Mødedato: 11.12.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Høring: To-timers parkeringszone omkring Lergravsparken metrostation

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
1) At Amager Øst Lokaludvalg drøfter høringen
2) At Amager Øst Lokaludvalg bemyndiger Miljø & Plan Arbejdsgruppen til at skrive og sende høringssvar med forbehold for lokaludvalgets endelige godkendelse.

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modtaget høringen om parkeringszone med 2-timers restriktion omkring Lergravsparkens Metrostation. Høringsfristen er den 16. januar.

Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af en række henvendelser fra borgere udarbejdet forslag til parkeringszone med 2-timers restriktion omkring Lergravsparkens Metrostation (se afgrænsning på bilagte kort).

Formålet med parkeringszonen er at begrænse pendler- og langtidsparkering i området. 2-timersrestriktionen kommer til at gælde mandag til fredag fra kl. 8 til 19, og restriktionen vil gælde alle, der ikke har licens til zonen. Det vil sige, at restriktionen også gælder besøgende, håndværkere, m.m. - som derfor maksimalt må holde parkeret to timer af gangen i området..

Beboere kan få udstedt en beboerlicens og således blive undtaget 2-timersrestriktionen. Beboerlicenser kan udstedes gratis til alle, som har adresse i zonen. Der kan udstedes én licens pr. person over 18 år.

Erhvervslicens kan udstedes gratis til virksomheder, som har adresse i zonen. Det gælder dog kun til biler med gule nummerplader, der ikke må bruges til privat kørsel, samt biler på hvide og gule nummerplader, der ikke må bruges til privat kørsel, men kun til erhvervsmæssig persontransport som fx taxi og sygetransport. Der kan udstedes op til fem erhvervslicenser pr. virksomhed.  

Løsning

Amager Øst Lokaludvalg drøfter høringen på dets møde den 11. december og bemyndiger Miljø & Plan Arbejdsgruppen til at skrive og indsende høringssvaret med forbehold for lokaludvalgets endelige godkendelse på lokaludvalgsmødet i januar.

Borgerinddragelse
Forvaltningen har netop udarbejdet forslag til parkeringszone med 2-timers restriktion omkring Lergravsparkens Metro på baggrund af en række borgerhenvendelser - bl.a. Poul-Erik Jørgensen, som også har henvendt sig til lokaludvalget. I den forbindelse er Poul-Erik inviteret til at deltage på mødet for at kunne fremføre beboernes synspunkter.

Imidlertid er det ogs væsentligt, at flere beboere i området får mulighed for at komme med deres forskellige synspunkter og blive hørt. Derfor vil det være oplagt, hvis lokaludvalget gennemfører en eller anden form for inddragende aktivitet i området i starten af januar.

På Københavns Kommunes Høringsportal "Bliv Hørt" er der mindre end 24 timer efter høringen blev offentliggjort 10 personer fra Amager Øst, der har givet deres mening til kende. Blandt disse personer er der en divergerende holdning til forslaget samt flere ændringsforslag, hvilket understreger behovet for oplysning og borgerinddragende aktiviteter i lokalområdet.

Sekretariatet har efter at have modtaget høringen gjort opmørksom på forslaget via hjemmeside, facebook og nyhedsbrev.

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen.

Amager Øst Lokaludvalg bemyndigede Miljø og Plan arbejdsgruppen til at skrive et høringssvar.

Sekretariatet arrangerer et borgermøde i starten af januar, der skal danne grundlag for høringssvaret.
Til top