Mødedato: 23.05.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Mangfoldighedsfest 2019

Peder Lykke Centeret søger om støtte til mangfoldighedsfest.

Indstilling 

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg, 

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen giver afslag til ansøgningen ”Mangfoldighedsfest 2019” 

Problemstilling 

På vegne af Peder Lykke Centret har Susanne Blond søgt om 20.000 kr. i støtte til ”Mangfoldighedsfest”. Arrangementet foregår på Peder Lykke Centret d. 7. september 2019. Målgruppen er primært folk der bor på Amager, men arrangementet er åbent for alle og der forventes 300-500 deltagere.

Mangfoldighedsfesten udspringer af et ønske om at fejre Amagers særlige ånd, hvor mennesker fra hele verden bor side om side. Peder Lykke Centret vil med festen skabe møder mellem folk, som ikke normalt vis kommer i tale med hinanden.

Der vil til arrangementet være forskellig underholdning i form af koncerter og dans samt forskellige aktiviteter. Ansøger afholdte mangfoldighedsfest i 2018 og søger nu om støtte til at gentage successen fra sidste år.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 66.500 kr hvoraf egenfinansiering beløber sig til 12.000 kr. Der er ligeledes søgt 20.000 kr i AVLU.  

Løsning 

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der gives afslag til ansøgningen.

Arrangementet foregår i Amager Vest. Selv om der er åbent for alle, skønnes målgruppen primært at være borgere i Amager Vest bydel. Desuden finder SOSU ikke at arrangementets formål fremgår tilstrækkeligt tydeligt, og projektet synes ikke i nævneværdig grad at være netværks- og dialogskabende.

Økonomi 

Der er søgt om 20.000 kr. af 2019-puljemidlerne. 
 
Arbejdsgruppen har indstillet, at der gives afslag til ansøgningen.  

Videre proces 

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 7. oktober.

 

Beslutning

Der blev stillet ændringsforslag om at støtte projektet med en underskudsgaranti på 10.000 kr. Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.

For stemte: Rene Steinvig, Tom Christensen, Bo Jensen, Bente Lildballe, Bodil Benn Sørensen, Jens Allan Jensen, Trine Hertz, Hans Jørgen Møller, Rune Solvang, Oksana Gjermstad, Keith Gray og Ole Meldgaard.

Imod stemte: Nicki Wassmann Brøchner, Susanne Møller, Lasse Rossen og Jens William Grav.

Undlod at stemme: Frank Lambert, Peter Kjær Kristensen og Ole Pedersen.

Der var således flertal for ændringsforslaget og det blev derfor vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 10.000 af 2019-puljemidlerne.

Til top