Mødedato: 24.09.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Professionel kormusik i børnehøjde

Ars Nova Copenhagen søger støtte til Professionel kormusik i børnehøjde.

Indstilling og beslutning

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller,

1) At Amager Øst Lokaludvalg ikke tildeler støtte til projektet.

Problemstilling

På vegne af Ars Nova Copenhagen har Thomas Kiørbye søgt om kr. 17.580 i støtte til Professionel kormusik i børnehøjde. Koret Ars Nova ønsker at holde skolekoncerter for 3.- og 4.-klasser fra Amager Øst. Der skal holdes 5 koncerter for 70-80 børn ad gangen på en eller flere af bydelens skoler. Koncerterne skal finde sted en skoledag i efteråret 2015.

Danmarks førende professionelle vokalgruppe, Ars Nova Copenhagen med hjemsted i Luther Kirken på Østerbro har i de seneste år udviklet et koncept for særlige koncerter for skolebørn. Hensigten med koncerterne er dels at give børnene en unik oplevelse af, hvad det er muligt at udtrykke med den menneskelige stemme, og dels – ikke mindst – at give dem lyst til selv at prøve kræfter med at synge i kor. Der sendes indbydelser til alle bydelens skoler. Der vil dog først blive indgået aftaler med skolerne, når finansieringen er på plads.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 28.128 til lønudgifter ved forberedelse og afvikling af koncerterne. Lønudgiften, der søges støtte til, er de faktiske udgifter i forbindelse med koncerterne i Amager Øst. Resten af beløbet finansieres af ansøger.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der ikke tildeles støtte til projektet.

Projektet er ikke lokalt forankret og der er ingen lokale samarbejdspartnere. Endvidere fremgår det forudgående og det efterfølgende netværksskabende arbejde ikke af ansøgningen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 17.580 af 2015-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke tildeles støtte til projektet.

Videre proces

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der ydes ikke støtte til projektet.
Til top