Mødedato: 24.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Høring - Københavns Kommunes Strategi 2014-2017 for udvikling af indsatsen for børn og unge med handicap og deres familier

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

SOSU-arbejdsgruppen indstiller

1) at Amager Øst Lokaludvalg drøfter sagen

2) at Amager Øst Lokaludvalg godkender bilagte udkast til høringssvar

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modtaget "Københavns Kommunes Strategi 2014-2017 for udvikling af indsatsen for børn og unge med handicap og deres familier" i høring. Høringsfristen er den 25. april 2014.

Formålet med strategien er at binde de overordnede strategiske prioriteringer og de konkrete indsatser, der iværksættes overfor børn og unge med handicap og deres familier, sammen, og dermed vise retning for kommunens arbejde fremadrettet.

Den primære målgruppe for strategien er de 2.500 børn og unge med handicap og deres familier, som Socialforvaltningen samarbejder med hvert år. Et samarbejde der varierer lige fra bevilling af et hjælpemiddel til børn og unge med handicap og deres familier over forebyggende foranstaltninger til samarbejde med familierne om aflastning eller døgnanbringelse.

Målsætninger:
For børn og unge med handicap og deres familier betyder Socialudvalgets vision og mission, at børnene og de unges udvikling er i fokus. Strategien har derfor ligesom Socialforvaltningens Handicapplan to overordnede målsætninger på længere sigt, der skal sikre en fælles kurs for det enkelte barn og unge og vedkommendes familie på tværs af indsatser og tilbud:

1. Socialforvaltningens indsats skal bidrage til, at barnet og den unge med handicap og vedkommendes familie oplever øget livskvalitet.

2. Socialforvaltningen skal bidrage til, at barnet og den unge med handicap og deres familier oplever øget selvhjulpenhed.


Fokusområder:
Strategien udfoldes indenfor fem overordnede fokusområder, der viser retningen for forvaltningens samarbejde med børn og unge med handicap og deres familier for at understøtte visionerne og de to overordnede målsætninger. De fem fokusområder er:

1. Tidlig indsats i forhold til børn og unge med handicap og deres familier

2. God overgang til voksenlivet for unge med handicap

3. Udvikling og kvalificering af Københavns Kommunes tilbudsvifte

4. Styrkede rammer for samarbejde mellem Handicapcenter København og Center for Børn med Handicap

5. Bedre myndighedsarbejde i Handicapcenter København

Derudover er der defineret et tværgående fokusområde, som rammesætter strategien og har indflydelse på alle ovenstående fokusområder. Det er:

- En mere vidensbaseret udvikling og praksis

Strategien skal være med til at udvikle og forbedre den indsats, Københavns Kommune giver børn og unge med handicap og deres familier. Men det er ikke nok blot at sætte nye aktiviteter i gang. Indsatserne skal også gøre en forskel i forhold til det socialfaglige arbejde med børnene og de unge og deres familier. For at kunne vurdere om indsatserne gør en forskel, er der fastsat konkrete mål for hvert fokusområde på kortere sigt, så forvaltningen løbende kan måle, om indsatsen er på rette vej. Nogle af målene forudsætter et samarbejde mellem flere forvaltninger og eksterne samarbejdspartnere, mens andre mål skal løftes af Socialforvaltningen, for at målene kan opfyldes succesfuldt.

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet høringen på sit møde den 8. april 2014. SOSU-arbejdsgruppen har på den baggrund udarbejdet bilagte udkast til høringssvar, som lokaludvalget bedes drøfte og godkende.  

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen

Amager Øst Lokaludvalg godkendte høringssvaret uden bemærkninger.
Til top