Mødedato: 25.06.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Frivillig fredag

Frivilligcenter Amager søger støtte til Frivillig Fredag.

Indstilling og beslutning

SOSU-arbejdsgruppen indstiller,

1) At Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 28.000.

Problemstilling

På vegne af Frivilligcenter Amager har Teddy Sidelmann Rasmussen søgt om kr. 28.000 til Frivillig Fredag. Fredag d. 25. september 2015 er det Frivillig Fredag – den nationale frivillighedsdag. På Amager ønsker Frivilligcentret at vise den energi og livsglæde, som frivilligt arbejde giver og sætte fokus på de typer af frivilligt arbejde, der har lokalsamfundet som omdrejningspunkt. Desuden vil man gerne anerkende de frivilliges store og vigtige engagement på Amager samt understøtte netværksdannelse mellem borgere, foreningsaktive, lokalt erhvervsliv, offentlige institutioner og alle andre, der har interesse i at skabe større sammenhængskraft i lokalområdet.
Der planlægges flg. aktiviteter:       

  • Frivilligmarked på Amagerbro Torv med frivilligboder, musik, mad og underholdning.
  • Frivilligsamling i Foreningshuset Sundholm 8: åbent arrangement, der har til formål at anerkende og fastholde frivillige i det frivillige arbejde.  Frivilligsamlingen skal skabe netværk og fællesskab blandt og på tværs af frivillige på Amager. Det endelige program for frivilligsamlingen laves i samarbejde med de deltagende foreninger. Aktiviteter forventes at være mad, musik, oplæg inkl. tak til de frivillige.

Der forventes i alt 600 deltagere. Projektet bliver til i samarbejde med Foreningshuset Sundholm 8, som medfinansierer med 20.000 kr., lokaler og indgår i planlægningen. Frivilligcentrets bidrag er organisering og administration af projektet. Ansøgeren er åben for samarbejde med flere parter. Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på kr. 76.000. De to lokaludvalg ansøges om hver 28.000 kr.

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 28.000.

Arbejdsgruppen finder, at arrangementerne støtter op om og styrker det frivillige arbejde lokalt i bydelen. Arbejdsgruppen finder det positivt, at projektet bliver bredt forankret blandt de lokale foreninger, og at projektet kan være med til at skabe nye netværk på tværs af frivillige.

Økonomi

Der er søgt om kr. 28.000 af 2015-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 28.000.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 26.10.2015.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der afsættes kr. 28.000 af 2015 puljemidlerne til projektet.
Til top