Mødedato: 10.12.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning (2016-midler): Naboskab, deling og miljøoptimering på Amager Øst

Foreningen Nabo-skab søger støtte til projektet "Naboskab, deling og miljøoptimering på Amager Øst".

Indstilling og beslutning

Miljø og Plan-arbejdsgruppen indstiller,

1) At Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr.8.500

Problemstilling

På vegne af foreningen Nabo-skab har Kristoffer Ravnbøl søgt om kr. 30.000 i støtte til projektet "Naboskab, deling og miljøoptimering på Amager Øst". Projektet skal afvikles i foråret 2016. Der søges støtte til to events, en lukket event i en privat boligforening samt en offentlig event på Sundbyøster plads Amager Øst for alle interesserede. Der forventes 50 deltagere til den lukkede event og 200 til den offentlige.

Den lukkede event holdes i en boligforening, der har fået installeret et såkaldt nabo-skab - et fysisk skab hvor man kan dele ting med sine naboer. Der vil være oplæg om Nabo-skab, beboernes nye deleplatform, nabofællesskab, tryghed og miljøeffekterne. Formålet er, at de lokale skal blive bedre rustet til at dele med hinanden. Desuden arrangeres der også en række mere sjove og netværksskabende aktiviteter og lege, der har til formål at skabe stærke relationer naboerne imellem.Nabo-skab været i dialog med en række forskellige boligforeninger beliggende i Amager Øst, der alle har udvist interesse for at indgå i projektet. Ansøger forventer at have en konkret aftale på plads i slutningen af 2015/starten af 2016.

Formålet med Den offentlige event er at skabe opmærksomhed, dialog og interesse omkring det gode naboskab på Amager Øst. Borgerne inviteres til at fortælle om deres erfaringer med naboskab og deling blandt naboer. Naboskab informerer om deres deleplatform, om de positive miljøeffekter og kommer med idéer til, hvordan beboerne let kan forbedre deres eget naboskab. Der vil også være “Nabo-quiz” og en “Nabo-challenge”.  

Projektet på Amager Øst er en del af et større projekt omkring bedre naboskab og deling i hele København. Projektet er støttet af Miljøstyrelsens “Puljen til Grønne Ildsjæle” med 215.000 kr. Miljøstyrelsen støtter Nabo-skabs projekt med implementering af 10 Nabo-skabe rundt omkring i København. Af det bevilligede beløb på 215.000 kr. er der dog ikke afsat midler til at afholde lokale events, hvilket er en afgørende faktor for at få beboerne til at deles.

Det samlede budget for projektet er på kr. 51.600. Heraf udgør udgifterne til de to events kr. 30.000. Der er en medfinansiering til de lokale aktiviteter på kr. 21.600.

Løsning

Miljø og Plan-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr.8.500. Arbejdsgruppen ønsker alene at støtte den offentlige event på Sundby Øster Plads. Arbejdsgruppen ser den offentlige event som en god netværksskabende aktivitet i bydelen. Lønudgifter og uforudsete udgifter støttes ikke.

Økonomi

Der er søgt om kr. 30.000 af 2016-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr.8.500

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 24. juni 2016.

Beslutning

Jan Kyrsting stillede forslag om at undlade at støtte projektet:

For forslaget om at undlade at støtte projektet stemte:  Ib Wendrup, Carsten Sahl Mortensen, Jan Kyrsting, Steen Olesen.

Imod ændringsforslaget stemte: Karl Vogt Nielsen, Rune Solvang, Stefan Nordgaard, Käte Hommelgaard, Sten Lykkebo, Randi Sørensen, Lasse Rossen, Bruno Jacobsen, Jens William Grav, Eva Damgaard, Ole Melgaard, Ole Pedersen, Nicki Brøchner, Rene Madsen.

Følgende undlod at stemme: Michael Bagge Kuehn

Projektet støttes med kr. 8.500 af 2016 puljemidlerne.
Til top