Mødedato: 25.02.2021, kl. 18:30
Mødested: Microsoft Teams

Naboorientering: Midlertidige studieboliger på Kløverparken

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

at Amager Øst Lokaludvalg hilser projektet velkomment, og sender bilagte høringssvar vedrørende naboorientering om midlertidige studieboliger på Kløverparken.

Problemstilling

Jan Elving fra Øens har ansøgt Københavns Kommune om dispensation fra lokalplan nr. 136-2 ’Kløverparken’, for at opføre midlertidige studieboliger på Kløverparken, Raffinaderivej 10 i en tidsbegrænset periode på 10 år. Ansøgningen forudsætter dispensation fra lokalplan nr. 136-2 ’Kløverparken’, og det er denne dispensationsansøgning lokaludvalget har mulighed for at indsende bemærkninger til.

Studieboligerne bliver etableret over 4 etaper over en periode på cirka 8 måneder. Studieboligerne udlejes til studieaktive uddannelsessøgende. Der opføres 168 studieboliger svarende til et etageareal på 3024 m2 samt et fælleshus på op til 300 m2.

Studieboligerne afskærmes mod erhvervsarealer med begrønnede åbne containere mod nordøst til cykelparkering, skraldeindhegning, værksteder til cykler, postkasser, depot, udendørs overdækning, øvrige udendørs aktiviteter mv.

Teknik- og Miljøforvaltningen kan anbefale projektet, da der er tale om en midlertidig anvendelse, der vil afhjælpe det akutte behov for studieboliger samt at området i Kommuneplan 19 er udlagt som perspektivområde i rækkefølgeplanen, hvor en byudvikling først kan finde sted efter planperioden. Der er lagt vægt på, at studieboligerne placeres uden for den 500 m. afstandszone til Prøvestenen samt at der er fortaget en konkret risikovurdering af tankanlæg på Prøvestenen, der viser, at konsekvenszonen ikke berører området hvor studieboligerne placeres.

Løsning

Da naboorienteringen blev modtaget den 19. februar og fristen for høringssvar er den 12. marts, har den ikke været behandlet af PET forud for lokaludvalgsmødet. Formandskabet har udarbejdet det bilagte udkast til høringssvar.

Økonomi

Løsningen har ingen økonomiske konsekvenser for Amager Øst Lokaludvalg.

Videre proces

Vedtages et eventuelt høringssvar sendes dette til Teknik- og Miljøforvaltningen senest den 12. marts 2021.

Beslutning

Der blev stillet forslag om at tilføje, at prisniveauet skal være til at betale for studerende. Lokaludvalget stemte om forslaget.

For forslaget stemte: Hanne Kusiak, Randi Sørensen, Frank Lambert, Ole Pedersen, Anita Hammer, Lasse Rossen, Martin Hein, Iben Lindemark, Ole Meldgaard,  Jens William Grav, Bente Lildballe, Rune Solvang, Jørgen Mark Pedersen, Ane Jette Thomsen, 

Imod forslaget stemte: Rene Steinvig, Nicki Wassmann Brøchner, Marianne Moegreen, Susanne Møller.

Ingen undlod at stemme.

Forslaget blev dermed vedtaget. Der tilføjes følgende formulering: "Endvidere vil det være ønskeligt at huslejen bliver fastlagt på et niveau, så det er til at betale for en studerende på S.U."

Der blev stillet forslag om at linje 14-15 udgår, og at ordene "seniorboliger og skæve boliger" udgår. Forslagene blev vedtaget uden afstemning.

Protokolbemærkning: Nicki Brøchner og Rene Steinvig støtter til fulde Lokaludvalgets høringssvar med undtagelse af tilføjelsen vedrørende huslejeniveauet. Lokaludvalget bør ikke blande sig i, hvordan private udlejere prissætter deres udlejningsboliger – uagtet typen af lejemål.  

Til top