Mødedato: 27.09.2023, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 Kbh. Ø.

Meddelelser

Se alle bilag

Møde med Teknik- og miljøborgmester, Line Barfod

Teknik- og miljøborgmesteren tager ud og møder lokaludvalgene to gange pr. år. Hun kommer til Østerbro onsdag den 1. november kl. 17-19. På mødet kan lokaludvalget drøfte lokale sager eller vise borgmesteren udvalgte lokationer i bydelen.

 

Information om pæleramning på Svanemøllen Kaserne

Forsvaret har informeret om at byggerierne på Svanemøllens Kaserne i løbet af de kommende uger vil blive påbegyndt. Der udføres indledningsvis pæleramning i perioden fra uge 40, 2023 til uge 04, 2024 i tidsrummet mandag til torsdag.

Københavns Kommunes regler ift. udførelse af støjende arbejder og arbejdstidspunkter er gældende og vil bliver overholdt.

 

Informations- og dialogmøde med HOFOR

HOFOR inviterer til dialog og gåtur ved det nye store skybrudsprojekt "Karens Minde Skybrudspark", hvor der også fortælles om skybrudstiltag i hele byen og forsyningens rolle i den kommende byudvikling.
Torsdag den 12. oktober 2023, kl. 15.00 – 18.15
Mødested: Karens Minde Kulturhus, København SV

Information fra Christianshavns Lokaludvalg om jordtransport

Christianshavns Lokaludvalg vil orientere jer om, at lokaludvalget gerne vil have undersøgt om det er muligt at transportere jord fra Nordhavn til Lynetteholm via rør. Lokaludvalget har derfor sendt  brev til By&Havn og Lynetteholm Sekretariatet i Københavns Kommune. Se bilag.

 

Invitation til havneseminar

By & Havn inviterer alle københavnere med interesse for udviklingen af Københavns Havn til
Havneseminar lørdag den 28. oktober 2023, kl. 9.30–15.00 på Skolen i Sydhavnen.
Med Havneseminaret ønsker By & Havn at undersøge mulighederne for at skabe plads til
flere og nye funktioner og aktiviteter i ”det blå byrum” og samtidig sikre, at havnen fortsat
er et trygt og sikkert sted at færdes.

 

Borgermøde om strukturplan for Nordhavn 

Lokaludvalget afholder sammen med By & Havn et åbent møde om den reviderede strukturplan for Nordhavn onsdag den 4. oktober kl. 19-21 i Salen i Østerbrohuset, Århusgade 103.

Tilmelding til sekretariatet.

 

Høring om forslag om at tilknytte ungerepræsentanter til lokaludvalgene

Borgerrepræsentationen vedtog d. 23. marts 2023 ”Medlemsforslag om at få ungerepræsentanter tilknyttet til Lokaludvalgene”. Efter ønske fra Borgerrepræsentationen får lokaludvalg og Ungerådet forslaget i høring i perioden 10. august til 12. november 2023. På baggrund af høringssvarene udarbejder Økonomiforvaltningen et forslag til inddragelse af ungerepræsentanter i lokaludvalgenes arbejde, som skal til behandling i Borgerrepræsentationen.

Forpersonen foreslår, at der afholdes et Teams-møde for interesserede lokaludvalgsmedlemmer i starten af oktober, hvor deltagerne kan drøfte forslaget med henblik på at formulere et høringssvar til behandling på ordinært møde 25. oktober 2023. Sekretariatet indkalder til møde.

 

Københavns Kommunes budget for 2024 

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti indgår aftale om Københavns Kommunes budget for 2024.

Før sommer indgik partierne en principaftale om budget 2024 og budget 2025 for Københavns Kommune. Principaftalen har dannet rammen for de politiske forhandlinger og indgåelsen af Budget 2024. https://www.kk.dk/politik/budget-og-regnskab/budget-2024/budgetaftale-2…

For Østerbro betyder budgetaftalen bl.a. at der skal laves foranalyse om sikre skoleveje på Randersgade og etablering af trafikø i Skt. Kjelds Kvarter.

 

Beslutning

Joannes Gaard orienterede om åbent bestyrelsesmøde i Miljøpunkt Østerbro den 28/9 og om indførelse af miljøzoner 1/10.
Til top