B-sag: puljeansøgninger november
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller at lokaludvalget
1. Støtter ansøgningen "White Light Black Whole - The Healthcare System of a Sensuous Society" med 30.000 kr.
2. Støtter ansøgningen "Vinterfejring" med 10.000 kr.
3. Støtter ansøgningen "Amagerreyven" med 70.000 kr.
4. Støtter ansøgningen "Gavlmaleri i Nyrnberggade" 40.000 kr
5. Giver afslag til ansøgningen "Jeg hedder Joop"
6. Giver afslag til ansøgningen "5 koncerter i Hyldigs"
7. Giver afslag til ansøgningen "Tabula Rasa"
Problemstilling
1. White Light Black Whole - The Healthcare System of a Sensuous Society fra Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed (CKMS)
Ansøgt beløb: Kr. 60.000 af et samlet budget på kr. 2.085.000,-
Resumé: Der søges om støtte til et projekt, som søger at skabe møder ml. borgere, patienter, pårørende og personale med kunsten som et fælles tredje i et format som involverer både kunst, dialog om mental sundhed, rundvisninger, åbne besøg, samarbejde med skoler og naboer. Projektet søger på den vis at afstigmatisere psykisk sygdom. Projektets afvikling finder sted over 4-6 uger og afsluttes med en udstilling og kvartalsvise rundvisninger i det følgende år.
Målgruppe: Brugere/patienter på Psykiatrisk Center Amager (PCA), Sundhedspersonale på PCA, Pårørende, offentligheden, skoleklasser og ungdomsuddannelser, kunstnere og forskere
Samarbejdspartnere: Sisters Hope, Huset for Psykisk Sundhed, Psykiatrisk Center Amager
Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om at indstille med 30.000 kr. og en opfordring til at søge det resterende beløb i Amager Vest.
2. Vinterfejring fra Kvarterhuset
Ansøgt beløb: Kr. 10.000 af et samlet budget på Kr. 28.000,-
Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af den årlige Vinterfejring i Prismen. Det foregår d. 28. januar. Formålet er at skabe synlighed for kultur- og fritidstilbud til de unge, skabe tryghed gennem fællesskab og udvikle samarbejde og kendskab ml. beboere, foreninger, institutioner og forvaltninger.
Målgruppe: Lokale børn og unge bosat i og omkring Holmbladsgade/Prags Boulevard kvarteret og deres forældre, samt lokale samarbejdspartnere.
Samarbejdspartnere: Den boligsociale helhedsplan Amagerplanen, Fritidscenter Nordøst (BUF), Kvarterhuset (KFF), Prismen (KFF), Børnekulturhus Amar (KFF) og Idrætsprojektet (SOF), Skolen På Amagerbro, Kulturpiloterne.
Tidligere ansøgt/ evaluering: Projektet er støttet fra 2022 – 2025.
Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om at indstille ansøgningen til fuld støtte på baggrund af det fremsendte, udspecificerede budget.
3. Amager Revyen 2026 fra Amager Revyen
Ansøgt beløb: Kr. 70.000 af et samlet budget på kr. 1.043.920,38,-
Resumé: Der søges om støtte til afvikling af Amager Revyen 2026 i Amager Selskabslokaler på Marksmandsgade 11 fra d. 24. februar til 28. marts.
Målgruppe: Alle interesserede.
Samarbejdspartnere: Amager selskabslokaler, øens erhvervsliv, Fremad Amager. Der arbejdes på at indgå flere sponsoraftaler.
Tidligere ansøgt/ evaluering: Projektet har modtaget støtte fra 2020 til 2025.
Arbejdsgruppens indstilling: Der var enighed om at indstille ansøgningen til fuld støtte.
4. Gavlmaleri i Nyrnberggade fra Kofoeds Skole
Ansøgt beløb: 40.000 kr. af et samlet budget på kr. 65.000
Resumé: Der søges om støtte til opførelse af gavlmaleri på Nyrnberggade af den Amager-lokale billedkunstner Halfan Pisket. Lokale samt NØAS inddrages i tilblivelsen af værket ved at blive præsenteret for processen.
Målgruppe: Beboere i Amager Øst, Nordøstamager Skole, alle interesserede
Samarbejdspartnere: Andelsforeningen i Holmbladsgade 110/Nyrnberggade 2a og Andelsforeningen Erikgaarden i Nyrnberggade nr. 4
Tidligere ansøgt/ evaluering: Kofoeds Skole modtog i 2025 støtte på 15.000 kr. til en bogudgivelse.
Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om at indstille til fuld støtte.
5. Billetstøtte til ’Jeg hedder Joop’ fra Det Første Bogstav
Ansøgt beløb: Kr. 15.000 af et samlet budget på kr. 30.000
Resumé: Der søges om støtte til at indkøbe 375 billetter til forestillingen ’Jeg hedder Joop’ på Teater ZeBU. Billetterne er til de ældste klasser på Skolen på Amagerbro, Lergravsparkens skole, Skolen ved Sundet og Sundbyøster skole. Forestillingen spiller i januar 2026. Der søges et tilsvarende beløb i Amager Vest til yderligere 375 billetter.
Samarbejdspartnere: Teater ZeBU
Sekretariatets bemærkninger: Kontaktpersonen til ansøgningen er Marc van der Velden, som står bag manus og instruktion til forestillingen.
Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om at indstille til afslag da Lokaludvalget ikke kan se, at der er lavet nogle konkrete aftaler med skolerne.
6. Fem koncerter i Hyldigs ved Lergravsparken fra Kristoffer Hyldig
Ansøgt beløb: Kr. 25.000 af et samlet budget på kr. 99.555
Resumé: Der søges om støtte til opførelse af fem koncerter i ansøgers lydstudie ved Lergravsparken. Koncerterne foregår fra november til april.
Målgruppe: Lokale beboere og københavnere
Samarbejdspartnere: Zachery Hatcher, Cansin Kara, Bogdan Bozovic, Det Lille Musikhus, Messiaen Quartet Copenhagen
Tidligere ansøgt/ evaluering: Projektet blev i 2023 støttet med 25.000 kr. I 2024 blev der søgt samme beløb, men givet tilsagn til 12.500 kr.
Sekretariatets bemærkninger: Ansøger anfører sine egne udgifter til lokalet som både en udgift til projektet samt en egenfinansiering. Budgettet kan derfor læses som at der reelt søges om støtte til musikerhonorar (15.000 kr), eget honorar (7.600 kr) og stemning af klaver (2.400 kr). Udgifterne til studie (74.555 kr) dækkes af ansøgers egenfinansiering (62.055 kr), lejeindtægter til eksterne kunstnere (9.500 kr) samt forventet donation fra publikum (3.000 kr.).
Arbejdsgruppens indstilling: Der er enighed om at indstille ansøgningen til afslag, da det er Lokaludvalgets oplevelse, at koncertrækken henvender sig til et smalt publikum og lokaludvalget ønsker derfor at prioritere sine midler til andre projekter.
7. Tabula Rasa fra Maiken Stæhr
Ansøgt beløb: 11.000 kr. af et samlet budget på kr. 25.000
Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af en udstilling hos SALV Atelier på Holmbladsgade i januar og februar. Udstillingen undersøger bordet som samlingsrum. Deltagende inddrages derfor i udstillingen ved at blive placeret omkring det specialfremstillede bord og blive serveret en budding, som skjuler forskellige rekvisitter fra kunstnerens eget liv.
Målgruppe: interesserede i samtidskunst
Samarbejdspartnere: SALV Atelier
Arbejdsgruppens indstilling: Ansøgningen indstilles til afslag, da det vurderes at udstillingen vil henvende sig til et smalt publikum og lokaludvalget ønsker derfor at prioritere sine midler til projekter, som kommer flere borgere til gode.
Indkomne ansøgninger er behandlet på arbejdsgruppemøderne.
Løsning
Lokaludvalget vedtager de af arbejdsgrupperne indstillede støttebeløb.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser fremgår i dagsordenspunktet "Status på Lokaludvalgets puljemidler".
Videre proces
Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutninger og varetager den videre sagsbehandling.