Mødedato: 24.08.2023, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

B-sag: Puljeansøgninger

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller at

1. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "Gi En Historie"

2. Lokaludvalget bevilger kr. 10.000,- til ansøgningen "Juledag i Kvarterhuset"

3. Lokaludvalget bevilger kr. 4.000,- til ansøgningen "Jasho Club Day "

4. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "Flygtige Fortællinger"

5. Lokaludvalget bevilger kr. 50.000,- til ansøgningen "24 Hemmeligheder"

6. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "Møde Med Historien"

7. Lokaludvalget bevilger kr. 12.000,- til ansøgningen "Huskunstprojekter i Multihallen"

8. Lokaludvalget bevilger kr. 13.000,- til ansøgningen "Amar:Litt efterår 2023"

9. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "60 Seconds Festival"

10. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "Leg og eventyr i alle regnbuens farver"

11. Lokaludvalget bevilger kr. 35.000,- til ansøgningen "Julebelysning 2023"

12. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "Singlesok genbrugs juletræ"

13. Lokaludvalget bevilger kr. 10.000,- til ansøgningen "Danish SUP Tour"

14. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "MuCirkus"

15. Lokaludvalget bevilger kr. 15.000,- til ansøgningen "Udtryk dig gennem kunst"

16. Lokaludvalget bevilger kr. 30.000,- til ansøgningen "Amager Børnemusikfestival 2024"

 

Problemstilling

Indkomne ansøgninger er behandlet på arbejdsgruppemøderne.

 

1. Børnefortællefestival fra Gi En Historie

Ansøgt beløb:  Kr. 18.000 af et samlet budget på kr. 91.000

Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af festival med fokus på kreativ historiefortælling på dansk og engelsk. Festivalen løber fra d. 20. – 23. september med arrangementer på skoler og biblioteker og Ama’r Børnekulturhus. Formålet med festivalen er at inspirere børnene til at bruge sproget kreativt og sætte fantasien fri og derigennem styrke deres sproglige evner. Det er ansøgers forhåbning, at festivalen kan blive årligt tilbagevendende.

Målgruppe: Børn, lærere, pædagoger og forældre

Samarbejdspartnere:  Ama’r Børnekulturhus, børnehaver, biblioteker, dansk lærerforenings engelslærerafdeling.

Arbejdsgruppens indstilling: Det er et godt projekt og positivt at børnene engageres i fortællingerne. Der er enighed om at indstille ansøgningen til afslag, da BIFUK vurderer, at projektet ikke kan nå at finde sted, da der ikke endnu er indgået samarbejdsaftaler med skoleklasserne, hvilke må forventes at have planlagt sin undervisning allerede. 

 

 

2. Juledag i Kvarterhuset fra Kvarterhuset

Ansøgt beløb:  kr. 10.000 af et samlet budget på kr. 29.000

Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af Juledag i Kvarterhuset d. 25. november. Arrangementet løber fra kl. 10.00 – 15.00 og juleoptaget på Amagerbrogade starter kl. 16.00. Dagen byder på teater, kor, dans, kreativ workshop, legestue, banko, oplæsning, disko, julekort, fællessang.

Målgruppe: Lokale børn, unge, voksne og familier

Tidligere ansøgt/ evaluering
2018: Søgt og bevilget 9.500 kr.
2019: Søgt 12.000 kr. og bevilget 10.000 kr.
2020: Søgt og bevilget 10.000 kr.
2021: Søgt og bevilget 10.000 kr.
2022: Søgt og bevilget 10.000 kr. Evaluering vedlagt

Arbejdsgruppens indstilling: Der var i BIFUK enighed om at indstille ansøgningen til 10.000 kr. i støtte. Det er et godt og hyggeligt projekt.

 

 

3. Jasho Club Day fra Malika Mahmud Henriques

Ansøgt beløb:  kr. 6.750 af et samlet budget på kr. 20.500 kr.

Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af fire DJ-koncerter d. 9. september fra kl. 14.00 – 21.00. Formålet er et hylde musikgenrerne reggae og dancehall, som oprindeligt udspringer af fællesskab og protest. Ansøger har et indgående kendskab til genrerne, men oplever at de er misforstået i en bredere offentlighed. Koncerterne finder sted på et nyt spillested på Laplandsgade 6B kaldet Kevin’s Mom’s House.

Målgruppe: Unge og voksne. Der forventes 150 – 250 gæster.

Arbejdsgruppens indstilling: BIFUK ønsker at støtte projektet da Laplandsgade er et prioriteret område i lokaludvalgets bydelsplan. Der er enighed om at indstille 4.000 kr. i støtte da der med fordel kunne tages entre til arrangementet. 

 

 

4. Flygtige Fortællinger fra Bodil Krogh Andersen

Ansøgt beløb:  Kr. 25.000 af et samlet budget på kr. 155.000

Resumé: Der søges om støtte til kunstprojektet ”Flygtige Fortællinger” af Bodil Krogh Andersen og Martin Christoffer Lund. Projektet indbefatter en udstilling, en workshop og et kunstnerisk foredrag. Aktiviteterne foregår fra d. 28. september – 12. november. Udstillingen tager udgangspunkt i ”kvindeateliererne” på Kunsthal Charlottenborgs Loft. Det kunstneriske foredrag omhandler åbenhed og inklusion i byudviklingsprocesser og til workshoppen kan deltagerne bygge sine egne kameraer, som de opfordres til at bruge til at affotografere det i kvarteret omkring AGA-bygningen, som de ønsker at bevare.

Målgruppe: alle der er interesserede i kunst, byrum, fællesskaber og fotografiske teknikker. Der forventes 75 – 120 deltagere. 

Samarbejdspartnere:  AGA works (udstillingssted). Charlottenborg kunsthal. George chipper-lillemark (cinematograf). Akademirådet. Den frie udstillingsbygning

Sekretariatets bemærkninger: Kunstprojektet er en del af udstillingsrækken ”På Korte Kontrakter”, som Lokaludvalget i februar 2023 støttede med 25.000 kr. Budgettet på ”På Korte Kontrakter” er på 335.000 kr. hvoraf 170.000 kr. er til 12 udstillinger.

På indtægtssiden i budgettet til Flygtige Fortællinger er 10.000 kr. fra AGA Works – altså fra projektet ”På korte Kontrakter”.

Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om at indstille til afslag da ansøgningen ikke fremstår gennemarbejdet og mangler lokal forankring. Lokaludvalget har i forvejen støttet udstillingen ’På Korte Kontrakter’, som denne ansøgning virker til at være en del af. 

 

 

5. 24 Hemmeligheder fra Teater ZeBU

Ansøgt beløb: Kr. 60.000 af et samlet budget på kr. 752.190

Resumé: Der søges om støtte til det årligt tilbagevendende 24 Hemmeligheder som løber fra 26. november til 20. december. Omdrejningspunktet for dette års projekt er ”bæredygtighed i børnehøjde”. Konceptet er fortsat således at 24 kunstnere indretter hvert sit rum i et forløb som deltagerne bevæger sig igennem og derved får teater- og kunstoplevelser. 24 Hemmeligheder er desuden en blanding af forskellige kunstformer. De 24 kunstnere er i år scenografer, lyd- og lyskunstnere, komponister, billedkunstnere, forfattere, fotografer, musikere og dukkemagere.

Målgruppe:  Børn, unge, forældre, bedsteforældre og borgere

Samarbejdspartnere:  Mødrehjælpen, Dansk Røde Kors, Cph Volunteers, Kulturpilo-terne, Kvarterhuset, Amagerbro Helhedsplan og Urbanplanen. Lego, Kirkens Korshær, Legefabrikken, Åben skole København

Tidligere ansøgt/ evaluering

2019: Søgt 90.000 kr. Tildelt 60.000 kr.
2020: Søgt 75.000 kr. Tildelt 60.000 kr.
2021: Søgt 66.000 kr. Tildelt 60.000 kr.
2022: Søgt 60.000 kr. Tildelt 60.000 kr. Evaluering vedlagt

Arbejdsgruppens indstilling: Det er et godt projekt af høj kvalitet, som kommer mange børn og borgere i bydelen til gavn. Der er enighed om at indstille 50.000 kr. i støtte da lokaludvalget er nødsaget til at prioritere sine resterende midler. 

 

 

6. Møde med historien fra Formidlerforeningen Viden om København

Ansøgt beløb:  Kr. 25.000 af et samlet budget på kr. 25.000

Resumé: Der søges om støtte til udvikling af undervisningsplaner til tre parkområder i Amager Øst. Formålet er at skabe gennemtænkt materiale til undervisning i folkeskolen, som tager udgangspunkt i det lokale miljø, som eleverne befinder sig i. Derfor ønsker ansøger at udarbejde undervisningsmateriale til Lergravsparken, Sundby gl. Kirkegård og Kastrup Fort. Materialet skal udvikles i dialog med borgere og gennem forskellige arrangementer.

Målgruppe: Børn 6 – 15 år / lærere i bydelen

Samarbejdspartnere:  Sundbyøster Skole, kontaktlærer Jesper Bering. Still Sparkling Champagne, Najarak Stenfoss. Café Perlemor Kastrupvej, SULFA - Lokalhistorisk forening og Arkiv.

Tidligere ansøgt/ evaluering:  Amager Besat 2020.

Arbejdsgruppens indstilling: BIFUK mener ikke at det er en lokaludvalgsopgave at understøtte udviklingen af undervisningsmaterialer til folkeskolen. Der er enighed om at indstille til afslag. 

 

 

7. Huskunstprojekter i Multihallen, efterår 2023 fra Kvarterhuset

Ansøgt beløb:  Kr. 12.000 af et samlet budget på kr. 170.045

Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af to huskunstforløb i efteråret 2023 i Multihallen på Jenagade, som ansøger ønsker at skabe indhold til og bevidsthed i bydelen omkring. Forløbene har til formål at give lokale skolebørn gode oplevelser med kunst og kunstnere. I alt 120 børn kan deltage i forløbet.

Målgruppe: Lokale skoler, 3.-5. klassetrin.

Samarbejdspartnere:  Statens kunstfond, huskunstordningen. Teater Værk, Kunstnerne Siska Katrine Jørgensen og Nicolai Risbjerg, Skolen på Nordøst Amager, Børnekulturhuse Amar’, Teater Zebu, Skolen på Amagerbro, Lergravsparken m.fl, Kofoeds Skole, Skabersalon

Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om at indstille til fuld støtte da projektet er i stor overensstemmelse med LUs bydelsplan da det søger at opbygge kreative fællesskaber samt skabe et godt tværgående samarbejde mellem bydelens aktører. Der indstilles fuld støtte. 

 

 

8. Amar:Litt efterår 2023 fra Amar:Litt

Ansøgt beløb: 15.000 kr. af et samlet budget på 26.200 kr.

Resumé: Der søges om støtte til fire litteraturarrangementer i efteråret 2023 på hhv. Bibliotekshuset, Beta og Sundby Kirke fra 21. september til 7. december. Temaerne spænder over religionsdebat, et klassikerforedrag, poesi og præsentation af litteraturtendenser og bedste bøger.

Målgruppe: Litteraturinteresserede.

Samarbejdspartnere:  Bibliotekshuset, Kvarterhuset, Liv i Sundby, Det var Zittans, Ingolfs Kaffebar, Islands Brygge Bibliotek, Sundby Kirke, Sundby Kirke

Tidligere ansøgt/ evaluering
2015: Søgt 45.000 kr., bevilget 10.000 kr.
2016: Søgt og bevilget 11.800 kr.
2017: Søgt og bevilget 14.050 kr.
2018: Søgt og bevilget 12.500 kr.
2019: Søgt og bevilget 15.000 kr.
2020: Søgt og bevilget 11.250 kr. samt 5.000 kr. fra kvikpuljen.
2021: Søgt og bevilget 13.850 kr.
2022: Søgt og bevilget 20.300 kr.
2022: Søgt og bevilget 5.000 kr.
2023: Søgt og bevilget 20.000 kr.

Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om, at det er et godt projekt, som BIFUK gerne vil støtte. Det er enighed om at indstille støtte 13.000 kr. da Lokaludvalget er er nødsaget til at prioritere sine resterende midler. 

 

 

9. 60 Seconds Festival fra 60 Seconds

Ansøgt beløb: Kr. 15.000 af et samlet budget på kr. 242.000

Resumé: Der søges om støtte til opsætning af videoværk på gavl ved Amagerbro Metro og Amagercenteret. Værker opstilles fra d. 10. – 20. november under filmfestivalen 60 Seconds. 60Seconds er en kortfilmfestival, som består af 1-minuts kunstfilm uden lyd. Festivalen er også en åben konkurrence med skiftende temaer og medvirken fra internationale kunstnere. Foreningen, der driver festivalen, ønsker at bruge de offentlige rum som udstillingsplatform til at give byens borgere kunstoplevelser i dagligdagen. Derudover ønsker foreningen at give unge talenter adgang til et bredere publikum.

Målgruppe: Brugerne af det offentlige rum

Samarbejdspartnere:  A/B Solgården med Kristoffer Hunsdahl, Amager Centeret

Tidligere ansøgt/ evaluering
2018: Søgt og fået 30.000 kr.
2019: Søgt og fået 25.000 kr.
2020: Søgt og fået 25.000 kr.
2022: Søgt 25.000 kr. tildelt 10.000 kr. Evaluering er vedlagt.

Sekretariatets bemærkninger: Der søges specifikt om støtte til opstillingen ved Amagerbro Metro. Udgifterne specifikt hertil svarer til det søgte beløb. Der søges altså ikke til PR og marketing. 

Arbejdsgruppens indstilling: Det er et godt projekt, som mange borgere i bydelen får gavn af. BIFUK har forståelse for, at projektet ikke vil kunne gennemføres hvis der gives mindre i støtte end ansøgt. Da lokaludvalget ikke har mange midler tilbage indstilles derfor til afslag. 

 

 

10. Leg og eventyr i alle regnbuens farver fra Foreningen Iris – Liv og bevægelse i alle Regnbuens farver

Ansøgt beløb: Kr. 32.000 af et samlet budget på kr. 45.000

Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af 10-12 arrangementer for 3-6 årige. Forestillingerne gennemføres af ansøger, Tine Brix Davidsen, og har fokus på at udvikle børnenes følelsesmæssige intelligens gennem formidling af eventyr, sange og bevægelse.

Målgruppe: Børnehaver + alle 3-6 årige børn og deres forældre/pårørende i Amager Øst

Samarbejdspartnere: KFF og BUF

Sekretariatets bemærkninger: Ansøger omtaler i ansøgningen sit CV og foreningens vedtægter. Disse har sekretariatet ikke vedlagt af hensyn til ansøgningens omfang og retningslinjerne, der fremgår af lokaludvalgets hjemmeside.

Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om at indstille til afslag. Der savnes et forudgående samarbejde med institutionerne hvis engagement i projektet ikke er tydeligt. 

 

 

11. Julebelysning 2023 fra Amager Butikkerne

Ansøgt beløb:  Kr. 60.000 af et samlet budget på kr. 324.000

Resumé: Der søges om støtte til opsætning af julebelysning på Amagerbrogade, Englandsvej, Holmbladsgade fra d. 25. november til 29. december. Støtten dækker over opsætning, nedtagning, reparation af eksisterende kæder, indkøb af nye kæder, opbevaring og PR.

Målgruppe: Alle der færdes på og omkring Amagerbrogade i juletiden

Samarbejdspartnere: Medlemmerne af Amagerbutikkerne og sponsorer

Tidligere ansøgt/ evaluering:
2008-2011, 2013-2014, 2016-2019 og 2021 – 2022.
I 2022 blev der søgt og bevilget 60.000 kr. Evaluering er vedlagt.

Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om at indstille projektet til støtte for at imødekommen de erhvervsdrivende på gaderne hvor belysningen sættes op. Der indstilles til 35.000 kr. i støtte da lokaludvalget ønsker at prioritere sine  resterende midler. 

 

 

12. Singlesok genbrugs juletræ fra Ruth Lerche

Ansøgt beløb: Kr. 7.000 af et samlet budget på kr. 24.000

Resumé: Der søges om støtte til at lave et arrangement, som løber under 24 Hemmeligheder (26. november – 20. december) hvor der indsamles sokker i bydelen, som bliver brugt til at bygge et juletræ. Med en gruppe børn fra Amager indspilles der en julemelodi, som bliver lydsiden til juletræet. Kulturpiloterne har i en årrække sat fokus på forbrug og overflod med sit juletræ og arrangementet passer således ind i en tradition i bydelen.

Samarbejdspartnere:  Kulturpiloterne på Amager, Teater ZeBU

Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om at indstille til afslag da lokaludvalget i forvejen har indstillet støtte til 24 Hemmeligheder. 

 

 

13. Danish SUP Tour fra Surf & SUP Danmark

Ansøgt beløb:  Kr. 20.000 af et samlet budget på kr. 50.000

Resumé: Der søges om støtten til afholdelse af stand-up-paddle (SUP) arrangement på Amager Strand d. 16. september. Der forventes 100 – 500 deltagere. Ansøger har siden 2013 varetaget organiseringen og udviklingen af sporten i Danmark, som tiltrækker mange nye udøvere. Der vil både være aktiviteter for nye udøvere samt deltagere, som har megen erfaring med SUP.

Målgruppe: 12 – 65+ år

Samarbejdspartnere:  Copenhagen Watersports, Kajakhotellet

Arbejdsgruppens indstilling: Enighed om at indstille 10.000 kr. Det er positivt med aktiviteter på vandet. Der indstilles mindre end ansøgt da BIFUK ikke ønsker at støtte flere af budgetposterne: forplejning af deltagere, fotograf og foreningshonorar.  

 

 

14. MuCirkus fra FinMusik

Ansøgt beløb:  Kr. 20.000 af et samlet budget på kr. 61.000

Resumé: Der søges om støtte til at afholde et musikarrangement på Amagerbro Torv i uge 35. Forbipasserende kan træde ind i to vogne hvor de kan opleve små koncerter. Koncerterne kan opleves i hverdagene fra kl. 15.00 – 17.30 og lørdag kl. 12.00 – 14.00.

Målgruppe: 700 – 1000 forbipasserende og publikummer.

Samarbejdspartnere: Musik Akademi Amager

Tidligere ansøgt/ evaluering
2011: Søgt og bevilget 50.000 kr.
2012: Søgt 45.000 kr. bevilget 20.000 kr.
2013: Søgt 30.000 kr. bevilget 15.000 kr.
2014: Søgt 37.500 kr. bevilget 15.000 kr.
2021: Søgt 48.658 kr. bevilget 20.000 kr.
2022: Søgt 20.000 kr. bevilget 16.000 kr. Evaluering er vedlagt.

Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om at indstille til afslag da BIFUK ønsker at prioritere lokaludvalgets resterende midler til projekter, som i større grad kommer bydelens borgere til gavn, hvilket arbejdsgruppen er i tvivl om dette projekt gør i tilstrækkelig grad.

 

 

15. Udtryk dig gennem kunst fra Foreningen Livsudtryk

Ansøgt beløb:  Kr. 20.000 af et samlet budget på kr. 20.000

Resumé: Der søges om støtte til at etablere et forløb for børn, unge og voksne som mødes på tværs af kulturer. Deltagerne mødes om maleri og håndarbejde hvor de lærer at udtrykke sig selv og hvor formålet også er at bygge bro mellem kulturer, styrke integration og træne danskfærdigheder. Deltagerne mødes hver mandag fra 4. september til 18. december.

Samarbejdspartnere:  Interkulturelt Kvinderåd

Arbejdsgruppens indstilling: SOSU finder at projektet kommer en vigtig målgruppe i bydelen til gavn. Det er derudover netværksskabende og positivt med kontinuiteten i arrangementerne. 
Projektet indstilles til 15.000 kr. i støtte da ansøger i ansøgningen skriver, at de selv lægger lokaler til aktiviteterne. Lokaleleje er dog anført som en udgift på 5.000 kr. i budgettet, hvorfor SOSU fratrækker dette fra det ansøgte beløb.

 

 

16. Amager Børnemusikfestival 2024 fra Ama’r Børnekulturhus

Ansøgt beløb:  Kr. 45.000 af et samlet budget på kr. 365.000. Beløbet søges af 2024-puljemidlerne. 

Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af den årlige børnemusikfestival. Ansøger ønsker at skabe koncerter i høj kvalitet for børn på 10 forskellige spillesteder på Amager fra d. 8. – 18. februar 2024. Ansøger vil dette år gøre en særlig indsats for at nå børn fra Amager som ikke selv opsøger kunst og kultur.

Målgruppe: Primært børn 0-12 år. Derudover forældre, pædagoger, lærere osv.  Der forventes 3.500 deltagere.

Samarbejdspartnere:  Kulturpiloterne, Naturpark Amager, Ørestads Bibliotek og Kulturhuset Islands Brygge, Kvarterhuset, Amager Centeret, Teater ZeBU, Bibliotekshuset. Bemandede Legepladser Naturcenter Amager Strand, Amager Planen

Tidligere ansøgt/ evaluering:

  • 2023: 25.000 kr
  • 2022: 40.000 kr.
  • 2021: 40.000 kr.
  • 2019: 40.000 kr.
  • 2018: 40.000 kr.
  • 2017: 40.000 kr.
  • 2016: 30.000 kr.

Sekretariatets bemærkninger: Projektet finder sted i 2024 og evt. støtte vil gå fra 2024-puljemidlerne.

Arbejdsgruppens indstilling: Arrangementet er af højt niveau og giver et tilbud til de børn, som er hjemme i vinterferien. Der indstilles 30.000 kr i støtte. BIFUK ønsker at være på forkant med et evt. højt antal puljeansøgninger i 2024 og ønsker derfor at prioritere sine midler. 

 

 

Løsning

Lokaludvalget vedtager de af arbejdsgrupperne indstillede støttebeløb.

Økonomi

De økonomiske konsekvenser fremgår i dagsordenspunktet "Status på Lokaludvalgets puljemidler". 

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutninger og varetager den videre sagsbehandling. 

 
 

Beslutning

Ansøgning nr. 11 - Julebelysning:

Der blev stillet forslag om ikke at støtte projektet eller at støtte med et nedsat beløb.

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at afsætte 35.000 kr. Indstillingen blev vedtaget (9 for, 4 imod, 5 undlod).

For stemte: Grith Pontoppidan, Trine Stausgaard Munk, Martin Hein, Marianne Moegreen, Peer Harpøth, Randi Sørensen, Jens William Grav, Susanne Møller, Lasse Rossen.

Imod stemte: John Møller Jørgensen, Henrik Hemmingsen, Rune Solvang, Felicia Fock.

Undlod: Nicole Schmitt, Bente Lildballe, Jørgen Mark Pedersen, Nanna Tofte, Martin Duus.

Der blev stillet forslag om at 20.000 kr. tages fra julepuljen og 15.000 kr. fra den almene pulje. Forslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Indstillingerne vedr. de øvrige puljeansøgninger blev vedtaget som B-dagsorden.

Til top