Mødedato: 15.03.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Orientering vedr. henvendelse til Børne- og Ungdomsforvaltningen

Indstilling

Formanden indstiller

1. At Amager Øst Lokaludvalg på baggrund af opfordring fra Miljø- og plan arbejdsgruppen tager orienteringen til efterretning

Problemstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg orienterede på mødet den 22.2.18 om, at "Buret" flyttes fra den nuværende placering ved Skolen på Amagerbro til Prags Boulevard idet der skal bygges en daginstitution på den nuværende placering. Som led i orienteringen opfordrede formanden til, at lokaludvalget er opmærksomme på risikoen for, at de grønne områder i bydelen inddrages til institutionsbyggeri som følge af det aktuelle pres på daginstitutionsområdet.

Efterfølgende har sekretariatet modtaget en telefonisk borgerhenvendelse fra en beboer ved Greisvej vedr. kommende institutionsbyggeri på en mindre del af den grønne kile. Miljø- og Plan arbejdsgruppen har drøftet sagen, og har opfordret sekretariatet til at gå i dialog med forvaltningen med henblik på at afklare spørgsmålet om den aktuelle situation på Greisvej, samt at få en orientering om det samlede behov på institutionsområdet i Amager Øst, samt en orientering om procesplanen i forbindelse med anlæggelsen af de mange nye institutionspladser i bydelen.

Sekretariatet har været i dialog med forvaltningen, som i den konkrete sag oplyser, at det er rigtigt, at kommunen arbejder på at opstille midlertidige pavilloner på Greisvej til brug for tidlig opstart af de mange daginstitutionsgrupper, forvaltningen er i gang med at etablere på Nordøstamager. Løsningen er et resultat af det enorme pres, der er på daginstitutionskapaciteten lige nu. I det konkrete tilfælde vil midlertidigheden sandsynligvis vare tre år, men det er endnu uvist. Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at myndighedsbehandle sagen, som efter al sansynlighed skal i nabohøring.

Forvaltningen oplyser endvidere, at den gerne vil i dialog med lokaludvalget om den generelle udfordring på daginstitutionsområdet herunder proces for anlæg af de mange nye institutionspladser. På den baggrund forventes det, at Børne- og Ungdomsforvaltningen deltager på det 1 ordinære møde i det nye lokaludvalg. Mødet afholdes den 19. april 2018.

Borgeren som har henvendt sig til sekretariatet i sagen har på baggrund af svaret fra forvaltningen indikeret, at det kan forventes, at de lokale grundejerforeninger vil søge lokaludvalgets hjælp til at gå ind i sagen.

Løsning

At Amager Øst Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

 

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg tog orienteringen til efterretning
Til top