til helhedsplanen og dens aktiviteter og for at fremme kendskabet til hinanden på tværs af Amagerbrogade og borgergrupper. Den sekundære målgruppe er frivillige og professionelle aktører på Amagerbro, der får en platform til at informere og rekruttere bredere.

Helhedsplanen vil være ansvarlig for tilblivelsen af Nyhedsbladet, men vil invitere frivillige og professionelle til at bidrage med indhold. Nyhedsbladet indeholder min. 10 sider.  Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget til layout, tryk og omdeling på i alt kr. 82.500, hvoraf Amager Vest Lokaludvalg er ansøgt om kr. 20.000 og helhedsplanen finansierer kr. 42.500.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet ikke støttes

Arbejdsgruppen finder, at formålet med nyhedsbrevet er fint. Dog ser BIFUK det ikke som lokaludvalgets opgave at finansiere en avis fra helhedsplanen. Arbejdsgruppen vil dog gerne stille spalteplads til rådighed i Ama'røsten, der uddeles i hele Amager Øst.

Økonomi

Der er søgt om kr. 20.000 af 2015-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at projektet ikke tildeles støtte.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 4.1.2016.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der ydes ikke støtte til projektet.
Til top