Mødedato: 24.08.2023, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Afsættelse af midler: Dialog om udvikling af Prags Boulevard

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller

1) at der afsættes 20.000 kr. til dialog om udvikling af Prags Boulevard. 

Problemstilling

Baggrund

Prags Boulevard består af skiftende og usammenhængende forløb for især gående og cyklende på hele strækningen, der udgør langt størstedelen af trafikken i dag. Dette på trods af, at Prags Boulevard løber langs både Kvarterhuset, Prismen, og den kommende Nordøstamager Skole.

Der ligger et stort potentiale i at gøre Prags Boulevard til et sikkert grønt forløb for både gående og cyklende, der skal til og fra fodbold, skole, biblioteket, stranden, Amagerbrogade og arbejde.

Dialog om udvikling af Prags Boulevard 

I bydelsplanen er der en vision om at udvikle Prags Boulevard til en sammenhængende strækning, der er tryg at færdes på for cyklende og gående i alle aldre og med større variation af rekreative funktioner og bynatur.

En af målsætningerne er at udarbejde skitseforslag for strækningen med afsæt i yderligere borgerinddragelse. Prags Boulevard-gruppen har allerede påbegyndt dialogen med interesserede borgere i området til Miljøpunkt Amagers workshops her over sommeren. 

Gruppen ønsker dog at skabe endnu mere dialog med interessenter, borgere m.fl. om, hvad der skal tages højde for i udvikling af Prags Boulevard med særligt fokus på bedre mobilitet, mere biodiversitet og bedre byrum, hvor bl.a. børn og unge i fremtiden ønsker at opholde sig.

Gruppen ønsker derfor at afholde et interessentmøde og et åbent dialogmøde henover efteråret 2023, der skal skabe afsæt for et skitseforslag mv. i fremtiden.

Løsning

Der afsættes midler til et interessentmøde og et åbent dialogmøde. 

Økonomi

Der afsættes 20.000 kr. af lokaludvalgets puljemidler for 2023. 

Videre proces

Sekretariatet og arbejdsgruppen påbegynder planlægning af interessentmødet og et åbent dialogmøde samt dialog med forvaltning mv., hvis midlerne afsættes. 

Beslutning

Der blev stillet forslag om at afsætte et mindre beløb grundet den begrænsede mængde midler der er tilbage i puljen.

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at afsætte 20.000 kr. Indstillingen blev ikke vedtaget (7 for, 8 imod, 3 undlod).

For stemte: Nicole Schmitt, Trine Stausgaard Munk, Rune Solvang, Felicia Fock, Jørgen Mark Pedersen, Nanna Tofte, Peer Harpøth.

Imod stemte: John Møller Jørgensen, Grith Pontoppidan, Bente Lildballe, Henrik Hemmingsen, Martin Duus, Marianne Moegreen, Randi Sørensen, Jens William Grav. 

Undlod: Martin Hein, Susanne Møller, Lasse Rossen.

Der blev stillet forslag om at afsætte 15.000 kr. Forslaget blev vedtaget (14 for, 3 imod, 1 undlod).

For stemte: Nicole Schmitt, John Møller Jørgensen, Grith Pontoppidan, Bente Lildballe, Trine Stausgaard Munk,  Rune Solvang, Felicia Fock, Nanna Tofte, Martin Duus, Marianne Moegreen, Peer Harpøth, Randi Sørensen,  Susanne Møller, Lasse Rossen

Imod stemte: Henrik Hemmingsen, Jørgen Mark Pedersen, Jens William Grav.

Undlod: Martin Hein.

Der afsættes 15.000 kr. til projektet. Der var enighed om at arbejdsgruppen forsøger at holde udgifterne så lave som muligt.
Til top