Beslutning: Borgermøde om Trafik og Byrumsplanens projekt for Christmas Møllers Plads i samarbejde med Amager Vest Lokaludvalg
Indstilling
Det indstilles,
at lokaludvalget drøfter henvendelsen fra Amager Vest Lokaludvalg og beslutter, om man ønsker at samarbejde vedr. borgermøde om Trafik og Byrumsplanens projekt for Christmas Møllers Plads.
Problemstilling
Trafik og Byrumsplanen for Amager har været længe undervejs og er kulminationen på flere års arbejde i følgegrupper og en hel del københavnerinddragelse. Trafik og Byrumsplanen forventes at blive sendt i offentlig høring fra slut juni til september.
Amager Vest Lokaludvalg har i den anledning henvendt sig til Amager Øst Lokaludvalg med ønske om samarbejde om et borgermøde vedr. Trafik og Byrumsplanens projekt for Christmas Møllers Plads. Christianshavns Lokaludvalg er også inviteret med i samarbejdet.
Kort om projektet
Trafik og Byrumsplanen indeholder en række ændringsforslag til krydset på Christmas Møllers Plads. Det foreslås bl.a. at ændre krydset så den øst/vest gående trafik prioriteres samt at forsimple krydset for cyklister og fodgængere.
Løsning
Den midlertidige arbejdsgruppe MK/PET har drøftet henvendelsen og indstiller, at lokaludvalget samarbejder med Amager Vest Lokaludvalg om borgermødet.
Økonomi
Amager Vest Lokaludvalg har afsat midler til borgermødet. Samarbejdet har derfor ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.
Videre proces
Sekretariaterne varetager den videre planlægning i samarbejde med trafik- og byrumsplangruppen.