Frivilligprisen - tidsplan og nedsættelse af arbejdsgruppe
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
- at lokaludvalget tager orientering om tidsplan for Frivilligprisen til efterretning og
- at lokaludvalget udpeger medlemmer til priskomiteen for Frivilligprisen 2025.
Problemstilling
Amager Øst Lokaludvalg har siden 2011 uddelt en årlig pris til en forening, institution eller organisation, der via frivilligt arbejde udfører en særlig indsats i Amager Øst. Lokaludvalget ønsker med Frivilligprisen at skabe positiv opmærksomhed omkring frivilligt arbejde og at anspore flere borgere til at give en frivillig indsats i bydelen.
Alle organisationer, foreninger og institutioner i Amager Øst, hvis aktiviteter primært drives af frivillige i arbejdet for og med andre indenfor et bredt frivillighedsbegreb, kan indstilles til prisen. Der kan ikke indstilles enkeltpersoner.
Kandidater til prisen kan indstilles af alle. En forening eller institution må også gerne indstille sig selv. Prisen kan deles af to foreninger. Prisen er på 25.000 kr. Lokaludvalget fik i 2021 produceret 10 stk. statuetter i glasmosaik til kommende modtagere af Frivilligprisen.
Tidsplan for projektet:
Fra 29.9. til og med 1.11. er det muligt at indstille kandidater til prisen.
Efter fristens udløb udvælger lokaludvalgets priskomité en vinder. I november overrækker komiteen prisen ved et besøg hos vinderen. Vinderen annonceres bl.a. i Ama'røsten som udkommer d. 10.12.
Arbejdsgruppen, som også fungerer som priskomité, bestod sidste år af Randi Sørensen, Martin Hein og Iben Lindemark. Der er plads til flere medlemmer i gruppen.
Løsning
Lokaludvalget nedsætter en arbejdsgruppe (komite) til at udpege en vinder af årets Frivilligpris.
Økonomi
Der er i forbindelse med beslutning om budget for puljemidler i november 2024 afsat 34.000 kr. til projektet.
Videre proces
Lokaludvalget orienteres om vinderen på et senere møde. Se i øvrigt tidsplanen.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Randi Sørensen, Iben Lindemark og Martin Hein fortsætter som priskomite.