Mødedato: 26.01.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Jorden er giftig

Amager Kultur søger støtte til huskunstnerprojektet Jorden er giftig.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på kr. 18.500 til Jorden er giftig.

Problemstilling

På vegne af Amager Kultur har Søs Vibeke Nielsen søgt om kr. 18.500 i støtte til Jorden er giftig. Projektet er et huskunstnerprojekt for skoleelever i 4.-6. klasse, som finder sted fra februar-juni 2017. Der forventes 300 deltagende børn, samt et antal voksne.

Projektet er et samarbejde mellem Kvarterhuset, Prismen og arkitekt/illustrator Roar Lerche. Projektet vil arbejde med børns forståelse af bygning, klimaforandringer, og nødvendigheden af bæredygtigt byggeri. Udgangspunktet vil være børnenes egen bydel og dens udfordringer. Der deltager børn fra både Amager øst og vest og alle skoler i området vil få tilbud om at deltage. Projektet ender i en udstilling i Amager Centret, hvor Røde Kors også deltager. Røde Kors deltager desuden med materialer om verdens brændpunkter. Røde Kors har særlig fokus på at genopbygge skoler efter det store jordskælv i Nepal i 2015.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 107.000. Der er medfinansiering på kr. 60.000 fra Statens Kunstfond og kr. 10.000 fra BUF (er bevilget). Der søges om kr. 18.500 fra de to lokaludvalg.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 18.500. Det er et fint og eksemplarisk projekt til glæde for mange skoleelever. Emnet passer desuden godt ind i miljøarbejdet. BIFUK indstiller derfor at støtte med det ansøgte beløb.

Økonomi

Der er søgt om kr. 18.500 af 2017-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 18.500.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1. august 2017.

 

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

For ændringsforslaget stemte: Jan Kyrsting, Karl Vogt Nielsen, Sten Lykkebo, Svend Åge Sørensen, Kate Hommelgaard, Phie Ambo, Ole Melgaard, Ole Pedersen, Rune Solvang, Bo Jensen.

Imod ændringsforslaget stemte: Nicki Wassmann Brøchner, Carsten Sahl Mortensen, Ib Wendrup .

Følgende undlod at stemme:  Jens William Grav, Lone Munk, Sten Olesen, René Madsen.

Dermed blev indstillingen godkendt. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 18.500 af 2017 puljemidlerne.

 

Til top