Naboorientering vedr. Yderlandsvej 1
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar vedr. naboorienteringen om Yderlandsvej 1.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget en naboorientering vedr. opførelse af hotelbyggeri i eksisterende bevaringsværdig bygning samt to nye tilbygninger på ejendommen Yderlandsvej 1. Ejendommen er beliggende i lokalplanområdet "Ved Amagerbanen Nord". Høringsfristen er den 8. oktober.
Da projektet ses at være i overensstemmelse med intentionerne i lokalplanen, og da afvigelserne ikke vil medføre en væsentlig påvirkning, som kan være til ugunst for lokalplanområdet, er forvaltningen indstillet på at dispensere. Yderligere begrundelse kan læses i bilaget.
Det ansøgte afviger fra lokalplanens bestemmelser om:
- Der ansøges om at etablere 9 parkeringspladser i stedet for 15 parkeringspladser jf. lokalplanens parkeringsnorm. Derudover ansøges der at anlægge to kortidsparkeringspladser til af- og påsætning samt kortvarige standsninger i forbindelse med ankomst til hotellet.
- Der ansøges om at reducere antallet af cykelparkeringspladser til 36 pladser, herunder 3 pladskrævende cykler.
- Der ansøges om at opføre et byggeri med en bebyggelsesprocent på 185. Lokalplanen fastsætter en bebyggelsesprocent på 150, men muliggør at der kan opføres en ekstra etage på industribygningen samt to tilbygninger, hvilket vil forøge bebyggelsesprocenten.
- Der ansøges om at den eksisterende bevaringsværdige bygning overskrider byggefeltet med i alt 0,5 m pga. efterisolering. Ydermere ansøges der om at rykke tilbygningernes byggefelter med en afstand på ca. på 0,3 m mod vest for at kunne afholde afstand på 2,5m mellem bygning og naboskel.
- Der ansøges om at opføre en af tilbygningerne med 6 etager i en højde af 24 m. Lokalplanen fastsætter en maksimal højde på 22,5 m for bygninger, som udføres i 6 etager.
- Der ansøges om at ombygge eksisterende bevaringsværdig bygning. Det vurderes at ombygning er nødvendig bl.a. pga. bygningens nuværende fysiske tilstand for at kunne genanvende den.
- Der ansøges om at opføre tilbygningerne med mursten som facadebeklædning i stedet for træ, som er fastsat i lokalplanen.
Lokalplanen kan læses her: Lokalplan 617 Ved Amagerbanen Nord
Løsning
Naboorienteringen har ikke været behandlet på et arbejdsgruppemøde.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Frist for indsendelse af bemærkninger er den 8. oktober 2026.