Invitation til lokaludvalgene til at give input til nye strategier i TMF
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
- at lokaludvalget drøfter henvendelsen fra Teknik- og Miljøforvaltningen
- at lokaludvalget vælger 1-2 repræsentanter til temaerne og vedtager et svar til forvaltningen.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at realisere Teknik- og Miljøudvalgets vision Vores København, der løber fra 2025-2035. Som led heri skal der udvikles et nyt metodisk koncept ”Bydelshandleplaner” (foreløbig titel).
Bydelshandleplanerne skal hvile på otte bydækkende strategier indenfor teknik- og miljøområdet, heraf er fem nye strategier, som Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at udarbejde. Strategierne forventes at blive vedtaget i slut 2026.
De nye strategier, forvaltningen er i gang med at udarbejde, er indenfor fagområderne:
- Arkitektur- og Planlægning
- Byliv- og Byrum
- Mobilitet
- Klimatilpasning
- Bynatur
I udviklingen af de enkelte strategier, er et par repræsentanter fra hvert lokaludvalg inviteret til at komme med input på fælles møder for hver af strategierne. TMF forventer, at det bliver ét møde pr. strategi.
Særskilt invitation til møde om Arkitektur- og Planlægningsstrategien
Den 7. oktober har Teknik- og Miljøforvaltningen inviteret 1-2 repræsentanter for hvert lokaludvalg til at deltage i et møde om den kommende Arkitektur- og Planlægningsstrategi.
For alle strategierne vil der desuden være en offentlig høring medio 2026.
Løsning
Det indstilles at lokaludvalget drøfter henvendelse fra TMF og beslutter, om der skal vælges repræsentanter til at deltage i møder om temaerne Byliv- og Byrum, Mobilitet, Klimatilpasning og Bynatur. Til mødet vedr. arkitektur og planlægning har PET-arbejdsgruppen allerede tilmeldt Lasse Rossen og Grith Pontoppidan.
Det indstilles desuden at lokaludvalget i svaret til forvaltningen tilføjer:
"Lokaludvalget synes det virker medarbejdertungt at lave så detaljerede planer for alle bydele uden at man ved om det bliver til noget. Det bør ikke hedde bydelshandleplaner da det kan forveksles med lokaludvalgenes bydelsplaner, som indeholder andet end TMF sager."
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet sender mailen til forvaltningen med den vedtagne ordlyd.
Beslutning
Det blev vedtaget at Lasse Rossen og Grith Pontoppidan deltager i mødet vedr. arkitektur
Klaus Bruun meldte sig til at deltage i møde vedr. bydelshandleplaner, som lokaludvalget har modtaget mail om den 25.9.
Randi Sørensen og Felicia Fock er interesserede at deltage i senere møder.
Forslaget om svar til TMF blev godkendt.