Mødedato: 25.04.2019, kl. 18:30
Mødested: Copenhill café, Vindmøllevej 6, 2300 København S

Puljeansøgning: Plastik

Atelier Prag 61 & Eks-rummet søger støtte til udstillingen Plastik.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 5.000 kr. til ”Plastik”

Problemstilling

På vegne af Atelier Prag 61 & Eks-rummet har Anna Taina-Nielsen søgt om 9.375 kr. i støtte til ”Plastik”

Atelierforeningen Atelier Prag 61 og dets tilhørende kunstnerdrevne udstillingssted Eks-rummet, søger om støtte til at finansiere en stor gruppeudstilling, med happenings i form af fællesspisning og musikindslag på åbningsdagen. Med udstillingen ønsker ansøger at nå ud til et større publikum, både i nærmiljøet på Amager, samt til resten af København og omegn.

Udstillingen foregår på Prags Boulevard 61, 2300 Kbh S 22. juni - 30. juni 2019. Målgruppen er lokalbefolkningen samt øvrige københavnere. Alle aldre. Der forventes 200 - 1000 gæster i løbet af hele ugen.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 79.026 kr.

Egenfinansiering: 9.000 kr (gennem forventet salg af 30 værker). Alle værker er til salg for 2.300 kr hvoraf de 300 går til egenfinansiering af projektet og de resterende til kunstnerne. Der ydes frivilligt arbejde fra de 21 kunstnere som har til huse i foreningen Atelier Prag 61. Teknisk udstyr stilles til rådighed og plakater og flyers er sponsoreret.

Der er ikke givet støtte til projektet tidligere. I 2018 fik Eks-rummet støtte (7.500) til Cover, hvor 61 kunstnere bidrog med et værk, og ca 500 kom i udstillingsperioden. Evaluering ses her: http://www.aølu.dk/assets/Evalueringsskema-COVER.pdf

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 5.000 kr.

Projektet synes at være en fernisering, hvorfor der er tvivl om projektets målgruppe. Støtten betinges af, at der gøres en stor indsats for at invitere borgere gennem målrettet annoncering.

Et flertal ønskede at indstille med 5.000 kr. Et mindretal ønsker ikke at støtte projektet.

Økonomi

Der er søgt om 9.375 kr. af 2019-puljemidlerne. Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 5.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1. august.

Beslutning

Der blev stillet ændringsforslag til begrundelsen med følgende tilføjelse efter ordet "målgruppe": "Et flertal i BIFUK finder, at projektet gør en stor indsats for at samle en bred vifte af kunstnere, og er således andet og mere end en traditionel fernisering, men giver en mulighed for en anerledes kulturel oplevelse." Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Herefter blev der begæret afstemning om indstillingen.

For stemte: Rasmus Steenberger, Rikke Lauritsen, Rene Steinvig, Ane Jette Thomsen, Tom Christensen, Jens William Grav, Hanne Kusiak, Lasse Rossen, Hans Jørgen Møller, Käte Hommelgaard, Bente Lildballe, Nanna Tofte, Frank Lambert, Anders Lundsager, Randi Sørensen og Ole Meldgaard

Imod stemte: Nicki Wassmann Brøchner.

Undlod at stemme: Susanne Møller og Bo Jensen.

Der var således flertal for indstillingen og den blev derfor vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 5.000 af 2019-puljemidlerne.

Til top