Mødedato: 23.10.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Orientering og beslutning: Kvartermanager på Amagerbrogade

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg drøfter sagen.

2) at Amager Øst Lokaludvalg beslutter at fremsende bilagte henvendelse til forvaltningen vedr. lokaludvalgets input til kvartermanagerordningen.

3) at Amager Øst Lokaludvalg bemyndiger formanden og tovholderen for ad hoc gruppen for Amagerbrogade til at indgå i en dialog med forvaltningen om implementeringen af kvartermanagerordningen med udgangspunkt i den tilgang, der afspejles i henvendelsen til forvaltningen.

Problemstilling

I forbindelse med budgetforhandlingerne er der afsat 600.000 kr. pr år i årene 2015-2018 til implementering af en kvartermanager i regi af Amagerbrogade projektet.

Sekretariaterne har deltaget i et indledende møde med forvaltningerne (Teknik- og Miljøforvaltningen samt Beskæftigelses og Integrationsforvaltningen) hvor det blev gjort klart, at forvaltningerne, i lighed med hvordan ordningen er implementeret andre steder i byen, ser lokaludvalgene som en aktiv medspiller i implementeringen.

Som udgangspunkt kan det oplyses, at forvaltningerne påtænker at kvartermanageren organisatorisk er forankret i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, med en primær omend ikke udelukkende lokal placering.   

I det vedlagte bilag redegøres der for kvartermanageren som koncept samt for hvordan ordningen har været implementeret i hhv Valby, Kødbyen og på Nørrebro.

Løsning

På baggrund af ovenstående har en arbejdsgruppe bestående af to repræsentanter for hvert af de to lokaludvalg (Ole Pedersen og Randi Sørensen repræsenterede Amager Øst Lokaludvalg) afholdt et dialogmøde med henblik på at skabe fælles fodslag mellem de to lokaludvalg, samt med henblik på at udarbejde nogle fælles principper og synspunkter, der kan fremsendes til forvaltningen som udgangspunkt for de to lokaludvalgs tilgang til implementeirngen af projektet. 

Henvendelsen fremsendes i samarbejde med Amager Vest Lokaludvalg og vil fremadrettet udgøre grundlaget for lokaludvalgenes tilgang til projektet.

Det skal bemærkes, at henvendelsen allerede er fremsendt til Beskæftigelse- og Integrationsforvaltningen til orientering og med forbehold for lokaludvalgenes endelige godkendelse. Dette er sket med henblik på at få så stor indflydelse på processen som muligt, idet forvaltningen allerede har påbegyndt konkretiseringen af projektet. Når lokaludvalgene har godkendt henvendelsen vil den blive genfremsendt med eventuelle ændringer.

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen.

Der blev begæret afstemning om at. punkt 2. Ib Wendrup og Per Lönn-Christensen undlod at stemme. De øvrige stemte for. Dermed blev indstillingen godkendt.

Amager Øst Lokaludvalg bemyndigede formanden og tovholderen for ad hoc gruppen Amagerbrogade til at indgå i den videre dialog med forvaltningen.
Til top