Mødedato: 19.06.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Amager Musikfestival

Niels Henrik Jessen søger på vegne af 13 kirker på Amager om støtte til musikfestival.

Indstilling og beslutning

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 5.000.

Problemstilling

På vegne af 13 kirker på Amager søgte Niels Henrik Jessen den 28. april 2014 om kr. 5.000 i støtte til afholdelse af en musikfestival fra den 21. september til den 5. oktober 2014. Der skal være en koncert i hver kirke. Koncerterne vil være åbne for alle, og der forventes ca. 50 publikummer pr. koncert.

Festivalens tema er 'Amerikansk på Ama'rkansk' og koncerterne vil præsentere forskellige aspekter af amerikansk musik bl.a. jazz, gospel og klassisk musik. Formålet med festivalen er at give Amagers befolkning lejlighed til at komme til koncert i deres kirker.

De deltagende kirker er: Allehelgens Kirke, Dragør Kirke, Filips  Kirke, Hans Tausens Kirke, Højdevangenskirken, Kastrup Kirke, Korsvejskirken, Simon Peters Kirke, Skelgårdskirken, Solvang Kirke, Sundkirken, Sundby Kirke, Tårnby Kirke.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 108.200 kr. Tårnby Kommune, Dragør Kommune, København Kommunes musikudvalg, Noedea Fonden, Haastrup Viigs Fond og Amager Vest Lokaludvalg er ligeledes søgt om støtte.

Amager Musikfestival har søgt støtte hos lokaludvalget i årene 2009-2013. Der er søgt og bevilget kr. 5.000 alle 5 år. Tidligere evalueringer er uddybende og beskriver nogle vellykkede og velbesøgte arrangementer. Evalueringer kan findes på http://www.aølu.dk/puljemidler/vi_stotter/. 

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 5.000.

Projektet involverer mange samarbejdspartnere, har en god medfinansiering og fornyer deres program år for år.

Økonomi

Der er søgt om kr. 5.000 af 2014-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilges en underskudsgaranti på kr. 5.000.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 5. november 2014.

Beslutning

Punktet blev godkendt uden afstemning. Projektet støttes således med en underskudsgaranti på kr. 5.000.
Til top