Mødedato: 26.09.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Kvartalsrapportering til Økonomiudvalget vedr. Københavns Kommunes større selskaber (1. kvartal 2023)

Se alle bilag
Kvartalsrapportering vedrørende udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber forelægges Økonomiudvalget til efterretning. Kvartalsrapportering for 1. kvartal 2023 fremgår af bilag 1.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1.  at nærværende kvartalsrapport på udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber for 1. kvartal 2023, jf. bilag 1, tages til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 30. april 2015 indstilling om styrkelse af Københavns Kommunes aktive ejerskab over for de større selskaber, herunder at der løbende sikres politisk ejerskab over udviklingen i kommunens selskaber forankret i Økonomiudvalget og/eller det relevante fagudvalg ved kvartalsvis rapportering til Økonomiudvalget vedrørende samtlige af kommunens større selskaber.

Løsning

Kvartalsrapporteringen for 1. kvartal 2023 vedrørende de større selskaber forelægges hermed Økonomiudvalget til efterretning.

Da kvartalstallene først skal godkendes i selskabernes bestyrelser, er rapporteringen forskudt med op til et halvt år, og derfor orienteres der efter anmodning fra Økonomiudvalget tillige om eventuelle aktuelle emner.

Økonomiforvaltningen har fokus på de mål, der rapporteres på i kvartalsrapporteringen. 

Opmærksomheden er således rettet mod forsyningssikkerhed, priser, omkostningseffektivitet, risiko og gæld, byudvikling samt målopfyldelse af større projekter, herunder politisk besluttede projekter som f.eks. Københavns Kommunes klimaplan.

I bilag 1 til indstillingen ses udviklingen i selskabernes nøgletal. Økonomiudvalget orienteres om følgende aktuelle forhold mv. vedr. selskaberne: 

HOFOR

HOFORs omsætning og resultat i T1 (årets første tredjedel) er lavere end budget, da energipriserne er faldet i første del af året.

I bilag 2 har HOFOR redegjort for de største igangværende anlægsprojekter. Det vedrører skybrudstunnelerne Svanemøllen, Valby; Kalvebod Brygge samt vandværket ved Regnemark.

Projekt størrelse:

  • Skybrudstunnelerne Svanemøllen: 3,7 mia. kr.
  • Skybrudstunnelerne Valby: 0,8 mia. kr.
  • Skybrudstunnelerne Kalvebod Brygge: 0,6 mia. kr.
  • Vandværket ved Regnemark: 1,3 mia. kr.

Aktuelle oplysninger

HOFOR afdækker p.t., hvordan ophævelsen af etableringstilladelsen for Aflandshage Vindmøllepark kan håndteres. Det forventes, at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen forelægges en ny sag om stillingtagen hertil i oktober 2023.

BIOFOSs bestyrelse forventes i løbet af andet halvår 2023 at skulle tage beslutning om et nyt kommissorie omkring den fremtidige placering af renseanlæggene i hovedstaden, da der er behov for yderligere analyser.

I forbindelse med sommerens meget regn har Økonomiforvaltningen hørt BIOFOS og HOFOR, om der har været mere bypass og overløb i juni, juli og august. BIOFOS har oplyst, at der har været bypass på 1.071.350 kubikmeter, hvilket er omkring 12 pct. mere end gennemsnittet de seneste år på grund af mere regn. HOFOR oplyser, at der har været overløb på 908.000 kubikmeter pr. 18. august 2023 pga. meget regn, hvilket skal ses i forhold til et gennemsnitligt overløb på 207.000 kubikmeter de seneste år.

BIOFOS oplyser desuden, at med gennemførslen af udbygningsplanen på renseanlæggene 2026/27 forventes bypass reduceret med 80-90 procent. HOFOR oplyser tilsvarende, at de kommende skybrudstunneller vil levere store reduktioner i overløb. Skybrudstunnellerne er ved at blive besluttet/bygget og vil først være færdige om nogle år, jf. bilag 1 figur 2 og bilag 2. Derudover udvides bassinet ved Belvedere kanalen. Skybrudstunnelerne vil i mange år kunne anvendes til bassiner, hvor regnvand opblandet med spildevand kan magasineres indtil, der er ledig kapacitet på renseanlæggene.

Udviklingsselskabet By & Havn I/S

1. kvartals resultat er på -102 mio. kr., hvilket er tilfredsstillende set i forhold til det vedtagne budget, der for hele 2023 opererer med et underskud før værdireguleringer på -190 mio. kr.

Pengestrømmen fra selskabets primære drift (EBITDA) er ca. 49 mio. kr., hvilket ikke er tilstrækkeligt til at dække nettorenteudgifterne på ca. 92 mio. kr. For hele 2023 forventer selskabet et EBITDA på 223 mio. kr. og nettorenteudgifter på 443 mio. kr. 

Fremtidig rentedækning afhænger af forudsætningerne om renteudviklingen. I seneste langtidsbudget (marts 2023) basisscenarie, med en langsigtet nominel rente på 5 %, opnås der først dækning igen i 2051, mens der opnås rentedækning i 2038, hvis Finansministeriets forudsætning om 4 % anvendes.

Aktuelle oplysninger

1. del af Lynetteholms stormflodssikring er afsluttet i april 2023, og jordmodtageanlægget er taget i brug sidst i juni 2023. Nu pågår prækvalifikation til Lynetteholms fase 2. Der forventes indgået kontrakter i september og byggestart i oktober 2023.

Landsretten har den 26. maj 2023 ophævet den opsættende virkning vedr. Fælledby, og byggeriet er igangsat igen primo juni. Procesbevillingsnævnet har den 21. juni 2023 afvist Amager Fælleds Venners ansøgning om at få sagen prøvet ved Højesteret.

By & Havns forretningsstrategi for de næste 4 år vil i løbet af efteråret 2023 blive forelagt selskabets ejere til godkendelse.

Fagbladet Ingeniøren bragte den 28. april 2023 en leder under overskriften: “Lynetteholm-undersøgelse endte i et korrumperet mørkekammer”, og By & Havn har valgt at stævne lederskribenten og den ansvarshavende chefredaktør for uberettigede og ærekrænkende ytringer og dermed overtrædelse af straffelovens § 267. By & Havn har ligeledes indbragt sagen for Presseklagenævnet, da By & Havn mener, omtalerne af Lynetteholm i flere artikler i Fagbladet Ingeniøren klart har tilsidesat branchens eget kodeks i form af regler for god presseskik.

Metroselskabet I/S

Det vedtagne passagerbudget for 2023 er på 129,5 mio. passagerer og ca. 20 pct. højere end passagertallet i 2022. Passagerbudgettet forudsætter, at der er vækst i løbet af 2023 pga. indsving ift. COVID-19 og ift. åbning af M3/M4. Passagertallet udgør ved 1. kvartals opfølgning 29,6 mio. mod budgetteret 31,2 mio. I april derimod svarer passagertallet til det budgetterede på 9,8 mio. kr.

Selskabet har indledt et samarbejde med DSB, der har til formål at styrke passagervæksten ved at øge kendskabet til nye linjer og skiftemuligheder. Selskabet er ligeledes i dialog med Transport-ministeriet om en ny og simpel billettype, hvor man kan vælge at rejse frit i hele Metronettet til én fast pris og ved brug af sit kreditkort. Projektet er i første gang en test. Selskabet har desuden igangsat arbejdet med af forberede den kommercielle åbning af de fem nye metrostationer på M4. Selskabets ejere vil ligesom ved åbningen af Cityringen blive involveret i planlægningen.

Det godkendte anlægsbudget for Sydhavnslinjen følger i al væsentlighed planen. Som ved tidligere rapporteringer er arbejdet presset ift. den generelle mangel på ressourcer og leverancer af materiel og materialer. Konsekvensen heraf er bl.a., at der er brug for at øge omfanget af parallelle arbejder. Der er på nuværende tidspunkt en akkumuleret forsinkelse i størrelsesordenen otte uger. Som konsekvens af de tiltagende og vedvarende udfordringer i fremdriften vil det være nødvendigt at indgå en ny kommerciel aftale med entreprenørerne samt en ny tidsplan for færdiggørelse af projektet, hvor der mitigeres/accelereres i nødvendigt omfang.

Til og med marts 2023 har hovedentreprenøren på bygge- og anlægsområdet indrapporteret godt 35 lærlingeårsværk på Sydhavnslinjen, hvilket svarer til 57 pct. af det samlede krav på 62 lærlingeårsværk. Med projektets fremskredne status er det ikke realistisk, at lærlingekravet bliver opfyldt. Hovedentreprenørerne på transportsystemet har fortsat ikke indrapporteret nogen lærlingetimer, hvorfor kravet om 4 lærlingeårsværk forventeligt ikke bliver opfyldt. Begge er gjort bekendt med, at de vil modtage en økonomisk sanktion. Det er især brugen af udenlandsk arbejdskraft og udenlandske virksomheder, der gør det vanskeligt at tiltrække lærlinge og få oprettet de forventede lærlingeuddannelsespladser.

I/S Amager Ressourcecenter (ARC)

Den seneste langtidsprognose for ARC viser, at affaldsenergianlægget i en lang periode vil have en negativ likviditet. Likviditetsmanglen vil hovedsageligt være afhængig af, i hvilket omfang den fulde forbrændingskapacitet kan udnyttes, og hvilke ændringer i rammerne for affaldsforbrændingssektoren, som ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” vil resultere i. Det bemærkes dog, at likviditeten vedr. affaldsenergianlægget forventes styrket i 2023 – fra 369 mio. kr. til 387 mio. kr. – hvilket skyldes øget import af affald til energiudnyttelse.

Aktuelle oplysninger

Der arbejdes i ejerkredsen med et fælles kommissorium for udskillelse af forbrændingsanlægget mv. som en konsekvens af vedtagelse af lovforslaget om selskabsgørelse og konkurrenceudsættelse af det forbrændingsegnede restaffald.

Den 14. august 2023 blev ARC’s demonstrationsanlæg til CO2-fangst indviet. Den indfangede CO2 skal udnyttes i industrien - nærmere Gartneriet Østervang, der tidligere har produceret CO2 til grøntsagsdyrkning ved hjælp af et gasfyr. Det kan nu udfases, og den fossile CO2 fortrænges.

I/S Vestforbrænding (VF)

Aktuelle oplysninger

Den 15. maj 2023 blev det offentliggjort, at Ørsted havde vundet udbuddet af statsstøtte til CCUS. Vestforbrænding fortsætter  imidlertid arbejdet med CO2-fangst. VF udtaler, at selskabet er meget langt fremme i arbejdet med at kunne bygge et CO2-fangstanlæg. Der kommer formentlig et nyt udbud af støtte inden længe fra staten. Herudover arbejdes der også på andre modeller for finansiering.

Den 10. august 2023 blev det offentliggjort, at Vestforbrænding og Innargi har indgået en rammeaftale om at undersøge mulighederne for geotermi i Vestforbrændings forsyningsområde. Geotermi skal om muligt yde et væsentligt bidrag til opfyldelse af Vestforbrændings Varmeplan 2030, der indebærer et af de største fjernvarmeprojekter i Danmark. Innargi har ligeledes planer om geotermi i Nordhavn.

Arena CPHX P/S

I 2023 forventes der afholdt 62 arrangementer i Royal Arena, heraf 48 kulturarrangementer og 14 sportsarrangementer (inkl. E-sport).

Antallet af arenagæster i 2023 forventes at blive omkring 610.000, fordelt med 545.000 gæster til kulturarrangementer og 65.000 gæster til sportsarrangementer (inkl. E-sport).

Trafikselskabet Movia

Aktuelle oplysninger

Den 30. juni har Movias bestyrelse vedtaget estimat 1 for 2023, førstebehandlet budgetforslag for 2024 og besluttet anvendelse af den forøgede kassekredit til udskydelse af aconto-betalinger:

  • I Estimat 1 for 2023 forventes tilskudsbehovet at være 184 mio. kr. højere end budget 2023, svarende til en stigning på 5 pct., heraf 42 mio. kr. vedr. flextrafik. Det skyldes hovedsageligt lavere passagerindtægter som følge af færre bus- og banepassagerer end budgetteret, mens der pga. højere aktivitetsniveau i flextrafik er budgetteret med højere operatørudgifter.
  • Kommuner og regioners tilskudsbehov forventes i 2024 at stige 2 pct. i forhold til budget 2023, hvilket er lavere end KL’s udmeldte pris- og lønskøn. Årsagen til dette er primært at inflationen, der har påvirket Movias udgifter væsentligt i 2022 og 2023, forventes at aftage, mens Movias indtægter i 2024, pga. takststigninger primo 2024, endelig indhenter udgiftsstigningerne i 2022. Hertil kommer, at nye og billigere kontrakter træder i kraft og får virkning i 2024. Udviklingen er forskellig i de enkelte kommuner og regioner pga. kontraktforhold, passagerudvikling på de enkelte linjer mv.
  • Movia har sammen med de øvrige trafikselskaber ifm. aftalerne om kommunal hhv. regional økonomi i 2024 med KL/Danske Regioner fået mulighed for midlertidigt at øge kassekreditten frem til og med 2025. Dette giver mulighed for i begrænset omfang at udskyde kommuners og regioners aconto-betalinger til Movia fra 2023 og 2024 til 2025.

Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S (CTR)

Selskabet forventer et resultat for 2023 til indregning i varmeprisen på 138 mio. kr. (budget 172 mio. kr.). Det lavere resultat er en kombination af øgede omkostninger på 105 mio. kr. - som dog bliver afbødet af en ligeledes øget omsætning på 71 mio. kr.

Øgede omkostninger skyldes voldsomme udsving og skiftende forventninger til elprisen. Det forventede overskud til CTR fra elproduktion via aftalen med HOFOR om Amagerværket er forringet med over 400 mio. kr. ift. budgettet fra december, da elprisen har ligget langt lavere end forventet i årets første måneder. Til gengæld spares ca. 120 mio. kr. på eget køb af el til pumper. En gunstig fordeling mellem produktionsanlæg i første del af året pga. lunt vinter/forår og lavere varmebehov tæller også i positiv retning, ligesom lavere brændselspriser på naturgas. Alt i alt ses dog øgede omkostninger på i alt 105 mio. kr. over det oprindelige budget.

Bestyrelsen besluttede i marts at øge den faste betaling i andet halvår 2023 med i alt 130 mio. kr. som følge af de forøgede omkostninger. I første del af året har der været mindre varmebehov, hvilket har betydet lavere varmesalg. Den seneste prognose for omsætning er en stigning på 71 mio. kr. ift. budget.

Den allerede vedtagne stigning i varmeprisen 2023 betyder en stigning på 5% - svarende til 500 kr. pr. år for en varmeforbruger. Den yderligere underdækning for 2023 vil blive indregnet i varmeprisen for 2024. Med nuværende prognose bliver der tale om en stigning for varmeforbrugeren på 100-200 kr. pr. år.

Aktuelle oplysninger

CTR’s bestyrelse har den 28. juni 2023 førstebehandlet en indstilling om bl.a. ændring af selskabets formål/vedtægt, således at selskabet får mulighed for fremover at producere grundlast. Økonomiforvaltning er i dialog med selskabet om hensigtsmæssigheden af dette forslag. Herudover omhandler vedtægtsændringen mulighed for at indgå en varmeleveringsaftale med Dragør Kommune, uden at Dragør er medlem af CTR.

Hovedstadens Beredskab I/S (HBR)

Selskabet har særlig fokus på nedbringelse af sygefravær og har tidligere haft et samlet måltal på 5 fraværsdagsværk pr. årsværk for hele organisationen. Fremover vil HBR arbejde med differentierede måltal på fire forskellige områder, hvor de respektive måltal er fastsat, så de er en tredjedel lavere end områdets sygefravær i 2021 (se tabel på side 45 i bilag 1).

Frem mod 2025 er målet således at nedbringe sygefraværet med den tredjedel, som må antages at relatere sig til trivsel og arbejdsmiljø. Det skal ske ved en fortsat indsats på de fem områder: Data, forebyggelse, sygemelding, organisation og koordinering.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Videre proces

Næste Kvartalsrapportering for 2. kvartal 2023 forventes forelagt Økonomiudvalget den 5. december 2023.

 

Søren Hartmann Hede                Nanna Westerby Jensen

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Kvartalsrapportering til Økonomiudvalget vedr. Københavns Kommunes større selskaber (1. kvartal 2023) (2023-0273418)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. september 2023

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top