Mødedato: 23.10.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning (2015-midler): Drivhuset

Majken Hviid søger støtte til "Drivhuset", der er en del af en kommende taghave på toppen af bygningen v. Lergravsvej 59.

Indstilling og beslutning

Miljø og Plan arbejdsgruppen indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg ikke tildeler støtte til projektet

Problemstilling

Majken Hviid har den 23. september 2014 søgt om kr. 72.914 i støtte til "Drivhuset". Formålet med ”Drivhuset” at skabe et rum for dyrkning af lokalt fællesskab og grøntsager på toppen af bygningen v. Lergravsvej 59. Drivhuset er hjertet i projektet ”Haven over Øresund” – et taglandbrug der skal etableres i foråret 2015 på et 2070 m2 stort tag. 

Drivhuset skal være et rum på 35 m2, hvor besøgende kan gå i læ og stadig være tæt på planterne og udsigten. Det skal kunne bruges til undervisning af børn, til fællesmiddage, eller udlånes til lokale beboere til arrangementer. Drivhuset skal også bidrage til at forlænge sæsonen, så taget kan bruges til forspiring i det tidligere forår og læ i det sene efterår. Drivhuset spiller en vigtig rolle i arbejdet med at skabe en økonomisk bæredygtig model for taghaven, baseret på en række nye partnerskaber med restauranter, skoler og beboere fra området.

Det er målet, at taghaven kan eksistere mange år ud i fremtiden og vokse sig frodig og grøn, som et vartegn for bydelen. Haven er inspireret af projektet ØsterGRO, og ønsker at skabe et lignende projekt på Amager. Taget er stillet gratis til rådighed af bygningens ejer og taghaven vil være åben for offentligheden min. 2 dage om ugen igennem sæsonen. Derudover vil der være en række offentlige aktiviteter som fælles middage, koncerter og høstfest. Taghaven skal fungere som et stærkt eksempel på, hvordan klimasikring, grønne tage og lokale fællesskaber kan dyrkes et og samme sted. Den skal være et visionært eksempel på hvordan man i København, ligesom man i andre storbyer, udnytter byens tage til dyrkning og fællesskab. Alt sammen i arbejdet for at skabe en grøn og bæredygtig storby.

Initiativtagerne til projektet "Haven over Øresund" er Majken Hviid, Bo Eggert Dahl og Kasper Kjeldgaard. Alle tre har tidligere været med til at stifte Prags Have. Der er etableret et samarbejde med producenten af drivhuset Willab Garden, som vil sponsorere 20% af prisen på drivhuset. Projektet har derudover indledt partnerskaber med Den Grønne Friskole, Restaurant og Cafe Wulf og Konstali, Miljøpunkt Amager samt virksomheden Byggros.

Lokaludvalget søges om støtte til afvikling af en arbejdsweekend hvor drivhuset etableres, og til et indvielsesarrangement af Drivhuset. Derudover er der til "Haven over Øresund" ansøgt om kr. 500.000 fra puljen for Grønne Ildsjæle og eventuelle midler skal bruges til etableringen af 1. fase af taghaven. Der ansøges desuden om midler hos bl.a. Nordea Fonden og Økologi Fonden.

Løsning

Miljø & Plan-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at Amager Øst Lokaludvalg ikke tildeler støtte til projektet.

Miljø og Plan Arbejdsgruppen finder, at det er et spændende projekt, men ønsker at se hvordan det samlede projekt etableres og anvendes af lokalsamfundet førend der eventuelt ydes tilskud til permanent anlæg af drivhus. Arbejdsgruppen opfordrer på den baggrund ansøger til at genfremsende ansøgningen når det samlede projekt er finansieret og etableret.

Økonomi

Der er søgt om kr. 72.914 af 2015-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet at der ikke tildeles støtte til projektet.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der tildeles ikke støtte til projektet.
Til top