Mødedato: 15.12.2016, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Julefest for asylansøgere og flygtninge

Mødested Amager søger støtte til julefest.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på kr. 13.000 til Julefest for asylansøgere og flygtninge.

Problemstilling

På vegne af Mødested Amager  har Hanna Hirslund søgt om kr. 22.000 i støtte til Julefest for asylansøgere og flygtninge søndag den 8.1.2016. Julefesten er et åbent tilbud til asylsøgere fra Asylcenter Kongelunden samt indvandrere og flygtninge på Amager. Festen holdes på Hellig Tre Kongers søndag, som for mange ortodokse kristne asylsøgere og flygtninge er deres julefest.
Asylsøgerne transporteres med bus til og fra asylcentret. Festen begynder med en kort julegudstjeneste i Nathanaels kirke, hvorefter der er middag i sognegården med efterfølgende dans omkring juletræet, lege m.m.. Mødested Amager inviterer familier med børn til dette arrangement. 
Formålet med julefesten er at fremme dialog, borgerdeltagelse og dannelse af netværk på Amager. Udover asylsøgere og flygtninge/ indvandrere vil Mødested Amagers frivillige deltage i julefesten som værter og værtinder ved bordene. 

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 28.000. Der søges støtte til julemiddag og bustransport. Ansøger finansierer selv PR, musik og personale til en værdi af kr. 6.000.

Mødested Amager fik i december 2015 bevilget kr. 19.200 til en tilsvarende julefest. Evaluering kan læses på http://www.aølu.dk/assets/Evalueringsskema-julefest-3-1-2016M%C3%B8dested-Amager.pdf

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 13.000. Arbejdsgruppen ser projektet som et godt dialog- og netværksskabende initiativ, der fremmer kulturel forståelse. SOSU havde gerne set en større egenbetaling samt at der havde været søgt i Amager Vest. Derfor indstilles der ikke det fulde beløb.

Økonomi

Der er søgt om kr. 22.000 af 2017-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 13.000.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 8. februar 2017.

 

Beslutning

Der blev stillet ændringsforslag om, at projektet støttes med det fulde beløb kr. 22.000

For at støtte projektet med kr. 22.000 stemte:

Karl Voigt-Nielsen, Ib Wendrup, Sven Løntoft, Jan Kyrsting,  Rune Solvang, Sten Lykkebo, Svend Aage Sørensen, Käte Hommelgaard, Randi Sørensen, Eva Damgaard, Ole Melgaard, Ole Pedersen. 

Imod at støtte projektet med kr. 22.000 stemte: Nicki Wassmann Brøchner, Martin Hein, Carsten Sahl-Mortensen, Thomas Frisendal´.

Følgende undlod at stemme: Lone Munk.

Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 22.000 af 2017 puljemidlerne

Til top