Mødedato: 17.11.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Håndtering af medlemsforslag om ny styringsmodel for By & Havn

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen vedtog den 30. april 2025 medlemsforslag om ny styringsmodel for By & Havn. I denne besvarelse beskriver Økonomiforvaltningen en række muligheder for at opfylde intentionerne i medlemsforslaget indenfor gældende lovgivning. Da centrale elementer i medlemsforslaget kræver lovændring, har Økonomiforvaltningen været i dialog med staten som medejer af By & Havn. Staten ønsker ikke grundlæggende at ændre på By & Havn modellen, men er åben for dialog om at flytte enkelte, afgrænsede myndighedsopgaver i havnen fra By & Havn til Københavns Kommune.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Økonomiforvaltningens besvarelse, jf. løsningsafsnittet, tages til efterretning,
  2. at det godkendes, at Økonomiforvaltningen arbejder videre med de handlemuligheder indenfor gældende lovgivning, som er nævnt i løsningsafsnittet,
  3. at det godkendes, at Økonomiforvaltningen vender tilbage med en særskilt sag, som belyser økonomiske og administrative konsekvenser, herunder fordele og ulemper, ved eventuel overdragelse af ansvaret for tilladelser til havnebade og badezoner samt tilladelser til kultur- og fritidsevents i havnen fra By & Havn til Københavns Kommune,
  4. at medlemsforslag om ny styringsmodel for By & Havn stillet af Radikale Venstre i Borgerrepræsentationen den 30. april 2025 hermed er håndteret.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 30. april 2025 følgende medlemsforslag om ny styringsmodel for By & Havn (bilag 1):

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling, der belyser hvordan Borgerrepræsentationen kan få større styring med byudviklingen af områderne under By & Havns nuværende og evt. kommende portefølje, og herigennem sikre at byudviklingen sker under større hensyntagen til kommunens overordnede boligpolitik, herunder tilvejebringelsen af flere almene boliger og flere ejer- og andelsboliger. Et af de forslåede løsningsforslag skal være muligheden for styring gennem to-årige udviklingsplaner vedtaget af Borgerrepræsentationen, som beskrevet i motivationen: Planen skal indeholde konkrete målsætninger, som By & Havn forpligter sig til at opfylde, efter planen er godkendt politisk.
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling, der belyser hvordan By & Havn kan deltage i lokale byudviklingsprojekter i den eksisterende by,
  3. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling, der afsøger hvilke myndighedsopgaver, som lige nu er placeret hos By & Havn, men som i andre byer i Danmark og Europa er placeret hos kommunen og hvordan der kan skabes en større normalisering af disse myndighedsopgaver i Københavns Kommune ved en eventuel hjemtagning fra By & Havn.

Løsning

By & Havn er et udviklingsselskab, der udvikler nye bykvarterer og har ansvar for Københavns Havn. Erhvervshavnen drives gennem datterselskabet Copenhagen Malmö Port AB og den rekreative havn drives af By & Havn, der også er havnemyndighed. Københavns Kommune ejer 95 pct. og staten ejer 5 pct. af By & Havn. Selskabet har til formål på et forretningsmæssigt grundlag at opnå størst mulig værdiskabelse, der bl.a. gør det muligt at bidrage til finansiering af metro og øvrig infrastruktur. Desuden står selskabet for stormflodsikring af egne arealer, samt stormflodssikring af en del af byen ved anlæg af Lynetteholm.

By & Havn ledes af en bestyrelse. Københavns Kommune udpeger fire medlemmer til selskabets bestyrelse, som har otte medlemmer. Finansministeren udpeger to bestyrelsesmedlemmer og medarbejderne i By & Havn vælger to bestyrelsesmedlemmer.

Både staten og Københavns Kommune ejer By & Havn og har væsentlige interesser i By & Havn. Den daværende regering og Københavns Kommune indgik senest i 2025 en aftale om byudvikling og infrastruktur til Lynetteholm. Det fremgår af aftalen, at indtægterne fra byudviklingen går til at tilbagebetale staten, som har lagt ud for anlæg af Metro M5 og første fase af Østlig Ringvej.

Centrale elementer i medlemsforslaget kræver ændring af ”Lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S” (efterfølgende benævnt By & Havn loven). Derfor har Økonomiforvaltningen bedt om statens vurdering af mulighederne for lovændring. Staten har fremsendt svar herpå den 22. oktober 2026. Svaret fremgår af bilag 2 og er opsummeret i denne besvarelse.

I det følgende beskriver Økonomiforvaltningen desuden en række muligheder for at arbejde med at opfylde intentionerne i medlemsforslaget indenfor gældende lovgivning. 

Ønske nr. 1

Der ønskes større styring med byudviklingen på By & Havns arealer, så der i højere grad tages hensyn til kommunens boligpolitik og tilvejebringes flere almene boliger og flere ejer- og andelsboliger. Det kan ske gennem toårige udviklingsplaner vedtaget i Borgerrepræsentationen og med handlepligt for By & Havn.

Økonomiforvaltningen ser flere muligheder for, at Borgerrepræsentationen indenfor gældende lovgivning kan komme tættere på tilrettelæggelse af byudviklingen på By & Havns arealer:

  • Københavns Kommune har mulighed for at stille krav om 25 pct. almene boliger
  • By & Havn kan fast, fx en gang om året, få foretræde for Klima, Miljø- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget om større plansager, hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål og drøfte planerne med By & Havn
  • By & Havn har foreslået i forbindelse med den kommende masterplan for Kløverparken, at medlemmer af Borgerrepræsentationen deltager som rådgivere for dommerkomiteen, hvilket også er en mulighed på kommende masterplaner, hvis der ønskes tættere politisk inddragelse i By & Havns planer for udvikling af nye kvarterer.
  • Borgerrepræsentationen vedtager hvert fjerde år en ejerstrategi for By & Havn, hvor pejlemærker for kommunens deltagelse i selskabet fastlægges. Økonomiforvaltningen kan fremover give en midtvejsstatus, hvor der redegøres for arbejdet med pejlemærkerne i ejerstrategien med inddragelse af By & Havn.
  • Økonomiudvalget modtager hvert kvartal en rapport over status på de store selskaber, hvor kommunen er medejer. By & Havns kvartalsrapporter kan udbygges med data for eksekvering på boligområdet.

Staten peger dertil i sit svar på, at ”den tidligere regering med forligskredsen bag planloven d. 27. januar 2026 har indgået en aftale, som giver kommunerne mulighed for at bestemme, at op til 25 pct. af boligmassen i nye boligområder skal være ejerboliger.” ” Efter aftalens gennemførsel vil kommuner med lokalplaner kunne stille krav om boligformen for samlet 50 pct. af boligmassen.”

Det fremgår af regeringens lovprogram, at lovforslaget, som giver kommuner mulighed for at planlægge for ejerboliger, fremsættes i folketinget i november 2026.

Staten har for så vidt angår ønske 1 om styring gennem toårige udviklingsplaner, vedtaget af Borgerrepræsentationen og med handlepligt for By & Havn svaret, at dette vil kræve ændring af By & Havn loven og ønsket kan ikke imødekommes med følgende begrundelse:

  • ”By & Havn I/S er et kommercielt selskab, som skal drives på forretningsmæssigt grundlag, jf. lov om Metroselskabet I / S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S § 15 stk. 4. Den danske stat udøver endvidere sit ejerskab af selskaber med statslige ejerandele i henhold til Statens Ejerskabspolitik (2015). Det følger af ejerskabspolitikken at formålet med statslige selskaber i udgangspunktet alene skal være forretningsmæssigt. Det indebærer, at selskaberne skal ledes og drives med fokus på værdiskabelse inden for de lovgivningsmæssige rammer mv., der gælder for selskabets virksomhed, og som dermed definerer rammevilkårene for virksomheden.”

Økonomiforvaltningen bemærker herudover, at der med ønsket om toårige udviklingsplaner vedtaget af Borgerrepræsentationen og med handlepligt for By & Havn overføres beslutningskompetence fra By & Havns bestyrelse til Borgerrepræsentationen, og der bliver et delt ansvar for By & Havn, hvilket er vanskeligt foreneligt med interessantselskabskonstruktionen

Ønske nr. 2

Det ønskes, at By & Havn deltager i lokale byudviklingsprojekter i eksisterende by ved at opkøbe grunde og ejendomme og omdanne eksisterende byggeri for at øge boligudbuddet og styrke fællesskaber.

Økonomiforvaltningen ser flere muligheder for, at Borgerrepræsentationen indenfor gældende lovgivning kan øge boligudbuddet og styrke fællesskaber:

  • Københavns Kommune kan som planmyndighed skabe rammerne for, at By & Havn kan øge andelen af boliger f.eks. ved at Borgerrepræsentationen udlægger flere arealer til boliger og igangsætter udvikling af nye byområder
  • Københavns Kommune kan opfordre By & Havn til på egne arealer at understøtte lokale fællesskaber og mødesteder, som fx byens hus i Ørestaden og fællesskabsboliger på stejlepladsen
  • Københavns Kommune arbejder selv inden for eksekveringsprogrammet for nye boliger med at understøtte transformation af bygninger, dannelse af bl.a. andelsboligforeninger og tilvejebringe flere boliger i byen
  • Nye muligheder fx i form af forkøbsret for almene boligselskaber til private udlejningsejendomme, ændrede støttemuligheder gennem Fonden for Blandede Byer mv. jf. regeringsgrundlaget skal afdækkes nærmere i dialog med staten om boligplan 2030.

Staten har svaret at ønske nr. 2 ikke kan imødekommes med følgende begrundelse

  • ”Det følger af lovgrundlaget for By & Havn, at By & Havn's formål er at forestå udvikling af selskabets arealer samt forestå havnedrift i Københavns Havn, jf. lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S § 15. Det følger endvidere af lov- grundlaget, at By & Havn og dets datterselskaber i særlige tilfælde kan erhverve ejendomme med tilknytning til selskabets egne ejendomme, såfremt dette vurderes at have en samlet værdiforøgende effekt, jf. lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S § 15 stk. 8. På den baggrund er det vurderingen, at en generel adgang for By & Havn til at opkøbe ubeslægtede arealer og ejendomme i København uden direkte tilknytning til selskabets eksisterende portefølje og igangværende projekter med henblik på almindelig ejendomsudvikling ikke vil være forenelig med de gældende lovgivningsmæssige rammer for selskabets virksomhed.”

Økonomiforvaltningen bemærker, at By & Havn er et udviklingsselskab, som fra de offentlige ejere har fået overført værdier i form af Københavns havn, grunde og rettigheder med henblik på byudvikling og tilvejebringelse af indtægter til infrastruktur mm. Skulle By & Havn opkøbe arealer og ejendomme uden tilknytning til de overførte arealer, ville By & Havn agere som en privat ejendomsudvikler, hvilket er vanskeligt foreneligt med rammerne for et offentlig ejet selskab og med risiko for konkurrenceforvridning.

Ønske nr. 3

Det ønskes, at Økonomiforvaltningen undersøger, hvilke opgaver, som lige nu er placeret hos By & Havn, der kan flyttes til Københavns Kommune fx opgaver som planlægning, godkendelse og tilsyn.

Det vil kræve ændring af lovgivning og bekendtgørelser at flytte opgaver fra By & Havn til Københavns Kommune.

Indenfor gældende lovgivning ser Økonomiforvaltningen flere muligheder for, at Borgerrepræsentationen kan præge udvikling af havnen og brug af havnens vandarealer:

  • Efter revision af planloven 2024 kan kommuner planlægge for vandområder i kommuneplan og lokalplaner, hvilket Københavns Kommune tog initiativ til i kommuneplan 2024.
  • Med budget 2027 er der afsat midler til i forbindelse med udarbejdelse af kommuneplan 2028 at udarbejde en havneplan, som kan være retningsgivende for lokalplanarbejdet. Havneplanen kan udpege vandarealer til særlige formål f.eks. sejlbåde, husbåde, badezoner, kultur- og fritidsformål mm.

Staten har svaret, at det er uklart, hvilke konkrete myndighedsopgaver, der i medlemsforslaget ønskes overført fra By & Havn til København Kommune, men åbner for delvis at imødekomme ønske tre:

”Finansministeriet er indstillet på at indgå i en videre dialog med Københavns Kommune om muligheden for overdragelse af enkelte afgrænsede myndighedsopgaver fra By & Havn til Københavns Kommune. På baggrund af indledende drøftelser mellem Finansministeriet og Københavns Kommune kunne dette konkret være opgaver i den rekreative havn med relation til kultur- og fritidsaktiviteter i Københavns Kommune. Det vil sige:

  • Tilladelser til havnebade og badezoner
  • Tilladelser til aktiviteter på vand i form af kultur- og fritidsevents i havnen”

Der er således en mulighed for en videre dialog med staten om at flytte tilladelser til havnebade, badezoner og kultur- og fritidsaktiviteter på vand i havnen fra By & Havn til Københavns Kommune.

Københavns Kommune har i dag ansvar for en række forhold i forbindelse med havnebade, badezoner og kultur- og fritidsaktiviteter på vand i havnen. Kommunen er både myndighed, men også initiativtager og samarbejdspartner.

Kommunen har som myndighed tilsyn med badevandskvalitet, miljøforhold i øvrigt og varetager den fysiske planlægning gennem kommune- og lokalplaner.

Københavns Kommune er også initiativtager til etablering havnebade og fritidsanlæg mm og har dialog med foreningslivet om muligheder for kultur- og fritidsaktiviteter i byen.

Selvom Københavns Kommune overtager ansvaret, så vil følgende forhold fortsat skulle iagttages ved udstedelse af tilladelser: Planforhold, sikkerhed, drift og fremkommelighed i havnen, badevandkvalitet/miljø, beredskab mv. Desuden er der mange myndigheder og aktører i havnen, som kan have forskelligrettede interesser. Som hovedregel skal følgende høres i forbindelse med udstedelse af tilladelser: Trafikstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Politiet, Hovedstadens Beredskab samt berørte naboer, sejlklubber, foreninger, brugere mm. Private ejere af bolværker og havnearealer vil fortsat kunne nedlægge veto, hvis deres arealer indgår i det projekt eller den aktivitet, som der søges tilladelse til.

Overdrages tilladelserne til Københavns Kommune vil udstedelse af tilladelserne fortsat skulle håndteres i tæt samarbejde med By & Havn, som har det samlede ansvar for Københavns havn.

På den baggrund indstilles, at Økonomiforvaltningen vender tilbage med en særskilt sag, som belyser økonomiske og administrative konsekvenser, herunder fordele og ulemper, ved eventuel overdragelse af ansvaret for tilladelser til havnebade og badezoner samt tilladelser til kultur- og fritidsevents i havnen fra By & Havn til Københavns Kommune.

Øvrige myndighedsopgaver

Af bilag 3 fremgår en oversigt over de myndighedsopgaver, som By & Havn løser i dag. By & Havns myndighedsopgaver har ikke tidligere ligget i Københavns Kommune. By & Havns myndighedsopgaverne er opsummeret nedenfor:

  • Udarbejder havnereglement, der godkendes af Trafikstyrelsen
  • Tilsyn med sikkerhed og orden i havnen – håndhæver regler og havnereglement
  • Behandler ansøgninger om havnebade, badezoner, fyrværkeri, faste anlæg, fortøjning, særlige arrangementer i havnen mm
  • Foretager maritim myndighedsvurdering af aktiviteter, der påvirker sejlads, sikkerhed eller brugen af havnen
  • Opkræver vandarealleje - oprenser og renholder vandarealerne, holder sejlrender farbare som modydelse
  • Sikrings- og beredskabsopgaver
  • Koordination med andre myndigheder

Organiseringsformer for havne

Medlemsforslaget pålægger Økonomiforvaltningen at undersøge, hvordan myndighedsopgaver, som varetages af By & Havn, er placeret i andre byer i Danmark og Europa.

Af bilag 4 fremgår hvilken organisationsform, der er valgt i kommunerne i Danmark og overordnede typer for organisering af havne i Europa er beskrevet. Af havnelovens § 6 (som ikke gælder for By & Havn) kan der vælges mellem fem forskellige former for organisering af havne: statshavn, kommunal havn, kommunal selvstyrehavn, kommunalt ejet aktieselskabshavn og privatretligt organiseret havn. Myndighedsopgaverne ligger hos stat og/eller kommune.

Det er et centralt princip i havneloven, at de offentligt ejede havne kan forestå anlæg og drift af havneinfrastruktur og udleje arealer og bygninger på havnen. De offentligt ejede havne må kun udføre andre aktiviteter i den udstrækning, der ikke er private aktører, der ønsker at udføre aktiviteten, og hvis aktiviteten samtidig er nødvendig for havnens drift.

Økonomi

Ønskes opgaven med at udstede tilladelser til havnebade, badezoner og kultur- og fritidsaktiviteter flyttet til Københavns Kommune vil kommunen skulle afsætte ressourcer til myndighedsopgaven.

Som i dag vil der fortsat ved de enkelte arrangementer skulle tages stilling til eventuel leje og erstatning, hvis havnen lukker helt eller delvis.

I dag betaler Københavns Kommune vandarealleje for hvert havnebad, hvilket fortsat skal ske. Badezonerne stilles vederlagsfrit til rådighed.

Videre proces

Godkendes indstillingen er medlemsforslaget om ny styringsmodel for By & Havn hermed håndteret.

Økonomiforvaltningen vil arbejde videre med de i indstillingen nævnte handlemuligheder, som kan realiseres indenfor gældende lov, i samarbejde med de relevante forvaltninger og By & Havn.

Hvis indstillingen godkendes, vil Økonomiforvaltningen vende tilbage med en særskilt sag, som belyser økonomiske og administrative konsekvenser, herunder fordele og ulemper, ved eventuel overdragelse af ansvaret for tilladelser til havnebade og badezoner samt tilladelser til kultur- og fritidsevents i havnen fra By & Havn til Københavns Kommune.

Efterfølgende kan Økonomiforvaltningen eventuelt gå i dialog med Finansministeriet om mulighederne for at overdrage tilladelser til havnebade og badezoner samt tilladelser til kultur- og fritidsevents i havnen fra By & Havn til Københavns Kommune.

 

Søren Hartmann Hede

Til top