Mødedato: 22.11.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Godkendelse af ny kvalitetsstandard for Københavns Kommunes krisecentre 2023-2024

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Det er lovpligtigt, at der hvert andet år udarbejdes en kvalitetsstandard for Københavns Kommunes krisecentre. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til Socialforvaltningens reviderede kvalitetsstandard for krisecentre for perioden 2023-2024. Udkast til kvalitetsstandard er vedlagt som bilag 1. 

Tidligere beslutninger

Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende Socialforvaltningens kvalitetsstandard for krisecentre for perioden 2023-24, jf. bilag 1. 

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen skal fastsætte en kvalitetsstandard for kommunens krisecentre (§ 109 i serviceloven), som skal revideres hvert andet år. Den eksisterende kvalitetsstandard for krisecentre blev senest godkendt i 2019 for perioden 2020-2021, og har været administrativt forlænget i 2022. Målgruppen for forvaltningens krisecentre er kvinder, der er udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold (§ 109 i servicelovens). Kvalitetsstandarden beskriver den hjælp og støtte, som Københavns Kommune tilbyder borgere i krise, ligesom den beskriver, hvilken hjælp og støtte borgerne får for at komme ud af volden og godt videre i livet.

Løsning

Københavns Kommunes målsætning for krisecenterområdet er at sørge for akut beskyttelse, tryghed og krisehjælp til voldsudsatte kvinder og eventuelle børn. På den længere bane er det målsætningen at støtte kvinderne i en udvikling, hvor de bliver i stand til at orientere sig mod et selvstændigt liv uden vold. Med kvalitetsstandarden vil Socialforvaltningen tilbyde en helhedsorienteret indsats via et tæt samarbejde med relevante samarbejdspartnere og ved at iværksætte relevante tiltag med udgangspunkt i kvindens ressourcer, ønsker og behov.

Socialforvaltningen har revideret den eksisterende kvalitetsstandard for forvaltningens krisecentre. Et udkast har været sendt i høring i perioden 31. maj til 28. juni 2022 hos Udsatterådet, Handicaprådet, Dialogforum, Garvergården (selvejende institution med driftsoverenskomst med Københavns Kommune), Landsforeningen for Socialpædagoger, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Den Åbne Dør (selvejende institution med driftsoverenskomst med Københavns Kommune), Socialrådgiverforeningen og Lev uden Vold. Derudover blev høringen lagt ud på kommunens høringsportal. Forvaltningen har i alt modtaget seks høringssvar med bemærkninger og forslag til ændringer. Høringssvarene er sendt af Lev uden Vold, LOKK, Handicaprådet, Udsatterådet, Dansk Sygeplejeråd og Dialogforum. De samlede høringssvar fremgår af bilag 2.

Den brede høring med bl.a. Udsatterådet og Handicaprådet imødekommer samtidig lovgivningskravet om, at repræsentanter for beboerne skal inddrages i udarbejdelsen eller revideringen af kvalitetsstandarden.

Høringssvarene har været konstruktive og givet anledning til en række ændringer og præciseringer i kvalitetsstandarden. Ændringerne er indarbejdet i bilag 1. I høringsnotatet i bilag 3, findes et overblik over indholdet i de seks høringssvar samt forvaltningens kommentarer, herunder hvorvidt de enkelte bemærkninger har givet anledning til ændringer i kvalitetsstandarden.  

Der er foretaget væsentlige ændringer i det nye udkast til kvalitetsstandarden sammenlignet med kvalitetsstanden for 2020-2021.

Kvalitetsstandarden for 2020-2021 omfattede både krisecentertilbud til kvinder (§ 109) og de to krisecentertilbud Egmontgården og Garvergården, som både rummer krisecentertilbud for kvinder (§ 109), og botilbud til borgere med særlige sociale problemer (§ 110), der kan rumme fx voldsudsatte mænd og borgere med børn.

Ifølge lovgivningen er kommunerne alene forpligtede til at udarbejde en kvalitetsstandard for kvindekrisecentre (§ 109), mens samme krav ikke gælder på botilbud til borgere med særlige sociale problemer (§ 110). De indkomne høringssvar peger på, at det er problematisk, at kvalitetsstandarden sammenblander paragrafområder, idet der er tale om forskellige målgrupper og typer af sociale problemer.

Derfor er kvalitetsstandarden nu forenklet, så den alene omfatter kvindekrisecentre (§ 109). Det betyder bl.a., at formål og indhold i et krisecenterophold er blevet tydeliggjort, hvilket blev efterspurgt i flere høringssvar.

Generelt er afsnittene i kvalitetsstandarden blevet forenklet, så der nu er færre gentagelser og rækkefølgen er blevet mere læsevenlig.

Der er foretaget en række præciseringer på baggrund af høringssvarene, fx:

  • Definitionen af vold i nære relationer er præciseret, så det nu er Socialstyrelsens definition, der anvendes, mens de tidligere detaljerede beskrivelser af forskellige typer vold udgår.
  • Selvhenvenderprincippet er blevet tydeliggjort, og oversigten over krisecentrene og krisecentrenes kontaktoplysninger er blevet rykket frem i kvalitetsstandarden. Derudover henvises til Socialstyrelsens hjemmeside, hvor der bl.a. findes en oversigt over øvrige landsdækkende tilbud.
  • Handicaprådet har peget på, at der bør være en præcisering af adgangsforhold og krisecentrenes mulighed for at rumme personer med forskellige typer af handicap. Det er i kvalitetsstandarden præciseret, at borgere med handicap altid henvises til egnede steder, hvis kommunens krisecentre ikke kan imødekomme behovet.
  • Arbejdsdelingen mellem myndighed og udfører er blevet præciseret.
  • Socialtilsynets whistleblowerordning er tilføjet under punktet om klageadgang.
  • Personalets voldsfaglighed er tydeliggjort.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil kvalitetsstandarden for krisecentre for 2023-2024 blive forelagt for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse. 

 

Mikkel Boje                           / Anders Møller Jakobsen og Eva Stokbro Jensen

 

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende Socialforvaltningens kvalitetsstandard for krisecentre for perioden 2023-24, jf. bilag 1. 

 

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 12. oktober 2022

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Kontorchef Eva Stokbro Jensen og borgercenterchef Britt Bergstedt deltog under punktets behandling.

Beslutning

Dagsordenspunkt 33: Godkendelse af ny kvalitetsstandard for Københavns Kommunes krisecentre 2023-2024 (2022-0118565)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2022

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top