Mødedato: 24.01.2024, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Nyborggade 9, 2100 Kbh. Ø

Kommunikationsoversigt for 2023

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller 

1. at Østerbro Lokaludvalg tager kommunikationsoversigten for 2023 til efterretning

Problemstilling

Det er sekretariatets vurdering, at der i lokaludvalget er stor interesse for det sekretariatsbetjente kommunikationsarbejde. 

Sekretariatet har lavet en oversigt over kommunikationsplatforme og kommunikationsaktiviteter for året 2023. Oversigten viser hvilke platforme, der bliver kommunikeret på og hvordan de forskellige platforme bliver brugt. Oversigten giver blandt andet en opgørelse i tal over følgere på sociale  medier, rækkevidde for opslag, modtagere af nyhedsbreve og besøg på hjemmesiden.

Oversigten giver et overordnet overblik over kommunikationsaktiviteterne i 2023. Sekretariatet vil tage udgangspunkt i opgørelsen når kommunikationsarbejdet i 2024 planlægges. Derudover giver oversigten en god baggrundsviden når lokaludvalgets kommunikationsstrategi opdateres.

Sekretariatet vil gerne dele oversigten med lokaludvalget som en orientering og svarer gerne på spørgsmål og tager imod eventuelle input.

 

Hjemmesiden
Hvad bliver hjemmesiden brugt til?
Et sted man kan finde relevant information om lokaludvalget og lokaludvalgets arbejde. Her er blandt andet information om Østerbropuljen, høringer, kalender og enkelte nyheder.

2023 i tal:
Besøg på siden: 6.647
Unikke besøgende: 4.365
Antal sidevisninger: 18.003

 

Nyhedsbrev
Efter hvert lokaludvalgsmøde udsender sekretariatet et nyhedsbrev.

Antal tilmeldte pr. december 2023: 4393 personer
Gennemsnitlig åbningsprocent i 2023: 116,53%
Unikke åbninger i gennemsnit: 68,55%

Indhold i nyhedsbrevene:
- Beslutninger fra lokaludvalgsmøderne, fx høringssvar
- Promovering af Østerbropuljen og eksempler på projekter som har fået støtte
- Promovering af lokaludvalgets egne arrangementer og projekter
- Sager med særlig interesse for lokaludvalget og Østerbro

 

Facebook 

Facebook bliver brugt til:
- Formidle lokaludvalgets synspunkter og mærkesager
- Skabe synlighed for lokaludvalgets aktiviteter (valg, borgerpanel, repræsentantskab, egne arrangementer mv.)
- Dele information om fx relevante puljer
- Dele relevant information fra KK
- Dele begivenheder mv. fra fx MØ
- Synlighed for projekter og aktiviteter som har fået støtte fra Østerbropuljen
- Relevant public service information

Facebook i tal:
Antal følgere pr. dec. 2023: 4205 følgere
Antal opslag i 2023: 210
Antal besøg på Facebookprofil: 10.139
Rækkevidde for opslag: 69.528 – nedgang på 52,2% jf. 2022*
Betalt rækkevidde (ved hjælp af annoncering): 39.528 – stigning på 138,5% jf. 2022*

Typisk målgruppe på Facebook:
Brugere af Facebook generelt er først og fremmest personer i alderen 30-60+. Østerbro Lokaludvalg når langt flere kvinder end mænd, og i aldersgruppen 18-24 år er kun repræsenteret med 0,7% af den samlede følgergruppe. De unge har typisk også en Facebookprofil, men bruger den ofte kun til at gå på Facebooks Messenger (chatfunktion).

 

Instagram

Instagram bliver brugt til:
Instagram er først og fremmest en platform, hvor vi deler visuelt, æstetisk indhold. Med profilen Vi_er_osterbro giver vi et bydelsportræt, hvor formålet er at vise smukke billeder fra Østerbro og Nordhavn. Ved at vise flotte fotos og vise Østerbro fra mange vinkler og sider, bidrager man til at skabe en positiv identitet for østerbroerne. Ligeledes fremstår Østerbro som en tiltalende bydel set udefra. Vi opfordrer andre til at bruge #vierøsterbro for derefter at dele deres billeder på lokaludvalgets profil. Det er en måde at interagere med borgere på, og det giver os muligheden for at viderebringe andres blik på Østerbro. I stories bliver også opslag fra samarbejdspartnere delt, så som miljøpunktet og enkelte aktører, der har fået støtte til projekter i Østerbropuljen.  

Instagram i tal:
Antal følgere: 1580
Rækkevidde: 9.200 – stigning på 5,6%
Interaktion på opslag: 1.400 – stigning på 100%
Post i feed: 63 – nedgang på 24,1 %
Antal stories: 246 – stigning på 66,2%

Typisk målgruppe på Instagram:
Instagram bliver brugt af helt unge personer til dem op i årene. Det er en visuel platform, med en mulighed for at kommentere opslag og sende beskeder til hinanden. Østerbro Lokaludvalg har meget få unge følgere, noget som kan handle om både indhold på profilen og at profilen ikke bliver fundet af den yngre målgruppe. Flere kvinder end mænd er aktive på Instagram og følgerne til Østerbro Lokaludvalgs profil består også af langt flere kvinder end mænd.

 

Annonceaftalen GROW hos Jysk Fynske Medier

Annoncer i den trykte avis:

  • Nytårskur ½ side
  • Fastelavn i Fælledparken ½ side x 2
  • Forårsbanko x 2 ¼ side x 2
  • Bydelsplan (indstik med 4 helsider, hvoraf 2 sider ”native” indhold og 2 sider almindelig annonce)
  • -Østerbropuljen ½ side x 5
  • Craftivism Festival ½ side
  • -Østerbroweekend 1 hel side + ½ side
  • Borgermøde om Kommuneplanstrategi23 ½ side x 2
  • Tøjbyttemarked i Nordhavn ½ side
  • Re:fashion Days ½ side
  • Borgermøde om den reviderede strukturplan for Nordhavn ½ side
  • Efterårsbanko x2 ¼ side x 2
  • God jul og godt nytår! ½ side

Digitale bannere

Bannere i ”det almindelige rul”:
- Sommerbilleder af bydelen
- Efterårsbilleder af bydelen
- Vinterbilleder af bydelen

Bannerkampagner:
- Østerbroweekend
- Re:fashion Days

Løsning

Lokaludvalget tager kommunikationsoversigten til efterretning og stiller evt. uddybende spørgsmål til sekretariatet.

Økonomi

Punktet har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Kommunikationsoversigten indgår som baggrundsviden når den kommende kommunikationsstrategi udarbejdes. Sekretariatet forventer at have en opdateret kommunikationsstrategi klar i løbet af første halvdel af 2024, og den vil blive præsenteret for lokaludvalget.  

Beslutning

Taget til efterretning.

 

På baggrund af drøftelsen bad lokaludvalget sekretariatet om at udarbejde et oplæg til drøftelse af mål for en kommende kommunikationsstrategi, hvor der bl.a. kan drøftes hvilke målgrupper der skal fokuseres særligt på. Planlagt til lokaludvalgsmøde i marts eller april 2024.

Til top